Børn, der har en psykisk syg forælder, kan føle sig alene og længes efter at tale med andre voksne om, hvordan det går.

Børn, der har en psykisk syg forælder, kan føle sig alene og længes efter at tale med andre voksne om, hvordan det går. - Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)

Børn af psykisk syge har brug for andre voksne

Hold dig ikke tilbage fra at spørge, hvordan det går. Børn af forældre med psykisk sygdom kan føle sig alene.

Udgivet: 26/10/2023

Del artiklen:

"Hvordan har du det?" eller "Hvordan har mor og far det?"

Børn, der har en psykisk syg forælder, kan føle sig alene og længes efter at tale med andre voksne om, hvordan det går.

Men ofte mødes de af tavshed, og derfor skal en ny kampagne fra Psykiatrifonden, Børns Vilkår og Ole Kirk's Fond inspirere voksne til at blive bedre til at spørge.

For børnene har brug for at tale om det, der kan være svært, og et lille spørgsmål kan gøre en stor forskel, siger Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden.

- Vi er ofte tilbageholdende med at blande os i noget, der er privat. Måske opfatter man det som uhøfligt, eller det føles grænseoverskridende.

- Den opfattelse vil vi lave om på, så derfor opfordrer vi voksne til at spørge børnene. Det kan være læreren i skolen, fodboldtræneren, klassekammeratens forældre eller en nabo, siger hun.

Cirka 310.000 børn i Danmark har en mor eller far med psykisk sygdom.

Flere undersøgelser, senest en registerundersøgelse fra Syddansk Universitet, viser, at børnene har større risiko for selv at udvikle en psykisk sygdom, for at blive anbragt uden for hjemmet og for at blive involveret i kriminalitet.

De klarer sig ofte også dårligere i uddannelsessystemet og er oftere på overførselsindkomst end børn, der er vokset op med forældre uden psykisk sygdom.

Andre undersøgelser har vist, at det ikke er alle kommuner, der har et tilbud til børnene, hvor de eksempelvis kan møde andre i samme situation eller tale med en voksen.

Enkle og åbne spørgsmål kan være en begyndelse.

Hvis barnet ikke har lyst til at tale første gang, så lad det vide, at du er der og vil spørge en anden gang, opfordrer Marianne Skjold.

- Som voksen kan man synes, at det er svært at finde den rigtige situation at spørge. Men fra undersøgelser ved vi, at børnene gerne vil tale.

- Selvfølgelig skal man ikke buse ud med en masse spørgsmål på én gang, men gå forsigtigt frem. Måske holder barnet sig tilbage den første gang. Men så er det vigtigt for barnet at få at vide, at man er der.

Det er muligt at læse mere om kampagnen på hjemmesiden "spørg mere".

FAKTA: Forslag til hvordan barnet kan spørges

* Jeg har lagt mærke til… (for eksempel at du tit kommer for sent, at du ikke har dine ting med dig, at du går og fryser) …er det noget din mor eller far kan hjælpe dig med? Hvorfor ikke?

* Jeg har lagt mærke til… (for eksempel at du er mere stille, bliver hurtigere vred, har været meget væk) …er du ok?”

* Er der noget, der er særlig svært for tiden? Måske i skolen eller derhjemme?”

* Hvordan har du det derhjemme?”

* Hvordan har mor og far det?”

* Synes du, at mor/ far kan være uretfærdig nogle gange? Hvornår?

* Jeg har lagt mærke til, at din mor/far… (bliver hurtigt sur, ikke kommer så tit, ikke kan deltage så meget) … har du også lagt mærke til det? Ved du hvorfor?

* Nogle gange når ens far eller mor ikke har det så godt, kan det påvirke børnene. Er det sådan for dig?

Kilde: sporgmere.dk.

/ritzau/Høyer

Sidst opdateret: 26/10/2023 - 13:03

Temaer: Psykiatri

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]