Brevet er udtryk for skribentens egen holdning.

Kære Pernille Rosenkrantz-Theil

Du siger i et interview den 30. januar, at du gerne vil vende handicapområdet på hovedet, så børn, unge og voksne med handicap ikke længere skal opleve, at det er en kamp at få den hjælp, de har brug for.

Det er jeg glad for at høre, for det er nødvendigt. Systemet er både dyrt og dysfunktionelt.

Du siger også, at problemet ikke i så høj grad er, at kommunerne både skal visitere og betale, men at kommunerne ikke har den fornødne ekspertise til at håndtere de mest specialiserede sager.

Jeg er enig i, at en højere specialiseringsgrad er vigtig, men det løser ikke alle problemer. Mange af problemerne opstår i de sager, der ikke er unikke, hvilket er mindst lige så bekymrende, fordi det handler om så utroligt mange sårbare mennesker.

Jeg vil give et eksempel med udgangspunkt i min egen sag:

Jeg er autist og har ADHD. Jeg har behov for socialpædagogisk støtte efter Serviceloven §85 (bostøtte). Kommunen har bevilget tre til fem timers støtte om ugen.

Jeg har anmodet om, at støtten kan varetages af en ekstern leverandør med ekspertise inden for mine diagnoser. Det er blevet afvist med den begrundelse, at det kommunale tilbud er billigere, og at der ikke er frit valg af leverandør på området.

Det kommunale tilbud fungerer ikke. Slet ikke. Faktisk er tilbuddet og sagsbehandlingen en forfærdelig stressfaktor for mig. Jeg har oplevet hele forløbet som et overgreb, og det har gjort mig syg.

På grund af sagsbehandlingen, belastningen og den manglende hjælp har jeg i løbet af det sidste år kostet samfundet dyrt. Hvor dyrt ved jeg ikke, men der er tale om hundredtusindvis af kroner – penge, som kunne have været brugt bedre, men som nu ryger ned i et stort, sort hul af fortvivlelse og afmagt.

Min sag har medført:

• Indlæggelse i seks uger på en psykiatrisk afdeling på grund af belastningen

• Afholdelse af utallige møder med sagsbehandlere, psykiatere mm.

• Forsøg med kommunale bostøtter

• Ambulant psykiatrisk behandling

• Kommunal sagsbehandlers udarbejdelse af to afgørelser

• Kommunal sagsbehandlers besvarelse på klager

• Ankestyrelsens gennemgang af to klager (hver med adskillige hundrede siders dokumentation)

• Behandling hos egen læge

• Omfattende korrespondance mellem undertegnede og kommunen (både sagsbehandlere og ledere)

• VISO-forløb med autismekyndig ekspert

• Egenbetaling af bostøtte fra ekstern leverandør

Regningen er svær at se

Jeg ved ikke, hvor stor den samlede regning for det offentlige er, men den er uden for enhver tvivl langt, langt større end prisen for det bostøttetilbud, jeg har behov for.

Problemet er, at regningen er svær at få øje på i et konkret budget.

Kommunen betaler for timer fra det interne bostøttekorps, hvilket er gjort op i timepris, men de andre kommunale poster (møder, skrive afgørelser, behandle klager, korrespondance) opgøres ikke på samme måde og figurerer derfor ikke som eksplicitte omkostninger ved min sag i det kommunale budget.

Region betaler den største regning i form af indlæggelse, ambulant behandlingsforløb og lægebesøg. I deres regnskab er det dog en konsekvens af psykisk sygdom og forbindes dermed ikke med det kommunale budget.

Staten har også betalt for sagen i form af mange timers sagsbehandling i Ankestyrelsen og et VISO-forløb.

Brandslukning frem for reel hjælp

Mit eget private budget bløder, fordi jeg selv må betale for den støtte, som jeg så desperat har brug for. Vi har ikke råd til at betale for støtte i tilstrækkeligt omfang, og på grund af de belastningssymptomer og deraf følgende nedsættelser i mit funktionsniveau, som sagen medfører, er der i højere grad tale om brandslukning end om reel udviklende hjælp.

Omkostningerne ved at tilbyde den forkerte hjælp er svimlende, men den instans, der har ansvaret – nemlig kommunen – betaler ikke sin del af prisen og har intet incitament til at forbedre sin indsats.

Det er dybt problematisk, at en relativt simpel sag om bostøtte få timer om ugen kan medføre så store økonomiske belastninger for vores velfærdssamfund- for slet ikke at tale om de menneskelige omkostninger. Sagen påvirker ikke kun mig, men også mine nærmeste: min kone, vores datter, vores familie og øvrige netværk.

Min sag er langt fra enestående. Desværre. Det er ikke en uheldig enkeltsag, men et af tusindvis af eksempler på, hvor dysfunktionelt systemet kan være og hvor dyrt det koster både den enkelte og samfundet som helhed.

Det er muligt, at det her og nu forekommer dyrere at bevilge borgerne den hjælp, de har brug for og efterspørger, men prisen for manglende, utilstrækkelig eller forkert hjælp er uendeligt meget højere.

Systemet i sin helhed skal ændres og det kan kun gå for langsomt. Vi har simpelthen ikke råd til andet.