På trods af stigning: Omgørelsesprocenten vender tilbage til sit gamle niveau
På landsplan var omgørelsesprocenten i 2022 på ca. 38 procent. Det er en stigning på seks procentpoint sammenlignet med 2021, der dog ligger særlig lavt sammenlignet med øvrige år. Se udviklingen på landsplan de seneste fem år her.
Udgivet: 14/03/2023
Hvor den i 2021 var på næsten 32 procent, er den nu på omkring 38 procent. Det er altså tale om en stigning på omkring seks procentpoint.
Omgørelsesprocenten viser andelen af realitetsbehandlede klager over kommunale afgørelser, der enten blev hjemvist, ændret eller ophævet.
Der er ikke tale om samtlige af de kommunale afgørelser, men kun dem, der blev påklaget til Ankestyrelsen.
Læs mere om omgørelsesprocenten nederst i artiklen.
Stadfæstelsesprocenten falder tilsvarende med omkring seks procentpoint fra 2021 til 2022.
Ser man på udviklingen de seneste fem år, peger tallene dog på, at det mere var 2021, hvis omgørelsesprocent adskilte sig, da procenten havde det laveste niveau det år.
(Artiklen fortsætter under grafen)
Både politikerne på Christiansborg og NB-Social har tidligere spurgt ind til, hvorfor der skete så stort et fald på socialområdet i 2021.
I et svar til Folketinget kunne Ankestyrelsen bekræfte, at der er sket et stor fald fra fjerde kvartal 2020 til første kvartal 2021. Styrelsen kan bare ikke sige noget om hverken årsagen eller timingen for faldet.
Dog understregede Ankestyrelsen, at den ikke havde ændret praksis.
Væsentligt flere hjemvisninger
Ifølge Ankestyrelsen er der indenfor serviceloven tre gange så mange hjemvisninger sammenlignet med ændringer og ophævelser.
Det bliver bekræftet af tallene de seneste fem år. Ser man på tallene for 2022 fortsætter tendensen.
Omgørelsesprocenten består af hjemvisningsprocenten og ændrings-/ophævelsesprocenten. Her er det tydeligt, er det primært er hjemvisningsprocenten, der er den primære årsag til omgørelsesprocentens niveau.
NB-Social har tidligere talt med formand for de Kommunale Velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg om, hvorfor omgørelsesprocenten og antallet af hjemvisninger er så høje.
Dengang sagde han:
"Det er meget utilfredsstillende, at de hjemvisninger sker. Men der kan være mange grunde til dem. Også grunde udenfor kommunens ansvarsområder. For eksempel at borgere ikke har oplyst nogle vigtige forhold omkring sagen, eller at der er sket en ny udvikling i tiden ankesagen har stået på. Men det er ærgerligt, hjemvisninger finder sted. Det er noget, vi gerne vil arbejde med i kommunerne."
Fakta om omgørelsesprocenter
Når Ankestyrelsen udregner deres omgørelsesprocenter, er der tre elementer, de ser nærmere på:
- Stadfæstelse: Styrelsen er enige med kommunens afgørelse, og der sker ingen ændringer.
- Hjemvisning: Hvis der mangler væsentlige oplysninger i en sag, som Ankestyrelsen ikke selv kan indhente, sender styrelsen sagen tilbage til myndigheden. Myndigheden skal genoptage sagen og afgøre den på ny.
- Ændring/Ophævelse: Styrelsen er helt eller delvist uenig i afgørelsen og ændrer/ophæver den.
Sidst opdateret: 21/03/2023 - 09:28














































