Det vakte stor opsigt, da TV Midt-Vest kunne fortælle, at Lemvig Kommune fra første januar hævede prisen for madservice på kommunens botilbud. Det rammer nemlig de borgere med så stort et handicap, at de ikke selv kunne hjælpe med madlavningen.

Madservice er nemlig en ordning for de borgere, der ikke er i stand til selv at hjælpe med at lave mad. Derfor rammer prisstigningen kun de borgere med de største handicaps.

Hvor det før kostede 2400 kroner at få madservice, koster det fra første januar i år 3722, da prisen blev hævet med 1322 kroner.

Det skyldes, at borgere med store handicaps nu skal til at betale for personaleomkostningerne forbundet med at lave maden, modsat tidligere hvor de udelukkende betalte for råvarerne til maden.

Det er servicelovens paragraf 161, der gør, at kommunen har mulighed for at tage penge for personaleomkostningerne. Hvilket Lemvig Kommune længe også har gjort på ældreområdet.

"Det er ingen hemmelighed, at vi er presset på økonomien her i kommunen. Når vi får et besparelseskrav i Social- og Sundhedsudvalget på knap ni millioner, er vi selvfølgelig nødt til at se på, hvor vi kan hente de penge," siger formand for social- og sundhedsudvalget i Lemvig Kommune, Gunnar Lisby Kjær (V), til TV Midt-Vest og fortsætter:

"Og det, vi gør nu, er at harmonisere i forhold til ældreområdet, hvor vi har opkrævet beløbet i mange år."

Pengene kommunen får ind på prisstigningerne kan den bruge på service.

Nu bekræfter ministeren

Sagen fik SF's nyvalgte socialordfører Theresa Berg Andersen til at spørge ældreminister Mette Kierkgaard (M) ind til lovhjemlen, samt om manøvren var rimelig.

Grunden til, at det er ældreministeren og ikke socialministeren, der svarede på spørgsmålet, er fordi, at reglerne om madservice og betaling hører under ældreområdet - uanset modtagerens alder og boform.

Ministeren bekræfter, at servicelovens paragraf 161, stk. 1 kan der opkræves betaling for

personaleomkostninger til madserviceordninger efter § 83, hvis borgeren ikke samtidig modtager hjælp efter § 41 om nødvendige merudgifter til børn, § 42 om tabt arbejdsfortjeneste, § 96 om borgerstyret personlig assistance eller § 100 om nødvendige merudgifter til voksne.

Der er dog grænser for, hvor mange penge en kommune kan tjene. Betalingen for madservice kan maksimalt udgøre 3.985 kroner om måneden - hvilket er højere end, hvad Lemvig Kommune tager for ordningen.

At en kommune kan tage penge for personaleomkostningerne er ikke det samme som, at en kommune må tjene penge på manøvren.

"Jeg gør først og fremmest opmærksom på, at det således ikke er muligt for kommunerne at tjene penge på madservice, da kommunen ved fastsættelsen af modtagernes betaling højst kan medregne kommunens gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, der kan henføres til produktion og levering af tilbuddet," oplyser ministeren i svaret.

Til spørgsmålet om, hvorvidt ministeren finder prisstigningen rimelig, siger hun:

"Jeg har stor forståelse for, at det som borger kan opleves urimeligt med en stor prisstigning. Men det ligger inden for servicelovens rammer, at en kommune kan træffe beslutning om at opkræve betaling for personaleomkostninger i forbindelse med madserviceordninger."

Regeringen finder ingen anledning til at ændre på reglerne, eftersom der er grænser for, hvad en borger skal betale for madservice.

Lev: Det er en udbredt manøvre

Ifølge handicaporganisationen Lev er Lemvig Kommune ikke den eneste kommune, der kræver penge for at betale for personaleomkostningerne ved madservice. Det har nemlig været et udbredt fænomen i en årrække.

Grundlæggende mener Lev, at det er forkert, at borgere med store handicaps skal til at betale for personaleomkostningerne, der er forbundet med deres madlavning. Samtidigt synes organisationen, at der er noget asocialt i, at jo større handicap, en borger har, jo dyrere bliver det for borgeren.

Organisationen har ikke direkte statistik over og opgørelser for udbredelsen, men den har haft kendskab til problematikken gennem længere tid.

Lev peger på en del udfordringer med madservice.

Lev kender eksempler på, at kommuner træffer en generel beslutning om en gruppe af borgere - for eksempel et helt botilbud, fremover skal have madservice, selvom nogle af borgerne i gruppen er i stand til at medvirke i forbindelse med madlavningen.

Det skal ellers være en individuel afgørelse.

Samtidigt har organisationen ved tidligere lejligheder problematiseret, at madservice, hvor maden typisk leveres som mikro-mad fra et centralkøkken, har store negative konsekvenser for madkulturen i et bofællesskab for voksne med udviklingshandicap.

Lovgrundlag

§ 161. Der kan opkræves betaling for personaleomkostninger til madserviceordninger efter § 83, stk. 1, nr. 3, og til hjælp efter § 84, hvis borgeren ikke samtidig modtager hjælp efter §§ 41, 42, 96 eller 100.