Dyre enkeltsager på handicapområdet bliver ved med at stige. Selvom staten er kommet med en håndsrækning i form at hæve refusionerne til kommunerne, så står kommunerne i den situation, at de ikke kan bruge pengene, for de belastes fuldt ud på servicerammen af hele beløbet.

Dyre enkeltsager på handicapområdet bliver ved med at stige. Selvom staten er kommet med en håndsrækning i form at hæve refusionerne til kommunerne, så står kommunerne i den situation, at de ikke kan bruge pengene, for de belastes fuldt ud på servicerammen af hele beløbet. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (arkiv)

Kommuner: Dyre sager på handicapområdet vil stige i 2022 og 2023

Selvom dyre enkeltsager på det specialiserede socialområdet har været stigende de seneste år, så fortæller flere kommuner til NB-Økonomi, at det steg igen i 2022 og vil stige i 2023.

Udgivet: 31/01/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Dyre enkeltsager på handicapområdet vil presse regnskaberne for 2022 og 2023 mere, end det gjorde i 2021. Det fortæller flere kommuner til NB-Økonomi.

De dyre enkeltsager rammer særligt hårdt på serviceudgifterne på grund af reglerne for refusion, hvilket derfor går ud over andre velfærdsområder, der må spare. Det fortæller Inge Møller Tranekær, der er økonomikonsulent i Mariagerfjord Kommune.

Hvor stort et problem er det, at I bliver presset på servicerammen?

"Det er kæmpe stort. I år venter vi at få indtægter på særligt dyre enkeltssager på mellem 35 og 40 millioner kroner. Det er jo faktisk 30 millioner kroner mere, end vi havde i 2018," siger Inge Møller Tranekær.

I Dragør Kommune - som dog ikke er så hårdt ramt - har de lagt en stigning ind på knap 10 procent på det specialiserede socialområde, der omfatter børn. Det fortæller Bjarne Schultz Jensen, der er økonomichef i Dragør. I Ballerup Kommune har de lagt en stigning ind på 21 mio. kr., siger centerchef for økonomi Mikkel Elkjær. Ballerup Kommune er ellers én af de kommuner, der i forvejen har den højeste udgift pr. borger i landet.

Udfordringen for nogle kommuner er, at de for det første ikke får 100 procent refusion for dyre sager, men også at hele udgiften belaster servicerammen. Også den del, som man ellers får refusion på. Det betyder, at det går ud over andre velfærdsområder, når udgiften stiger, selvom man får et større refusionsbeløb.

"Det klemmer vores økonomi og gør, at vi må spare andre steder," siger Inge Møller Tranekær.

Læs også:
Trods refusion rammer dyre enkeltsager på handicapområdet servicerammen

Udgifterne kan være dobbelt så høje som refusionen

Da man ikke ud fra de kommunale regnskaber kan trække selve udgiften, som er refusionsbelagt, anvender NB-Økonomi derfor selve refusionen som en indikator for, hvor høj den samlede udgift er på disse sager for kommunerne. Regnestykket er kompliceret, da der er forskellige refusionsprocenter på 25, 50 og 75 procent, alt efter, hvor dyre sagerne er.

"Vores bruttoudgift til de særligt dyre enkeltsager - og du må ikke hænge mig helt op på det - men den er i hvert fald dobbelt så stor, som vores refusion," siger Inge Møller Tranekær for at komme med et estimat på, hvor stor en udfordring det er i en mindre kommune.

I Mariagerfjord havde de ifølge Inge Møller Tranekær således refusion på omkring 5-10 mio. kr. i 2018, som var steget til 27,1 mio. kr. i 2021. I 2022 forventes den at stige med 30-50 procent. Den stigning rammer servicerammen med det fulde beløb, også den del man får refusion for.

"Som det ses får vi nu sager i et udgiftsleje vi aldrig har haft før. Den dyreste sag på voksenområdet har i 2022 kostet ca. 9,6 mio. kr. Af dem refunderer staten ca. 6,0 mio. kr., så Mariagerfjord Kommunes nettoudgift er ca. 3,6 mio. kr., men fordi funktion 5.07 (Den centrale refusionsordning på konto 5.22.07, red.) ikke tæller med i servicerammen, belaster den jo rammen med de 9,6 mio. kr.," forklarer Inge Møller Tranekær.

Likviditeten rammes via bloktilskuddet

Servicerammen er ikke det eneste, som bliver presset. Likviditeten rammes også indirekte for alle kommuner. Det skyldes, at refusionen trækkes ud af bloktilskuddet, så det samlet set bliver mindre.

"Vi har jo hele tiden været nettoudligningskommune og giver mere, end vi får i bloktilskud. Vi kunne også se i sidste omgang en væsentlig indblanding i vores bloktilskud, som var blevet reduceret. Så effekten af det mærker vi," siger Bjarne Schultz Jensen fra Dragør.

I Morsø Kommune er de så hårdt ramt på likviditeten, at de i løbet af 2023 vil gå fra over 5.000 kr. pr. borger til omkring 3.000 kr. pr. borger. Enhver reducering af bloktilskuddet vil derfor ramme dem hårdt.

"Vi kan mærke det i høj grad. Vi er i forvejen en kommune, der er voldsomt presset," siger Bodil B. Kristensen, der er økonomidirektør i Morsø Kommune.

Ballerup Kommune har trods stigning på det specialiserede socialområde oplevet, at det presser særligt, fordi man ikke må løfte refusionsdelen ud af servicerammen. De frygter, at hvis man løftede indtægtsdelen ud, så ville man alligevel blot reducere servicerammen med den del, og så var man lige vidt. Men de kan klart mærke en stigning i deres budgetter, selvom de også prøver at reducere udgifterne sideløbende på samme område.

"Vi har lige lagt en stigning ind i budget 2023 i forhold til 2022. Så skal vi så også prøve at reducere udgifterne over de kommende fire år. Men om det lykkes, tør jeg give noget bud på," siger Mikkel Elkjær. "Men der skal styres benhårdt på det."

Sidst opdateret: 02/02/2023 - 08:58

Temaer: Kommuneøkonomi, Det specialiserede socialområde

Emner: Det specialiserede socialområde, Serviceramme

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]