
Selvom specialeplanen har lange udsigter, er ministeren i fuld gang med at tale borgernes forventninger op. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Analyse: Snart skal socialministeren rygcrawle igen
Inden sommer kommer regeringens bud på specialeplanen - de såkaldte guldstandarder. Men noget tyder på, at ministeren kommer til genfinde badehætten for at rygcrawle fra sine velfærdsløfter igen.
Udgivet: 13/04/2023
Social- og boligministeren er igen i gang med at tale velfærden op på handicapområdet med udmeldinger, der er relativt langt fra den kommunale virkelighed.
Inden sommerferien kommer regeringen med sit bud på en specialeplan. Det er den specialeplan, som ministeren tidligere har udtalt, skal være en form for guldstandarder på socialområdet.
Sagt på dansk betyder det, at det bliver en skabelon for, hvordan en indsats ville se ud i den bedste af alle verdener.
Selvom det bliver fremlagt inden sommer, bliver det formentlig tidligst i 2024, man vil kunne begynde implementeringen, da der selvfølgelig først skal forhandles med partierne, og derefter skal specialeplanen behandles i folketingssalen.
Kritiske røster kunne spørge, hvorfor det skal tage så lang tid? Det er et fair spørgsmål al den stund, at evalueringen af det specialiserede socialområde - der ellers lod vente på sig - kom tilbage i maj 2022, og den daværende S-regering allerede har præsenteret et udspil.
Det skyldes formentligt, at der er en ny minister på pinden, der skal have lov at lægge sin egen linje. Samtidigt skulle den forsinkede aftale om fordelingen af SSA-reserven landes, og så skal Barnets Lov endelig gennemføres de kommende uger.
Selvom aftalen om Barnets Lov blev indgået tilbage i maj 2021, er den endnu ikke blevet vedtaget. Nu førstebehandles den så i Folketinget fredag den 14. april.
Borgerne vil have guldstandarden
Men selvom specialeplanen har lange udsigter, er ministeren i fuld gang med at tale borgernes forventninger op.
For når socialministeren vil have, at specialeplanen skal være guldstandarder for, hvordan forløb på socialområdet skal se ud i den bedste af alle verdener, øger hun befolkningens forventninger.
Når man som borger hører eller læser om, hvordan en indsats burde være, hvorfor skulle den pågældende borger så være tilfreds med den indsats, som borgerens egen kommune giver?
Ministeren lægger med guldstandarderne ikke op til, at kommunerne skal følge dem ord for ord. Det bliver nærmere et ideal. Men hvordan skal man som borger med handicap kunne se forskel?
Her bliver konsekvensen jo den, at borgeren kan læse om alt det, som vedkommende kunne have fået, men som økonomien ikke tillod kommunen at tildele borgeren.
Og så er vi tilbage ved problemets kerne. For kommunerne kan ikke leve op til Christiansborgs mange løfter, da udgifterne på området fortsætter med at stige.
I 2022 havde kommunerne igen et merforbrug på det specialiserede socialområde - denne gang på 2,9 milliarder, hvilket er en ny rekord.
Ministeren har gjort det før
Det er ikke første gang, socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil taler velfærden op, selvom hun kun har siddet på posten i få måneder.
Som noget af det første fastslog ministeren, at vi også skulle have et velfærdssamfund for borgere med handicap. Her måtte man forstå, der var lang vej igen, men at specialeplanen var løsningen.
En af grundene var nemlig, at der mangler nationale kvalitetsstandarder, da serviceloven er som elastik i metermål.
Det betyder, at kommunerne kan træffe vidt forskellige, men korrekte afgørelser på socialområdet. Og ifølge ministeren betyder det, at borgere med handicap blev stavnsbundet.
For når man som pårørende til eller borger med et handicap efter en lang periode endelig blev visiteret til det tilbud, som man har kæmpet for gennem en længere periode, kunne man risikere at miste det igen ved at flytte.
Den udmelding i sig selv kan jo være nok så sympatisk set fra et borgerperspektiv, men det bliver dyrt, hvis der pludselig skal leveres ens service i 98 forskellige kommuner.
Sagt lidt kækt: Hvad der giver 'street-cred' i socialudvalget, kan give dybe panderynker i finansudvalget.
Og selvom ministeren så rygcrawlede ved at fastslå, at kvalitetsstandarder ikke er det samme som serviceniveau, var det hende selv, der lavede den kobling.
For hvis det er et problem, at kommunerne har et forskelligt serviceniveau som konsekvens af en ukonkret servicelov, og at en borger med handicap kan risikere at miste sit tilbud, ved at flytte, så kræver det jo, at kommunernes service er ens.
Ellers vil der altid være et stavnsbånd for borgere med handicap.
Regeringen har selv lagt op til besparelser
Nu skal specialeplanen så ikke give ens serviceniveau, men "bare" være guldstandarder. Men socialministeren ved jo godt, at der er besparelser på menuen. Det blev blandt andet fastslået ved kommunernes økonomiaftale for 2023.
Dengang blev Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen enige om, at regeringen støttede op om kommunernes besparelser og lokale prioriteringer.
Og det er jo ikke fordi, skiftende regeringer ikke har haft lejlighed til at imødekomme opdriften i udgifterne på det specialiserede socialområde. I flere år har den socialdemokratiske regering for eksempel nægtet at give kommunerne flere penge til området. Det ved socialministeren også godt, da hun selv var minister.
Samtidigt skal man ikke glemme, at den daværende S-regering sammen med KL har nedsat et ekspertudvalg, der skal granske økonomien på det specialiserede socialområde for at sikre en bæredygtig økonomisk udvikling.
Det kan lyde pænt, men det betyder, at udvalget har til opgave at svare på, hvordan man kan stramme så meget op, så kommunerne årligt ikke skal kæmpe med udgifterne på området.
Udvalget kommer næppe med udgiftsdrivende forslag, men derimod hårde besparelser, der kan mærkes.
Så der er besparelser i sigte så langt øjet rækker - selvom ministeren har lovet markante forbedringer og taler om guldstandarder.
Når man som borger kan læse om alt det, man kunne have fået, mens kommunerne gennemfører det ene sparekatalog efter det andet, så falder det tilbage på socialministeren og Christiansborg, der bliver ved med at glemme at betale for deres løfter.
Derfor kommer ministeren med stor sandsynlighed enten til at blive fremstillet som en, der siger det, der lyder godt, men ikke kan levere, når det kommer til stykket. Eller også må hun puste badevingerne op og gøre klar til endnu en omgang rygcrawl, som hun også gjorde ved udmeldingerne om ens serviceniveau.
Uanset hvad resultatet bliver, sidder borgerne med handicap skuffede tilbage.
Sidst opdateret: 13/04/2023 - 12:58














































