"Min pointe er, at vores tid og ressourcer kun kan bruges én gang. Jeg tror, vi bruger dem bedst i et tættere samarbejde med borgerne - ikke på proceskrav og dokumentation," siger Erik Kaastrup-Hansen.

"Min pointe er, at vores tid og ressourcer kun kan bruges én gang. Jeg tror, vi bruger dem bedst i et tættere samarbejde med borgerne - ikke på proceskrav og dokumentation," siger Erik Kaastrup-Hansen. - Foto: PR-Foto Aarhus Kommune

Socialdirektør: Vi har for stort fokus på processer frem for borgerne

"Nogle områder er reguleret så voldsomt med proceskrav, at der er risiko for, at vi mister fokus på lovens formål, fordi vi ikke kan se, hvad det skal bidrage til," siger Erik Kaastrup-Hansen.

Udgivet: 05/10/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

"Det håb og den oplevelse, jeg har, er, at mine medarbejdere går på arbejde for at gøre en positiv forskel for borgerne."

Det siger direktør for Sociale Forhold i Aarhus Kommune, Erik Kaastrup-Hansen. Han vil have sine medarbejdere til at fokusere på borgerne, hvor de skal lytte, lære og samarbejde - frem for at have fokus på paragrafferne og dokumentation af processerne.

Altså mere borger, mindre system ifølge Kaastrup-Hansen.

"Nogle områder er reguleret så voldsomt med proceskrav, at der er risiko for, at vi mister fokus på lovens formål, fordi vi ikke kan se, hvad det skal bidrage til," siger Erik Kaastrup-Hansen til NB-Social.

"Hvis vores sagsbehandling bliver kontrolleret på op mod 70 punkter, så mener jeg, at det begynder at forstyrre i forhold til, hvad der er formålet. Min pointe er, at vores tid og ressourcer kun kan bruges én gang. Jeg tror, vi bruger dem bedst i et tættere samarbejde med borgerne - ikke på proceskrav og dokumentation."

Men at medarbejderne i forvaltningen skal have deres fokus på borgerne frem for paragrafferne, er ikke en carte blanche til, at kommunen pludselig ikke kan dokumentere noget eller sikrer borgernes retssikkerhed.

Materiel vs. processuel retssikkerhed

"I Aarhus står vi på et stærkt fundament, der hedder, vi tager udgangspunkt i borgeren. Og har borgerne nogle rettigheder? Ja. Og selvfølgelig skal vi også forsøge at leve op til dem alle - også dem, vi ikke synes giver mening."

Du vil gerne være med til at sikre borgernes retssikkerhed, men er det ikke netop det, der er paragraffernes opgave?

"Jeg mener, det er relevant at skelne mellem materiel retssikkerhed, at man får det, man har brug for - det som var lovgivers intention - og så processuel retssikkerhed, at de mange proceskrav overholdes" siger han og fortsætter:

"Jeg mener, vi har for stor vægt på processer og de rigtige processer. For stor tiltro til at det er garantien for noget som helst."

Erik Kaastrup-Hansen understreger, at det er nødvendigt og godt med sagsbehandlingsregler, men hvis det stjæler al tiden fra borgeren, så giver det ikke mening. Når det processuelle stjæler fokus eller bliver forstyrrende for den gode relation mellem borger og medarbejder.

Her peger han på reglerne om tabt arbejdsfortjeneste og merudgifter som skrækeksempler, hvor proceskrav og dokumentationskrav er af hvad Kaastrup-Hansen kalder absurd omfang.

Han påpeger, at det tankevækkende nok er områder med statslig refusion af udgifterne.

Skal testes i virkeligheden

Et er at komme med tanker om, hvordan den ideelle sagsbehandling skal se ud. Noget andet er, når man som medarbejder står med en konkret borger og vælger en lokal løsning frem for at følge og dokumentere alle processerne og mellemregninger. Hvad gør man så?

Det er der, Aarhus Kommune testes i virkeligheden, mener Erik Kaastrup-Hansen.

"Ledelsesmæssigt er det jo der, at vi skal vise, det ikke kun er skåltaler, men at vi bakker op i handling," siger Erik Kaastrup-Hansen og lægger vægt på, at kommunen både skal lære af

erfaringerne men også turde udfordre de eksisterende regler.

Det vil også stadig være muligt for borgeren at påklage de afgørelser, som Aarhus Kommune måtte komme frem til.

"Hvis der er aftalt en indsats, så bliver den dokumenteret med det, vi har aftalt. Når vi træffer afgørelser, er det selvfølgelig noget, en borger kan påklage."

Netop pointen om klagemuligheden var ret afgørende for CEO i Trap Consulting, Flemming Trap, der ellers ville kategorisere Aarhus fokus på borgeren frem for paragrafferne som problematisk. Det kan du læse mere om her.

Læs også:
Socialdirektør i Aarhus vil sætte borgere over paragraffer - Derfor er det svært i praksis

Sidst opdateret: 05/10/2023 - 12:58

Emner: Aarhus Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]