Kommunerne under pres: Dobbelt så mange unge med spiseforstyrrelser

Dobbelt så mange unge har en spiseforstyrrelse i dag sammenlignet med for 15 år siden. Det presser både kommunerne og den regionale psykiatri.

Udgivet: 15/08/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Flere unge mellem 15 og 24 kæmper med en spiseforstyrrelse. De sidste 15 år er antallet af unge med spiseforstyrrelse fordoblet. Det rammer kommunerne hårdt.

Fra 2007 til 2022 er antallet af unge, der har fået stillet en diagnose som anoreksi, bulimi, tvangsoverspisning eller anden spiseforstyrrelse i den regionale psykiatri, fordoblet fra 3.053 til 6.132 personer. Det viser en ny analyse fra Momentum baseret på data fra Danmarks Statistik og Sundhedsdatastyrelsen.

Området er samtidigt behæftet med mørketal. Mange unge lever med symptomerne på en spiseforstyrrelse uden at få stillet en diagnose.

“Der er meget stort fokus på krop, vægt og udseende i samfundet generelt – og især på de sociale medier. Det er med til, at flere og flere unge mistrives, og mange starter med intensiv træning og stor opmærksomhed på, hvad de spiser. For nogle af dem udvikler det sig til en decideret spiseforstyrrelse, og for stadigt flere i en så alvorlig grad, at de skal indlægges,” fortæller direktør i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade Laila Walther til Momentum.

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade kan genkende stigningen. Den oplever en stigning i antallet af henvendelser til foreningens rådgivning, som er steget med 16 procent fra 2021 til 2022.

Ifølge Laila Walther bliver unge med spiseforstyrrelse yngre, og mange er også væsentligt hårdere ramt end tidligere.

Ulla Moslet, formand for Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser og speciallæge i Børne- og ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden, bekræfter den udvikling:

“Vi har haft en støt stigning i antallet af henvisninger til den regionale psykiatri i det seneste år – også før corona. Patienterne er yngre, end vi har set før, og andelen af drenge er lidt større end tidligere,” siger Ulla Moslet.

(Historien fortsætter under artiklen)

null

Kommunerne under pres

Udviklingen rammer særligt kommunerne. Analysen viser nemlig, at unge med spiseforstyrrelser, der er i kontakt med hospitalspsykiatrien i løbet af et år, har været konstant i perioden. Det samme gælder andelen, der indlægges eller får ambulant behandling.

Det er derimod hos kommunerne, problemet opstår. Selve behandlingen af spiseforstyrrelser ofte foregår i den regionale psykiatri, men kommunerne har ansvaret for forebyggelses- og især støtteopgaver på området.

Mange unge har derfor massivt brug for hjælp fra kommunen efter udskrivelser. Nogle er sågar så dårlige, at de visiteres til et specialiseret botilbud for unge med spiseforstyrrelse, da de ikke kan bo i eget hjem.

(Historien fortsætter under artiklen)

null
KL kræver handling

Ulrik Wilbek, der foruden at være borgmester i Viborg er formand for KL's socialudvalg, kalder udviklingen bekymrende. Han mener, udviklingen skriver sig ind i den generelt stigende mistrivsel blandt børn og unge, hvor flere får en psykiatrisk diagnose.

”Psykiske lidelser som f.eks. en spiseforstyrrelse har store menneskelige omkostninger for både den enkelte unge og dennes familie. Derfor bør man fra Christiansborg også prioritere, at der er ressourcer til, at både kommuner og regioner kan løfte opgaven på en tilfredsstillende måde – både faglige kompetencer og kroner og ører til at løse opgaven. Samtidig er det vigtigt, at vi får klare nationale retningslinjer for, hvordan opgavefordelingen skal være mellem regioner og kommuner,” siger Ulrik Wilbek til Momentum.

Han mener, det er et eksempel på et område indenfor psykiatrien, hvor kommunerne har oplevet en opgaveglidning.

“Men der er igennem de seneste år udsendt adskillige anbefalinger, vejledninger, retningslinjer og forløbsbeskrivelser fra statsligt hold, men de forskellige anbefalinger er ikke samstemt, og til tider modsiger de decideret hinanden, da de kommer fra to forskellige styrelser og er baseret på to forskellige lovgivninger – nemlig henholdsvis Social- og Boligstyrelsen og Serviceloven, som kommunerne arbejder efter på socialområdet, og Sundhedsstyrelsen og Sundhedsloven, som både regionerne og kommunerne arbejder efter, siger Wilbek og fortsætter:

"Udfordringer, som vi i kommunerne sammen med regionerne forsøger at løse blandt andet gennem samarbejdet i sundhedsklyngerne."

Læs hele analysen her.

Sidst opdateret: 21/08/2023 - 09:25

Temaer: Psykiatri

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]