
"Borgerne føler, at de bliver kastebolde i et sektoropdelt system,” siger Didde Cramer Jensen, seniorforsker i VIV - Foto: PR-foto
Kriminelle borgere med psykiske problemer får først hjælp efter dommen
For mange borgere, der både kæmper med psykisk sygdom og kriminalitetserfaring, får hjælp alt for sent. Derfor efterspørger de hurtigere hjælp og mere sammenhængende indsatser.
Udgivet: 23/01/2024
Kriminelle borgere med psykisk sygdom får hjælp alt for sent. Det viser en ny undersøgelse, som forskningscentret VIVE har lavet for Det Kriminalpræventive Råd.
Problemet er blandt andet, at psykiatrien ikke kan behandle deres afhængighed. Til gengæld kan rusmiddelbehandlingen ikke varetage deres psykiske vanskeligheder.
Konkret betyder det, at når de indtager rusmidler, bliver de afvist på forsorgshjem og risikerer at ende på gaden. Politiet kan køre dem til en psykiatrisk afdeling, men borgerne vil ofte opleve at blive udskrevet kort tid efter uden en klar plan for, hvordan de skal klare sig i hverdagen.
”Borgerne føler, at de bliver kastebolde i et sektoropdelt system. De oplever, at deres perspektiv og råb om hjælp ofte bliver overset eller tilsidesat i kontakten til forskellige offentlige instanser,” siger Didde Cramer Jensen, seniorforsker i VIVE, i en pressemeddelelse.
"Når borgere med psykisk sygdom peger på, at mangelfuld behandling og utilstrækkelig koordination mellem myndigheder er direkte årsag til, at de begår kriminalitet, er der god grund til at drøfte, hvordan indsatsen kan blive bedre," siger Erik Christensen, formand for Det Kriminalpræventive Råd, i en anden pressemeddelelse.
Mindst en tredjedel af de indsatte i landets fængsler har haft eller har en psykisk lidelse. Den nye rapport er således et bidrag til, hvordan borgerne selv vurdere, den kriminelle adfærd kunne være blevet forebygget.
Borgerne i undersøgelsen har en eller flere diagnoser og flere kæmper med afhængighed af rusmidler. Derfor er de i kontakt med medarbejdere fra forskellige myndigheder, der ikke nødvendigvis taler sammen.
Risikoen er, at de ender i et tomrum mellem forskellige myndigheders ansvarsområder.
"Det er først, når de idømmes en psykiatrisk foranstaltningsdom, at mange af borgerne oplever at modtage den hjælp, som de og deres familier har efterspurgt i årevis. Med dommen modtager de en kontinuerlig psykiatrisk behandling og der igangsættes et koordineret og struktureret myndighedssamarbejde mellem for eksempel psykiatri, rusmiddelcenter, jobcenter og kriminalforsorgen, der sikre borgerne den rette støtte,” siger Didde Cramer Jensen.
Fakta: Tre opmærksomhedspunkter
- Adgang til hjælp: Borgerne har behov for hurtig adgang til hjælp - særligt i akutte situationer.
- Helhedsorienteret indsatser: der er behov for bedre planlægning, koordinering og opfølgning mellem sektorer og fagområder.
- Anerkendelse og lydhørhed: Borgere har behov for at føle sig set, hørt og anerkendt.
Sidst opdateret: 23/01/2024 - 11:35














































