Fredag før vinterferien opstod der drama i forhandlingerne om SSA-revserven (reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet).

Alle Folketingets oppositionspartier gik ud med en hård kritik af socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil i et fælles brev.

Her rejste de ni partier to kritikker. Den første var, at regeringen med deres udspil brugte hele rammen for SSA-reserven.

Ifølge flere kilder i regeringspartierne er det dog en useriøs kritik, eftersom det er kutymen, at regeringen kommer med sit forslag til, hvordan pengene skal bruges. Først derefter forhandles der med Folketingets partier om den endelige fordeling. Ministeren selv gik på Twitter og afviste den del af kritikken.

Det andet problem er ifølge oppositionspartierne, at mange af de gamle satspuljeprojekter, der mistede deres bevilling fra første januar, ikke skal være på SSA-reserven, men derimod finansloven. SSA-reseven er nemlig til nye projekter frem for at drifte eksisterende projekter.

Mange af de satsprojekter, som partierne forhandler om, løser afgørende opgaver i samfundet. Af den grund har de stor betydning - særligt for de mest udsatte. Derfor mener partierne, at organisationerne ikke skal finansieres gennem midlertidige puljer og bevillinger, men derimod en fast bevilling på finansloven.

Partierne næppe enige internt

På den måde undgår man, at organisationerne skal blive med at komme med hatten i hånden i tide og utide, samtidigt med at den økonomiske ramme bliver større til nye projekter.

Det er en generel udfordring med de tidligere satspuljeprojekter, eftersom satspuljen jo er nedlagt. Derfor er politikerne på Christiansborg ifølge kilder i regeringspartierne allerede i gang med at flytter projekter løbende over på finansloven.

Man må dog sige, at det da ville være smart, hvis man på alle politiske område bare kunne frigøre flere ressourcer ved at sende regningen for allerede igangværende projekter over til finanslovsforhandlingerne, og ellers bruge den afsatte ramme på nye, spændende projekter. Så god er verden dog ikke.

Et andet problem er, at de ni partier næppe er enige om, hvilke af de sociale projekter, der skal på finansloven. Der er langt fra Nye Borgerlige til Enhedslisten.

Derfor kan man hurtigt få det indtryk, at det for partierne handler mere om at øge den økonomiske ramme - så politikerne kan bruge flere penge på nye projekter, end det handler om at sikre allerede eksisterende projekter på socialområdet.

For det er jo der, det bliver svært.

SSA er ikke til drift, men

Oppositionspartierne har fuldstændig ret i, at et af principperne for SSA-reserven er, at politikerne nærmere skal prioritere forsøgs- og udviklingsprojekter frem for at drifte. Kritikken er ikke grebet i den blå luft.

Reservens sidste princip muliggør dog, at man kan fravælge flere af de øvrige principper. På den måde er intet mejslet i granit.

Det er i sig selv en svaghed ved reserven, for det afføder flere spørgsmål, end det besvarer. Det er også med til at skabe debatten om, hvor en given opgave skal finansieres. For SSA er ikke til drift, men du må også godt bruge den til drift.

Det er heller ikke svaret på alt at komme på finansloven. Der findes også midlertidige bevillinger på finansloven, ligesom skiftene flertal årligt kan tilføje og fjerne projekter fra finansloven.

Det er selvfølgelig også meget sundt løbende at spørge, om det stadig giver mening, at en given organisation fortsat skal løse en bestemt opgave. Men når det er sagt, er der mange af de her gamle satspuljeprojekter, der løser store opgaver for samfundet. Og som ville efterlade et tomrum, skulle de ikke fortsætte.

Derfor har politikerne to muligheder, hvis de vil redde organisationerne. De kan enten fortsætte og intensivere arbejdet med at flytte projekterne og organisationer over til mere permanente løsninger - som for eksempel en plads på finansloven.

Det kræver en hård prioritering af de gamle satspuljeprojekter.

Eller også kan de rydde op i de selvmodsigende principper for SSA-reserven. For det nytter ikke noget at bruge en reserve til at drifte eksisterende projekter, hvis den primært skal bruges på nye projekter og forsøg. Det begrænser jo også politikernes muligheder, da de har en mindre ramme at fordele, når tidligere projekter skal videreføres.