Foreløbigt danmarkskort for 2023: Hver anden sag bliver omgjort på børneområdet
Af de sager, der bliver påklaget til Ankestyrelsen på børnehandicapområdet, er det stadig næsten hver anden, der blev omgjort. Det viser beregninger af de første tre kvartaler i 2023. Se din kommunes her.
Udgivet: 31/10/2023
Hver anden sag på børnehandicapområdet blev omgjort i 2023. Det viser Ankestyrelsens tal for de første tre kvartaler i 2023. Her er omgørelsesprocenten foreløbigt omkring 49 procent.
Der mangler stadig tal for fjerde kvartal, før vi har det fulde billede af omgørelsesprocenten i 2023, mens hvis tendensen fortsætter, rammer 2023 nogenlunde samme som 2022, hvor omgørelsesprocenten var 48,9 procent.
Se det foreløbige danmarkskort over omgørelsesprocenten på børnehandicapområdet længere ned i artiklen.
Omgørelsesprocenten viser andelen af realitetsbehandlede klager over kommunale afgørelser, der enten blev hjemvist, ændret eller ophævet. Det behøver således ikke betyde, at den pågældende afgørelse var forkert, men at der eksempelvis manglede relevante oplysninger.
Ankestyrelsen beskriver selv omgørelsesprocenten på følgende vis i sin læsevejledning:
"Omgørelsesprocenten viser dermed ikke hvor stor en del af det samlede antal sager eller afgørelser i kommunerne som indeholder fejl eller som påklages til Ankestyrelsen. Ligeledes vil afgørelsen i en del af sagerne, som hjemvises, ikke nødvendigvis ændres som følge af yderligere oplysninger mv."
Langt de fleste omgjorte sager i 2023 er hjemviste. Både ved første og tredje kvartal var hjemvisningsprocenten nemlig omkring 40 procent.
Her skiller andet kvartal sig lidt ud, da hjemvisningsprocenten falder til ca. 33 procent. Men tendensen er stadig, at langt de fleste af de omgjorte sager er hjemvisninger.
Ser man på udviklingen siden 2019, tyder det på, at omgørelsesprocenten har stabiliseret sig omkring de 50 procent.
Den var påfaldende lav i 2021, sammenlignet med de øvrige år. Ankestyrelsen har tidligere bekræftet, at niveauet er lavere, men har ikke haft noget svar på, hvorfor det er tilfældet.
Store kommunale forskelle
Går man ned på kommuneniveau, vil man se store kommunale forskelle. Hvor kommuner som Vesthimmerland, Vejen, Assens, Rudersdal og Kalundborg havde alle en omgørelsesprocent på 100.
I den modsatte ende i skalaen finder vi Lemvig, Brønderslev, Dragør og Morsø Kommune, der alle havde alle en omgørelsesprocent på nul. Det samme gør dig gældende for en række ø-kommuner.
Bemærk: Har en kommune ikke haft nogle påklagede sager, har den naturligvis en omgørelsesprocent på nul.
Kommunernes Landsforenings formand, Martin Damm, har tidligere udtalt sig meget kritisk om danmarkskortene over omgørelsesprocenten.
"Danmarkskortene giver ikke mening," har han sagt til NB-Social.
Hans kritik går på, at danmarkskortet kun tager udgangspunkt i de påklagede sager og ikke samtlige sager.
Derudover er han kritisk overfor, der ikke bliver taget højde for antallet af påklagede sager. En kommune kan ende med en omgørelsesprocent på 100, selvom det kun er en enkelt sag, der er blevet realitetsbehandlet.
Ud fra Ankestyrelsens data om omgørelsesprocenten har vi lagt alle de realitetsbehandlede sager i de første tre kvartaler sammen. Her har vi fordelt dem efter, om afgørelsen blev stadfæstet, ændret eller hjemvist.
Derefter udregnede vi omgørelsesprocenten ved at se, hvor meget de hjemviste og de ændrede afgørelser udgjorde af det samlede antal realitetsbehandlede sager.
Fakta: Disse bestemmelser indgår i Danmarkskortet for børnehandicapområdet
• Pasningstilbud, hjemmetræning m.m. §§ 32, 32a, 36, 39-401
• Merudgiftsydelse § 41
• Tabt arbejdsfortjeneste §§ 42- 43
• Personlig hjælp og ledsagelse §§ 44 - 45
Sidst opdateret: 07/11/2023 - 09:59
Emner: Ankestyrelsen









































