Da regeringen første fredag i marts kunne præsentere resultatet af fordelingen af SSA-reserven, var det med bred opbakning fra samtlige af Folketingets partier bortset fra Nye Borgerlige.

Det på trods af at alle oppositionspartier havde kritiseret regeringens ageren i forhandlingerne.

Kritikken gik på to ben. For det første var partierne trætte af, at regeringen med sit eget udspil have brugt hele den økonomiske ramme for reserven.

For det andet var partierne imod, at mange af de gamle satspuljeprojekter, der mistede deres bevilling fra første januar, ikke blev rykket over på finansloven.

Uden for citat var der flere kilder i regeringspartierne, der undrede sig lidt over kritikken, netop fordi regeringen gjorde, som alle regeringer før den havde gjort. Flere pegede på, det nok skyldtes, at mange af de nye socialordførere - som der er en del af - var blevet gejlet op af nogle af de mere erfarne.

Om det er tilfældet, står hen i det uvisse, men man kan jo konstatere, at der er svært at vinde, når man indtager den position, oppositionspartierne gjorde.

Hvis vi tager kritikken om rammen først. Det er helt efter bogen, at en regering kommer med sit udspil for, hvordan fordelingen skal være, og så forhandles der derefter.

Det havde været mere opsigtsvækkende, hvis regeringen ingen idé havde om, hvordan pengene skulle bruges.

Ifølge kilder i regeringspartierne havde oppositionen faktisk, få dage før de gik ud med kritikken, haft mulighed for at tilkendegive, hvis de ønskede en større ramme. Men det var ikke tilfældet.

Usikkerheden gjorde det nemmere at bide til bolle

Så er der selve driftkritikken. Også her blev det svært for oppositionspartierne ikke at bide til bolle.

Det er en gammel kritik, hvorfor regeringspartierne formentligt var godt forberedt.

For selvfølgelig vil oppositionen gerne have indflydelse på fordelingen af midlerne - også selvom noget af reserven blev brugt til at drifte. Alternativet var jo, at mange af projekterne, som flere af partierne gerne ville have overlevede, måtte lukke og slukke.

Samtidigt bliver finansloven først forhandlet senere - og med andre ordførere. Så hvem tør lige satse på, at ens yndlingsprojekt i civilsamfundet får lov at fortsætte?

Derudover var der jo stor intern uenig om projekterne. Nogle af de projekter, som de røde partier ville have på finansloven, ville de blå partier have hen hvor peberet gror. Det kan man ikke just kalde sammenhold.

Svaghed i finanslovsargumentet

Partierne ville som bekendt have alle driftprojekterne hen på finansloven, hvor der så ville være færre penge at fordele.

Problemet var bare, at ligeså let som du kan komme på finansloven, ligeså let kan du blive pillet af igen.

Det fik hurtigt et parti som Enhedslisten til at tale om, at man i stedet ville gøre initiativer til rettigheder.

Som Rosa Lund sagde til pressemødet til NB-Social:

"Det er nemt at fjerne penge, det er svært at fjerne en rettighed."

Men det var en soloudmelding. Derudover er det formentligt ikke alle de gamle satspuljeprojekter, der er lige nemme at gøre til en rettighed.

Men det illustrerer også, at når partierne fik et forklaringsproblem, løb de i hver sin retning. Og det gjorde bare situationen endnu mere fordelagtig for regeringen, for det er nu engang bare nemmere at manøvrere en splittet frem for samlet opposition.

Flertallet var på plads

Den mest centrale grund til, at regeringen trak sig sejrrigt ud af forløbet, er dog den simple, at det er en flertalsregeringen.

SSA-reserven er ligesom finansloven ikke forligsbundet. Det vil sige, at ville oppositionspartierne ikke have været med, kunne regeringen bare selv have fordelt de socialpolitiske gaver. Den har et flertal.

Derfor kunne Folketingets øvrige partier ligeså godt bide sig fast i bordet og kæmpe for netop deres mærkesager. For det var deres bedste chance for at påvirke den socialpolitiske udvikling i Danmark. Derfor trak regeringen det længste strå.