
"Vi har sat styring på dagsordenen og givet den høj prioritet," siger socialdirektør, Thomas Reintoft. - Foto: Befunky: Pressefoto Kolding.
Socialdirektør: Tre greb har givet bedre økonomistyring
I Kolding er man lykkedes med at få langt bedre styr på økonomien på socialområdet. Socialdirektør Thomas Reintoft peger på tre værktøjer. Kommunen har blandt andet udviklet et styringskoncept.
Udgivet: 23/01/2024
Fra underskud, fejlbehæftede data og en uigennemskuelig økonomi til en transparent økonomi med præcise forudsætninger, valide data og veludviklet styring. Sådan er udviklingen gået i Kolding Kommune, fortæller social- og arbejdsmarkedsdirektør, Thomas Reintoft.
"Vi har sat styring på dagsordenen og givet den høj prioritet. Vi har allokeret de ressourcer, der var nødvendige for, at det kunne lade sig gøre," siger Reintoft til NB-Social.
Helt konkret har kommunen anvendt tre forskellige styringsgreb. Det drejer sig om:
1. Prioritere de nødvendige ressourcer til at udvikle og drive styring
2. Udvikle et styringskoncept, der kobler økonomisk og faglig styring tæt sammen i det daglige
3. Gøre økonomistyringen mere transparent
Og ser man på tallene, kan man se, det virker. Særligt på voksenområdet har kommunen fået vendt udviklingen.
Selvom Kolding har haft stor succes ved at prioritere ressourcer til at udvikle og drive styringen, er det blevet en svær manøvre i en tid, hvor kommunerne skal spare på administrationen.
"Der er en diskurs, der hedder, at kommunerne skal bruge færre penge på administration og flere på varme hænder. I regnskabet er socialrådgivere jo kolde hænder, på trods af de løser borgerrettede opgaver og er der for borgerne."
Derfor er regeringens krav til at spare på administrationen en udfordring for kommunen.
Sådan sammentænker man faglig og økonomisk styring i praksis
Et andet centralt greb fra kommunen handler om at sammentænke den økonomiske styring med den faglige.
Den faglige styring har i Kolding Kommune et stort fokus på indsatstrappen, hvor man har et ønske om, at de borgere, der kan, skal bevæge sig ned ad trappen og blive mere selvhjulpne. Det kræver effektfulde og omkostningseffektive tilbud på alle trin samt tidlige indsatser.
Den økonomiske styring handler derimod om klare principper og realistiske budgetter med præcise forudsætninger.
De to fagligheder har man formået at integrere i kommunen, hvor man har opbygget en styringskultur på tværs af myndighed, leverandører og økonomistab.
"Vi har et månedligt opfølgningsrul, hvor vores socialrådgivere i myndighedsafdelingen sidder sammen med en controller fra vores økonomiafdelingen og gennemgår samtlige sager. De får et overblik over sagerne, deres udvikling og hvad man kan forvente fremadrettet," siger Thomas Reintoft.
Det giver ifølge Thomas Reintoft økonomimedarbejderne en opdateret viden om de enkelte sager. Samtidigt får de faglige medarbejdere en økonomisk sparring på sagerne, som de også har glæde af.
"Når vi så har afholdt alle de her møder, så bliver der lagt skøn ind i forhold til, hvordan vi forventer vores udgifter udvikler sig fremadrettet. De bliver så lagt sammen og brugt til budgetopfølgningen, som både den øverste ledelse og politikerne ser."
Ved at være transparente om sagerne og deres økonomiske udvikling bliver det lettere at samarbejde med de øvrige forvaltninger.
Det er også en fordel ved det politiske samarbejde, at politikerne får informationerne om den nyeste udvikling så hurtigt som muligt, så man har et fælles grundlag at diskutere ud fra.
Stor succes på voksenområdet
Kolding Kommune kan særligt mærke succesen på voksenområdet. Her er det lykkedes kommunen at komme under landsgennemsnittet over udgifterne til området.
Det skyldes blandt andet, at kommunen har arbejdet meget ind i den faglige styring med et stort fokus på indsatstrappen. Når borgeren har fået en foranstaltning, så skal borgeren stadig kunne komme ned ad indsatstrappen igen.
"Der er fokus på, at borgerne skal ned ad indsatstrappen, hvis de har mulighed for det, fordi det er et mål, at borgerne bliver inkluderet i samfundet og mere selvhjulpne."
Derfor arbejder kommunen med, hvordan det kan blive lettere at bevæge sig ned ad trappen.
En anden udfordring på voksenområdet er botilbudsområdet. Her har Kolding Kommune et stort fokus på at undgå, at de borgere, der kan få en velfungerende løsning i eget hjem, kommer på botilbud. Det betyder, at der er borgere, der tidligere ville komme på botilbud, nu får en foranstaltning i eget hjem med massiv støtte.
"At kunne differentiere støtten i eget hjem, så der både er støtte til dem, der har et lille behov, et mellembehov og et massivt behov. Det har været vigtigt," siger Thomas Reintoft afslutningsvist.
Grafen viser den indekserede udvikling i udgifterne på det specialiserede socialområde.
Sidst opdateret: 30/01/2024 - 12:02
















































