
Morten Lorenzen, direktør i Hjerneskadeforeningen, og Ghita Wolf Andreasen, direktør på Hans Knudsen Instituttet, mener, at der er for lidt fokus på hjerneskadede, som i høj grad bliver mødt af fordomme på arbejdsmarkedet, viser en ny undersøgelse.
Ny undersøgelse: Fordomme hindrer personer med hjerneskade i at arbejde
Fordomme gør det vanskeligt at vende tilbage til arbejdsmarkedet med en hjerneskade, selvom langt størstedelen har begrænsede mén efter skaden. Det viser en ny undersøgelse fra Hans Knudsen Instituttet.
Udgivet: 07/12/2023
Over 230.000 mennesker i Danmark lever ifølge Hjerneskadeforeningen med en erhvervet hjerneskade.
Alligevel gør fordomme det svært at vende tilbage eller komme ud på arbejdsmarkedet med en hjerneskade, selvom langt størstedelen har begrænset mén efter skaden.
Det viser en ny undersøgelse, Hans Knudsen Instituttet står bag.
”Samfundet springer til, når der kommer en kollega tilbage med en rygskade – så er der særlig ergonomisk indretning – det samme sker ikke, hvis du kommer tilbage med en usynlig hjerneskade,” siger Ghita Wolf Andreasen, direktør på Hans Knudsen Instituttet.
1000 danskere har deltaget i spørgeskemaundersøgelse, som er gennemført af Norstat for Hans Knudsen Instituttet.
Undersøgelsen viser, at yngre mennesker er mere fordomsfulde, hvilket formentlig skyldes mangel på viden - heraf manglende kendskab til nogen, der har fået en blodprop.
47 procent af de unge voksne mener, at det er en belastning for opgaveløsningen, når en kollega har en hjerneskade. Det er dobbelt så mange som den resterende del af befolkningen, hvor kun 25 procent ser det som en belastning.
Fordommene betyder blandt andet, at mange har svært ved at acceptere personale med hjerneskade i velfærdsfagene, hvor der i forvejen er udbredt mangel på varme hænder.
"Hver dag bliver 70 danskere udskrevet fra hospitalet med en hjerneskade. En stor del af dem er i den arbejdsdygtige alder – og vi har brug for dem på arbejdsmarkedet. Derfor er det afgørende, at vi får arbejdet med de fordomme, der i dag udgør en barriere,” lyder det fra Morten Lorenzen, direktør i Hjerneskadeforeningen.
Sidst opdateret: 07/12/2023 - 12:47














































