
Viborg-borgmester Ulrik Wilbek er sygemeldt resten af september angiveligt på grund af overbelastning. - Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Formand for KL's Socialudvalg sygemeldt efter overbelastning
Viborgs borgmester og formand for KL's Socialudvalg Ulrik Wilbek er sygemeldt på grund af overbelastning. Indtil videre har Wilbek sygemeldt sig september ud. Borgmester Helle Gade varetager Wilbeks opgaver i udvalget.
Udgivet: 20/09/2023
Formand for KL's Socialudvalg og borgmester i Viborg Kommune, Ulrik Wilbek (V), har meldt sig syg september ud. Ifølge flere af NB-Kommunes kilder på grund af overbelastning.
Den 65-årige tidligere håndboldtræner Ulrik Wilbek har set sig nødsaget til at sætte sig selv på bænken for en tid. Han føler sig angiveligt stresset og overbelastet, erfarer NB-Kommune. Håbet i kommunen er dog, at førstemanden snart er på banen igen.
I Wilbeks sygeperiode vil næstformand i udvalget, borgmester Helle Gade (S), Silkeborg Kommune, varetage hans opgaver i socialudvalget, oplyser KL.
Hun får dog ikke titlen af fungerende formand.
Lokalt i Viborg vil den socialdemokratiske viceborgmester Mads Panny varetage de formelle opgaver. Det sker blandt andet på byrådsmødet her i dag, onsdag, hvor Ulrik Wilbek vil være fraværende.
Viborg Stifts Folkeblad skriver, at Ulrik Wilbek for mindre end et år siden måtte drosle ned på arbejdet i en periode, fordi han var blevet ramt af akut høretab på det ene øre, mens han på det andet havde en konstant susen, der påvirkede hans koncentrationsevne.
Den seneste tid har budt på flere store opgaver for Viborgs borgmester, skriver lokalavisen videre.
Det drejer sig eksempelvis om en omfattende proces med at lægge det kommunale budget samt en overlevelseskamp for Midtjyllands Lufthavn, som han er formand for.
Fakta om Ulrik Wilbek
Ulrik Wilbek blev valgt som Viborgs borgmester for Venstre ved kommunalvalget tilbage i 2017 og genvalgt i 2021.
Han er formand for Socialudvalget i KL.
Inden da var han blevet landskendt som landstræner for både dame- og herrelandsholdet i håndbold. Her vandt han medaljer helt fra begyndelsen af 1990'erne til midten af 2010'erne, skriver Ritzau.
Sidst opdateret: 20/09/2023 - 12:06
Emner: Arbejdsmiljø, Viborg Kommune, Ulrik Wilbek (V), formand for KL's Socialudvalg og borgmester









































