
Regeringen foreslår blandt andet en basispakke, der skal sikre en hurtig opstart af behandling i børne- og ungdomspsykiatrien. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)
Regeringen vil målrette psykiatrimidler til børn og unge i 2024
Der bliver afsat midler til en her og nu-kapacitetspakke til børne- og ungepsykiatrien. Læs mere om fordeling af de 500 millioner her.
Udgivet: 13/10/2023
Regeringen vil fortsætte sporet fra den oprindelig tiårsplan med et fokus på børne- og ungdomspsykiatrien. Det står klart efter pressemødet i Indenrigs- og Sundhedsministeriet torsdag den 12. oktober.
Her kom regeringen ind på, hvordan den vil løfte psykiatrien med en halv milliard. Bemærk ud af den halve milliard afsætter regeringen årigt og varigt 400 millioner kroner. Det er sådan, at vi i 2030 ender på et løft på 4,3 milliarder kroner. De sidste 100 millioner skal gå til forskning.
Regeringen foreslår blandt andet:
- Her og nu-kapacitetspakke til børne-og ungdomspsykiatrien
- Regeringen vil afsætte midler, der skal styrke kapacitetsopbygningen i regionernes børne- og ungdomspsykiatri.
- Hurtig opstart af behandling i børne- og ungdomspsykiatrien
- Der skal udvikles om implementeres en basishandlingspakke, der sikrer, at behandling sættes i gang rettidigt og forebygger forværring.
- Højere kvalitet i indsatsen til børn og unge med autisme
- Der skal udarbejdes og implementeres såkaldte forløbsbeskrivelser, der sikrer ens og sammenhængende indsats, uanset hvor man bor i Danmark. Konceptet vil blive udvidet med flere diagnoser.
- Opfølgning efter endt forløb i børne- og ungdomspsykiatrien
- Der skal indføres en model for tryg opfølgning.
Ministeren kom også ind på nogle allerede velkendt initiativer som eksempelvis indsatsen for at nedbringe tvang i psykiatrien, den nationale psykiatriske akuttelefon, som man ønsker at gennemføre, og den nationale handlingsplan, der skal forebygge selvmord.
Derudover ønsker regeringen også en styrket psykosocial indsats ved beredskabshændelser og øget sikkerhed for medarbejderne i psykiatrien.
"Som led i regeringens finanslovsudspil, inviterer jeg nu Folketingets partier til forhandlingerne om et ekstra løft af psykiatrien på 500 millioner kroner til næste år. Det er regeringens forslag og oplæg, at pengene primært skal gå til børn og unge. Til sikkerhed og tryghed for medarbejdere og patienter. Og endelig til styrket forebyggelse af selvmord," sagde hun til pressemødet.
Ministeren understregede, at det ikke er muligt fra den ene dag til den anden at vende udviklingen i psykiatrien. Der ligger et kæmpe arbejde foran.
Oppositionen er ikke tilfreds
Det er ikke den store ros, regeringens udspil har fået fra den røde side af Folketingssalen.
"Det, der er blevet præsenteret i dag, er det, der allerede blev aftalt ved indgåelsen af psykiatrihandlingsplanen (i 2022, red.)," siger Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund til Ritzau.
Han er bekymret for, at der ikke bliver afsat nok penge og området derigennem bliver underfinansieret. Konkret peger han på, at der kun er afsat 135 millioner til dem med alvorlige psykiske problemer. Det er ifølge Hvelplund langt fra tilstrækkeligt.
Også hos SF er begejstringen til at overse.
"Der er behov for hjælp nu. Det havde jeg håbet, at ministeren vidste og var klar til at handle på. Jeg må konstatere, at der er for mange luftkasteller og for mange ting, der først kommer til at foregå langt ude i fremtiden," siger SF's sundhedsordfører Anne Valentina Berthelsen til Ritzau.
Hun mener, at mange af initiativerne allerede burde være implementeret, da det blev enige om det ved aftalen om en tiårsplan for psykiatrien sidste år.
Man skulle dog næsten tro, ordførerne havde briefet ministeren om deres kritik i forvejen. For på pressemødet slog ministeren igen:
"Jeg konstaterer bare, indtil videre er der ingen partier foruden de tre regeringspartier, som har kunne anvise en fuld og helt finansieret psykiatriplan. Og nogensinde før os har kunne levere det historiske store løft og massive investeringer til psykiatrien."
Sidst opdateret: 13/10/2023 - 10:01
Temaer: Psykiatri









































