
Kira West, formand for Rådet for Socialt Udsatte, og Signe Færch, forkvinde hos Dansk Socialrådgiverforening, glæder sig over, at aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 30 år, fremover viæ være garanteret en årlig afklaringsret. - Foto: Pressefoto: Rådet fra socialt udsatte og Lisbeth Holten, Dansk Socialrådgiverforening.
Ny garanti i kontanthjælpsaftale skaber begejstring: Folk skal ikke sidde fast i systemet
Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere får nu ret til en årlig genvurdering af deres sag.
Udgivet: 26/10/2023
Det har aldrig været meningen, at mennesker, som ikke er i stand til at tage et arbejde, skal parkeres på kontanthjælp i årevis.
Derfor vækker det glæde, at alle aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, der er fyldt 30 år, vil være garanteret en årlig afklaringsret, inden der er gået to år.
Afklaringsretten er en del af den kontanthjælpsaftale, som landede for nylig."Kontanthjælp skal være en midlertidig ydelse, og derfor har vi længe kæmpet for, at alle skal sikres en ret til at komme ud af systemet igen," siger Kira West, formand for Rådet for Socialt Udsatte, til NB-Beskæftigelse.
Også forkvinde hos Dansk Socialrådgiverforening Signe Færch ser frem til afklaringsretten, der træder i kraft 1. juli 2025."Der er alt for mange, der sidder fast i systemet for længe, som det er i dag," mener hun.
De havde dog begge gerne set, at retten trådte i kraft allerede efter ét år i kontanthjælpssystemet.
"Vores forslag til afklaringsretten har været en smule mere håndfast. Foruden at vi gerne så, at det skulle være en årlig afklaring, så vi gerne, at det skulle ses som en decideret afgørelse med mulighed for at klage," siger Signe Færch.
Hun er spændt på, hvordan retten til blive implementeret.
"Vores forventning er, at afklaringsretten vil blive brugt ordentligt. Det kræver, at socialrådgiverne har et sagstal, som rent faktisk gør det muligt at lave en individuel indsats og afklaring af borgerne. Derfor skal ressourcerne for at gøre det muligt følge med."
Både Signe Færch og Kira West ser generelt på, at kontanthjælpssystemet nu bliver mere simpelt og nemmere at gennemskue for både ledige og sagsbehandlere.
Det er også godt, at børn og voksne kan få dækket udgifter til medicin, og at der gives tilskud til fritidsaktiviteter til børn af kontanthjælpsmodtagere, påpeger de.
Kommunerne sætter rammerne for afklaringsretten
Det er op til den enkelt kommune at tilrettelægge rammerne for afklaringen. Men den skal dog bestå af en vurdering af, om borgerens sag skal behandles i rehabiliteringsteamet med henblik på at vurdere, om borgeren er i målgruppen for ressourceforløb, fleksjob og førtidspension efter gældende regler.
Og så ligger det fast, at der i jobcentrene skal tages stilling til, hvilken indsats, der kan iværksættes for borgeren, hvis borgeren fortsat skal være i kontanthjælpssystemet.
Sidst opdateret: 26/10/2023 - 12:45














































