Hver tredje kommunale socialrådgiver udskiftes om året. Det viser en ny analyse, der ser på socialrådgivers personalegennemstrømning, som Landsorganisationen for sociale tilbud (LOS) har lavet.

I samme analyse kan man læse, at der både er en sammenhæng mellem personalegennemstrømninger og omgørelsesprocenten samt en sammenhæng mellem gennemstrømninger og de store udgifter på socialområdet.

Ser man på de stigende udgifter til det specialiserede socialområde, kan man læse i analysen, at den gennemsnitlige udgiftsudvikling fra 2018 til 2021 var på 5,1 procent. Medianen af kommunernes udgiftsudvikling var på 4,5 procent.

De kommuner, der lå over medianen, havde en personalegennemstrømning på 35,1 procent, mens de kommuner, der lå under, havde en på 31,2 procent.

Det giver en forskel på 3,9 procentpoint.

Lignende tendens ser man ved sagsbehandlingsfejl.

I analysen har man også set på kommunerne med de højeste omgørelsesprocenter på socialområdet. Her finder man en statistisk positiv sammenhæng.

De kommuner, der har den største personalegennemstrømning, er det også de kommuner, der i perioden 2018 til 2021 har de højeste omgørelsesprocenter.

Bemærk: Analysen siger ikke noget om en kausal sammenhæng - hverken ved udgifterne eller omgørelsesprocenterne. Det er således svært at sige noget om, hvorvidt en given socialrådgiver stopper, fordi kommunen laver mange fejl, eller om kommunen laver mange fejl, fordi socialrådgiveren er stoppet.

"Jeg synes, den store gennemstrømning af socialrådgivere tegner et alvorligt billede, som kommunerne er nødt til at forholde sig til," siger Mads Roke Clausen, der er direktør i LOS, til NB-Social.

Han fortsætter:

"Den har både en sammenhæng til udgiftsstigningerne på området. Der hvor udskiftningerne er højest, er også der, hvor udgifterne stiger mest. Men der er også en sammenhæng med sagsbehandlingsfejlene. Vi har nemlig også set på de kommuner med de højeste omgørelsesprocenter fra Ankestyrelsen."

Kan være en måde at bremse udgifterne

Mads Roke Clausen mener, at analysen giver et mere nuanceret billede af de stigende udgifter på socialområdet.

"Vi har været nysgerrige på, hvorfor nogle kommuner er bedre til at styre udgifterne end andre."

Han understreger, at det at fastholde socialrådgivere ikke er det eneste, der skal gøres på socialområdet. Men det er en af de ting, man skal gøre for at bremse udgiftsstigningerne.

Ekspertudvalget med Torben Tranæs i spidsen, der skal komme med forslag til en faglig og økonomisk bæredygtig udvikling på socialområdet, har ellers haft et stort fokus på botilbudsområdet, der ifølge udvalgets første delrapport samlet set har stået for mere end 80 procent af udgiftsvæksten.

Mads Roke Clausen opfordrer dog udvalget til også at flytte sit fokus hen på socialrådgiverne, ligesom han efterspørger et større fokus på fastholdelse i kommunerne.

"Det er en kritisk forudsætning for at lykkes på socialområdet, at der er nogle socialrådgivere, som kan arbejde langsigtet, kender borgerne og feltet og som kan træffe de rigtige beslutninger."

Dansk Socialrådgiverforening: Fasthold ved at investere i arbejdsmiljø

Ifølge forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening, Signe Færch, er medarbejderstrømningen udtryk for dårligt arbejdsmiljø. Derfor mener hun, der er brug for at investere i socialrådgivernes arbejdsmiljø.

"Det kan både handle om at få kigget på vores sagstal - altså hvor mange borgere, vi sidder og har ansvaret for. Alt for mange steder er det for højt. Vi skal have kigget på, hvordan vi får introduceret nye socialrådgivere godt i faget og arbejdet, så de har lyst til at blive i rigtig mange år," siger hun og fortsætter:

"Men det er også noget med at se på, hvad kan vi gøre for at arbejde med det meget høje følelsesmæssige pres, vi socialrådgivere tit sidder med. Det handler både om god ledelse, men det handler også om ret til supervision, hvor man kan få hjælp til at stå godt, i det man står med. Så skal vi kigge på løbende kompetenceudvikling."

Hun mener, analysen viser, at hvis man investerer klogt i socialrådgivernes arbejdsmiljø, så er der god sandsynlighed for, at man kan nedbringe både udgifter og sikre borgeren bedre hjælp og service.