
Socialministeren er meget nysgerrig på pårørenderåd. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Socialminister: Langt de fleste trives på deres botilbud
På trods af tv2's dokumentar om forholdene på to af landets bosteder, understregerede socialministeren til et samråd, at langt de fleste borgere trives på deres botilbud. Samtidig er hun nysgerrig på pårørende- og beboerråd.
Udgivet: 28/11/2023
Langt de fleste borgere på botilbud trives. Det understregede social- og boligminister, Pernille Rosenkrantz-Thiel til et samråd i socialudvalget torsdag den 23. november.
Hun var blevet kaldet i samråd af Liberal Alliances socialordfører, Katrine Daugaard, for at svare på spørgsmål om borgere med handicaps retssikkerhed i lyset af tv2 Operation X's udsendelse, Nødråb i Natten.
I den forbindelse fastslog ministeren, at langt de fleste bosteder gjorde det godt.
"Men jeg synes også, at vi skal huske på, at ser vi på de undersøgelser, der er lavet om botilbuddene, så er det faktisk hovedparten, der trives," sagde ministeren.
Mere konkret peger ministeren på en brugertilfredshedsundersøgelsen fra 2021, der viste, at 80 procent af borgerne trives.
"Derfor er det vigtigt for mig at sige, vi har jo lavet en brugertilfredshedsundersøgelse tilbage i 2021, som viser, blandt voksne som får socialpædagogisk støtte i eget hjem eller er på botilbud eller botilbudslignende tilbud, der trives 80 procent af borgerne. Mens otte procent oplever at de i mindre grad eller slet ikke trives."
Her sagde ministeren også tusinde tak til de medarbejdere, der arbejdede steder, hvor borgerne trives og havde det godt.
Dog hæfter ministeren sig meget ved de otte procent, der ikke trives.
"Men otte procent er simpelthen for højt et tal. Det går jo ikke. Det er menneskers liv. Det deres hverdag."
Minister meget nysgerrig på pårørende- og beboerråd
Til samrådet kom til også frem, at ministeren er meget nysgerrige på pårørende- og beboerråd.
"Det er så Lev (handicaporganisationen, red.), der har bragt det ind på mit bord. De har et meget stærkt ønske om at kigge på at få lavet pårørenderåd og få lavet beboerråd. Og det er jeg meget, meget nysgerrig på. Det er en af de ting, der skal drøftes," sagde ministeren og fortsatte:
"At vi i vores foreningsland ikke har det, synes jeg faktisk er lidt specielt."
Ifølge ministeren er fordelen, at når flere mennesker kollektivt drejer sig om den samme institution, får man øjnene op for, hvad der går igen. At de pårørende finder ud af, der sidder andre pårørende i samme situation med samme udfordringer, frem for at man er alene med problemet.
"Ellers har man jo en tendens til at tro, at det er en selv, der kæmper en kamp mod noget. Det er svært at ændre på ting, hvis man skal føre kampen alene. Hvorimod hvis man løbende har styr på, hvad er det, der foregår. Hvad er vores kollektive opfattelse af, hvad der foregår på det her sted, så kan man også meget mere løbende komme ind og få fat et sted."
Sådan et råd vil også have bedre muligheder for at råbe vagt i geværet i forhold til forråelse blandt personalet.
Sidst opdateret: 28/11/2023 - 13:08














































