Af Pia Allerslev og Jacob Nossell, hhv. landsformand og næstformand i CP Danmark Landsforeningen for cerebral parese

Stor var vores glæde, da vi konstaterede, at den nye SVM-regering havde fastholdt ideen om at gennemføre en specialeplan på det højt specialiserede handicapområde. Og større er vores glæde blevet nu, hvor vi ved flere lejligheder har hørt socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), tale ambitionerne for specialeplanen og handicapområdet op.

Handicapområdet skal ”vendes på hovedet”, siger ministeren og definerer bl.a. ”at vende på hovedet”, som en ny arbejdsdeling mellem kommuner og regioner – og i forlængelse heraf en mere solidarisk finansiering, hvor de sjældent forekomne, højt specialiserede og særligt dyre tilbud - placeres regionalt, for at sikre en kritisk faglig masse og forebygge yderligere afspecialisering. Sød musik i vores øre – og i vores optik, er det ikke ”at vende handicapområdet på hovedet”, men at bringe det på ret køl.

Kan en specialeplan løse den udfordring?

Ja, men ikke alene. Men kommer specialeplanen derimod sammen med en finansieringsreform, en nyorientering af visitationen og en ny vidensstruktur – så kan en specialeplan rigtig meget.

Lad os prøve at konkretisere ideen om og rækkevidden af en specialeplan, med udgangspunkt i den verden, vi kender bedst: Cerebral parese (CP).

Cerebral parese er en lille målgruppe. Kun 110-130 får årligt diagnosen. En meget lille målgruppe fordelt på 98 kommuner. Det gør det indlysende svært, at have et tilstrækkeligt vidensberedskab. Derfor kunne en specialeplan indebære, at man gav fx Region Hovedstaden overordnet ansvar for CP-området med centrum i det stærke faglige CP-miljø, der er i regionen – bl.a. Jonstrupvang, som er et højt specialiseret (bo)tilbud til mennesker med cerebral parese, men også yderligere en lang række meget kompetente vidensinstitutioner på CP-området, som fx Elsass Fonden, Center for Hjerneskade, Juliane Marie Centret på Rigshospitalet, Centerbørnehaven og mange flere

Matrikeluafhængig viden

Det er vigtigt og helt nødvendigt at samle og centrere ressourcerne. Men det må selvfølgelig aldrig komme til at betyde, at alle med CP skal bo i Region Hovedstaden, for at få det rigtige tilbud, endsige, at mennesker med CP, som bor i hovedstaden, får et særlig tilbud. Vi skal under ingen omstændigheder understøtte en struktur, hvor det er menneskene der skal flytte efter viden eller en struktur, som fører til ny-institutionalisering, fordi der er her den specialiserede indsats findes. Vi skal derimod - med udgangspunkt i de højt specialiserede kompetencer, der allerede findes - skaber et nationalt og landsdækkende vidensmiljø – et videnscenter - som forpligtes på, at den bedste viden kommer alle med CP til gode - uanset, hvor de bor.

Derfor er det et imperativ for kommende nye videnscentre, at sætte sin viden i spil – viden må ikke bliver matrikelafhængig, men skal kunne nå frem og ud til alle der har brug for højt specialiseret indsats.

Nye distributionsformer

Det kræver et stærkt fokus på vidensdistribution. Og det vil selvfølgelig kræve en række kendte og klassiske formidlingsformer: biblioteksfunktion, kurser, uddannelse, publikationer og nyhedsbreve etc, ligesom det skal være en del af videnscentrenes DNA, at de er udgående, og kan opsøge borgerne, der hvor borgeren bor.

Men vi skal også tænke i nye og mere utraditionelle formidlingsformer. Man kunne fx tilbyder at borgere, der ikke bor i området, kan få et ambulant tilbud, hvor man for en kortere periode bor på fx Jonstrupvang, mens de (gerne sammen med deres lokale personale) oplæres i, hvordan man sondespiser, lære eller opgradere sin alternative kommunikation - eller hvad det nu kan være.

Fokus på den rigtige visitation og kommunernes efterspørgsel efter viden

Men det er ikke gjort ved alene at fokusere på udbuddet af viden. Vi kan opbygge alverdens viden. Vi kan gøre os de vildeste anstrengelser for at sprede viden, men vi er dømt til at fejle, hvis vi ikke lykkes med at få kommunerne til at opsøge og efterspørge fagligheden.

Derfor skal vi – for overhovedet at få en specialeplan til at virke - ændre på rammerne for visitationen og finansieringen. Vi er nødsaget til at insistere på, at kommunerne skal følge fagligheden - og vi skal give kommunerne en økonomisk interesse i, at følge fagligheden og visitere til den rigtige indsats frem for den billigste indsats.

Kommunerne skal ikke frygte fagligheden, men have en økonomisk interesse i at opsøge fagligheden. Derfor skal vi vende de nuværende økonomiske incitamenter på hovedet, så kommunerne får økonomisk kompensation, når de vælger den fagligt rigtige – og måske dyre – løsning. Det er helt skørt – og formentlig meget dyrt på den lange bane – at kommunerne i dag vælger dårlige og uhensigtsmæssige løsninger, fordi de frygter den kortsigtede økonomi i den fagligt rigtige løsning.

Finansieringen skal gøres mere solidarisk og forhindre at dyre enkeltsager vælter kommunens budget. Der er sikker flere modeller, men vigtigst er, at vi får en økonomimodel, der ansporer kommunerne til at vælge fagligheden – frem for økonomien.

Derfor håber vi, at ministeren vil stå ved sin ambition om at vende handicapområdet på hovedet, så det endelig kan komme på ret køl.

Vi er klar, når du kalder.