Foreløbigt danmarkskort 2023: Fejl i lidt over hver tredje påklagede sag på voksenområdet
Af de sager, der bliver påklaget til Ankestyrelsen på voksenområdet, er det lidt over hver tredje, der blev omgjort. Det viser beregninger af de første tre kvartaler i 2023. Se din kommunes omgørelsesprocent.
Udgivet: 09/11/2023
Her er omgørelsesprocenten foreløbigt på 34,9 procent. Vi mangler dog stadig 4. kvartal for at have det fulde billede.
Ser man på udviklingen i løbet af 2023 startede omgørelsesprocenten på et lavere niveau, men er så bare vokset. Hvis tendensen forsætter i 4. kvartal, vil omgørelsesprocenten for 2023 ende på et højere niveau end på nuværende tidspunkt.
I 2022 var omgørelsesprocenten på 38,9 procent, hvilket er fire procent højere end den foreløbige omgørelsesprocent for 2023.
Se det foreløbige danmarkskort over omgørelsesprocenten på voksenområdet længere ned i artiklen.
Omgørelsesprocenten viser andelen af realitetsbehandlede klager over kommunale afgørelser, der enten blev hjemvist, ændret eller ophævet. Det behøver således ikke betyde, at den pågældende afgørelse var forkert, men at der eksempelvis manglede relevante oplysninger.Ankestyrelsen beskriver selv omgørelsesprocenten på følgende vis i sin læsevejledning:
"Omgørelsesprocenten viser dermed ikke, hvor stor en del af det samlede antal sager eller afgørelser i kommunerne som indeholder fejl eller som påklages til Ankestyrelsen. Ligeledes vil afgørelsen i en del af sagerne, som hjemvises, ikke nødvendigvis ændres som følge af yderligere oplysninger mv."
Ved alle tre kvartaler gør det sig gældende, at der i langt de fleste tilfælde er tale om hjemvisninger frem for ændrede afgørelser.
Store kommunale forskelle
Ser man nærmere på de enkelte kommuner, vil man se, at kommuner som Morsø, Lemvig, Struer og Allerød alle har en omgørelsesprocent på 100. Her er det dog værd at hæfte sig ved, at der ikke er tale om mange realitetsbehandlede sager. Det tager omgørelsesprocenten dog ikke højde for.
I modsatte ende er der en lang række kommer, der har en omgørelsesprocent på nul. Det gælder eksempelvis kommuner som Vejle, Varde, Billund, Rebild, Hjørring, Frederikshavn, Thisted, Stevns og Dragør.
Bemærk: Har en kommune ikke haft nogle påklagede sager, har den naturligvis en omgørelsesprocent på nul.
Lavere omgørelsesprocent end på børnehandicapområdet
Sammenligner vi med børnehandicapområdet er omgørelsesprocenten lavere på voksenhandicapområdet. Det gør sig både gældende for de foreløbige tal - men også mere generelt, da omgørelsesprocenten år for år er højere på børneområdet.
Du kan læse om de foreløbige tal på børnehandicapområdet her:
Sådan har vi gjort
Ud fra Ankestyrelsens data om omgørelsesprocenten har vi lagt alle de realitetsbehandlede sager i de første tre kvartaler sammen. Her har vi fordelt dem efter, om afgørelsen blev stadfæstet, ændret eller hjemvist.
Derefter udregnede vi omgørelsesprocenten ved at se, hvor meget de hjemviste og de ændrede afgørelser udgjorde af det samlede antal realitetsbehandlede sager.
Fakta: Disse bestemmelser indgår i Danmarkskortet for voksenområdet
- Voksne - kontante tilskud § 95
- Voksne - borgerstyret personlig assistance § 96
- Voksne - ledsageordning § 97
- Voksne - merudgifter § 100
Sidst opdateret: 10/11/2023 - 09:15














































