
De fleste af henvendelserne handler om spiseforstyrrelser, mens andelen af samtaler, der handler om selvskade, er stigende og udgjorde 39 procent i 2023. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)
Foreningen for Spiseforstyrrelse og Selvskade havde endnu et rekordår
I 2023 var der 5.000 samtaler om spiseforstyrrelser og selvskade. Det er det største antal nogensinde.
Udgivet: 05/03/2024
2023 blev et rekordår hos Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade. Hele 5.273 gange talte rådgivere med pårørende, børn, unge eller voksne, der kæmper med spiseforstyrrelser eller selvskade.
Foreningen har aldrig tidligere haft så mange rådgivningssamtaler. Det svarer til en 17 procent stigning sammenlignet med 2022. Dengang havde foreningen 4.485 samtaler.
Omkring halvdelen af dem, der henvender sig om egne problemer, er mellem 16 og 25 år. En fjerdedel er i alderen 10-15 år.
I de situationer, hvor det er pårørende, der kontakter rådgivningen, handler det mest om et barn eller en ung under 25 år.
De fleste af henvendelserne handler om spiseforstyrrelser, mens andelen af samtaler, der handler om selvskade, er stigende og udgjorde 39 procent i 2023.
”Især unge kontakter os på chat og sms, og det er også på de kanaler, vi får flest henvendelser om selvskade. Unge skriver til os, når de har det rigtig skidt og enten prøver at kæmpe imod trangen til at selvskade eller lige har skadet sig selv og gerne vil have hjælp. Det er derfor ofte nogle tunge og meget vigtige samtaler, vi har på chatten og sms,” siger Laila Walther i en pressemeddelelse. Hun er direktør i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.
1.218 gange ringede telefonen forgæves fra midten af februar og resten af 2023, fordi der ikke var en rådgiver til at svare.
Der er i gennemsnit otte opkald, der ikke bliver besvaret, hver gang rådgivningen har åben. Det er endnu ikke muligt at registrere ubesvarede henvendelser på chat og sms.
Sidst opdateret: 05/03/2024 - 11:24














































