
Snart skal voldsramte kvinder have samme rettigheder som mænd. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)
Potentielt flere brugere af krisecentre: Regeringen vil ligestille voldsramte
Regeringen vil ligestille voldsramte mænd og kvinder, så mænd også har de samme rettigheder som kvinderne. Lovforslaget er nu sendt i høring.
Udgivet: 10/10/2023
Det er åbenbart kun kvinder, der er udsat for vold i den danske lovgivning. Det mener ligestillingsminister Marie Bjerre, der netop har sendt et nyt lovforslag i høring, der skal ligestille voldsramte mænd og kvinder.
På Facebook skriver ministeren:
"I lovgivningen er det i dag kun kvinder ramt af vold i hjemmet og nære relationer, som har ret til ophold på et krisecenter. Den ret har mænd ikke. Det er en uligestilling. Og det er på tide, at vi får gjort op med det."
Hun fortsætter:
"For mænd kan også blive ramt af partnervold og vold i nære relationer. Derfor skal disse mænd også have en ret til at tage på krisecenter og få hjælp. Det er ikke bare vigtigt, at mænd får de samme rettigheder, for andet er urimeligt. Det sender også et klart signal om, at partnervold også kan ramme mænd, og at det ikke skal være er tabu at bede om hjælp."
Kan blive en økonomisk udfordring for kommunerne
Den ligestilling af rettigheder vil man kunne mærke i ude kommunerne, hvor udgiftsstigningen på kvindekrisecentrene er drevet af flere brugere.
Antallet af kvinder, der har brug for hjælp fra et kvindekrisecenter, er steget siden 2017. Senest er antallet steget med 12 procent fra 2021 til 2022.
Når regeringen ligestiller mænd og kvinder, vil de mænd, der udsætters for vold, få de samme rettigheder. Derfor vil der alt andet lige ske en stigning i antallet af brugere, hvis loven skal virke efter hensigten.
Du kan læse om de økonomiske udfordringer forbundet med kvindekrisecentre her:
Fakta: Det står der i lovkataloget
Ændring af lov om social service og forskellige andre love (Ligestilling af krisecentertilbud til mænd) (Feb I)
Lovforslaget har til formål at sikre en ligestilling af krisecentertilbud til voldsudsatte kvinder og mænd. Med lovforslaget sikres mænd udsat for vold i nære relationer adgang til krisecentre og de dertilhørende rettigheder svarende til den hjælp, som kvinder har ret til efter servicelovens § 109. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om finansloven for 2023 mellem regeringen og Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti fra april 2023 og på regeringens handlingsplan mod partnervold og partnerdrab fra juni 2023.
Sidst opdateret: 10/10/2023 - 11:16
Emner: Krisecenter









































