"De forhold, som analysen beskriver, er ganske enkelt uacceptable, og derfor har vi også handlet hurtigt og resolut på det, vi har kunne ændre på helt kort sigt," siger Lone Grangaard Lorenzen.

"De forhold, som analysen beskriver, er ganske enkelt uacceptable, og derfor har vi også handlet hurtigt og resolut på det, vi har kunne ændre på helt kort sigt," siger Lone Grangaard Lorenzen. - Foto: Befunky. PR-Billede. Nyborgskilt: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Stor analyse rejser kritik af Nyborg: Kommunen har igangsat handleplan

En større analyse af det specialiserede socialområde har fundet en række kritisable forhold i Nyborg Kommune - særligt ved underretningerne. Socialdirektøren tager det meget alvorligt. Som konsekvens har kommunen nu lavet en handleplan.

Udgivet: 07/12/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Mangelfuld og langsommelig sagsbehandling, manglende opfølgning og handling på underretninger, elementer af forråelsesadfærd og utilstrækkelig ledelse.

Sådan bliver Nyborg Kommunes indsats på det specialiserede socialområde beskrevet i en ny 360 graders analyse af kommunens indsats på det specialiserede socialområde, som revisionsfirmaet BDO har lavet.

Kommunen har derfor igangsat en handleplan.

Analysen blev igangsat på baggrund af en opfordring fra Økonomiudvalget i januar 2023. Den indeholder også en række økonomiske anbefalinger.

Dem kan du læse her:

Læs også:
Nyborg vil have nulvækst på socialområdet: Sådan kan kommunen komme i mål

Analysen har både set nærmere på det specialiserede børne- og ungeområde samt voksenområde. Det er særligt på børne- og ungeområdet, kommunen har problemer.

Der står blandt andet i rapporten:

"BDO har observeret flere eksempler på sagsbehandling, som kalder på synlig og nærværende ledelse for at sikre den rette kvalitet i sagerne. Herudover er BDO stødt på eksempler på en kultur hos medarbejderne i myndighed, som ikke er tilstrækkelig funderet på et socialfagligt fundamanet til, at det kan forudsættes, at der sker en korrekt sagsbehandling."

Derudover går BDO skidtet videre og udtrykker direkte en bekymring for forråelse:

"BDO er bekymret for, at der er opstået forråelse blandt en gruppe af medarbejderne hos myndighed. Forråelsen kommer bl.a. til udtryk ved, at faglighed træder i baggrunden, sagerne italesættes negativt og manglende ansvarsfølelser over for børnene og familierne."

Ved 25 procent af underretninger er der ikke foretaget partshøring

I undersøgelsen bliver der peget på tre konkret forhold:

Der mangler et fælles børnesyn i samarbejdet mellem udfører og myndighed. Det betyder, at der mangler en samlet strategisk retning, og at der på tværs af myndighed og udfører ikke eksisterer et fælles borgersyn og et fælles fokus på den rette indsats til rette tid.

Det manglende strategiske fokus har affødt et andet problem. Nemlig at organisationen har fået knopskydninger.

Som konsekvens er området blevet uigennemsigtigt i forhold til placering af ansvar, kompetencer, ressourcer og opgavefordeling. Det er særlig tydeligt hos kommunes interne leverandører, der har påtaget sig et ansvar, som burde være hos myndigheden, ifølge rapporten.

Det sidste forhold drejer sig om underretninger. BDO har undersøgt alle de sager, der har modtager underretninger.

Her kan man læse, at ved ca. 25 procent af underretningerne er der ikke foretaget partshøringer. Ved 75 procent at tilfældene sker der en partshøring, men ofte telefonisk.

Derudover har BDO observeret, at der i en lang række af underretningerne ikke er afholdt børnesamtaler, samt at fravalget ikke er baseret på en socialfaglig begrundelse. Samtidigt bliver der konstateret, at der ved mange af underretningerne ikke bliver vurderet, om der er behov for en børnefaglig undersøgelse.

Slutteligt konstaterer BDO, at der mangler en systematisk opfølgning på de indsatser, som der sættes i gang.

Alt i alt kalder BDO Nyborg Kommunes håndtering af underretninger for særdeles bekymrende.

Socialdirektør: Vi har ikke kunne leve op til borgernes tillid

Direktør for Social og Familie i Nyborg Kommune, Lone Grangaard Lorenzen, oplyser, at kommunen tager analysen meget alvorligt:

"Som borger, pårørende, barn eller familie i Nyborg Kommune skal man kunne have tillid til, at man får en grundig, kompetent og empatisk sagsbehandling af kommunen. Den tillid har vi på en række punkter ikke kunne leve op til, og det vil jeg gerne beklage. Sådan skal det ikke være, og derfor vil jeg også gerne gøre det helt klart, at vi tager analysens resultater meget alvorligt og også handler derefter," siger hun i en pressemeddelelse.

Af samme årsag har kommunen iværksat en handleplan. Den skal blandt andet sikre:

  • At ledere og medarbejdere har de rette kompetencer til at behandle borgernes sager
  • At kommunens tilbud samles, så de får en højere kvalitet og er lettere at navigere i for borgerne
  • At der bliver taget et definitivt opgør med den nogle steder forråede kultur på området

Derudover har kommunen omorganiseret sig og har fået en hel ny ledelse på social- og familieområdet. Samtidig har kommunen indført nogle klare retningslinjer for, hvordan underretninger skal håndteres.

Kommunen har også løbende handlet i de sager, hvor sagsbehandlingen ikke har været i orden.

"De forhold, som analysen beskriver, er ganske enkelt uacceptable, og derfor har vi også handlet hurtigt og resolut på det, vi har kunne ændre på helt kort sigt," siger Lone Grangaard Lorenzen og fortsætter:

"Næste skridt er at løse de strukturelle udfordringer, vi har på området. Derfor kommer vi til at arbejde hurtigt og benhårdt på at få lavet en handleplan, der kan sikre, at vores indsats fremadrettet bliver kendetegnet af høj faglig kvalitet, et godt arbejdsmiljø og en tæt dialog med borgerne."

Arbejdet med at udarbejde en handleplan er allerede igangsat og vil løbe over de næste måneder.

Sidst opdateret: 13/12/2023 - 16:33

Emner: Nyborg Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]