Af Karina Vestergård Madsen (EL), socialborgmester i Københavns Kommune

I januar kunne Danmarks Statistik offentliggøre kommunernes budgetter. Og særligt udviklingen i udgifterne til det specialiserede socialområde sprang i øjnene. Udgifterne til det specialiserede socialområde står nemlig til at stige med 1.6 milliarder kroner i 2024.

KL (Kommunernes Landsforening, red.) var hurtigt ude at sige, at de nye tal kaldte på, at 2024 måtte ”blive handlingens og ikke kun snakkens år”. I samme ombæring pegede KL-formand Martin Damm også på løsningen på udgifternes himmelflugt, nemlig at "regeringen giver os de nødvendige redskaber til at styre økonomien på socialområdet.”

Men den udmelding virker til implicit også at indeholde en temmelig trist besked til alle, der arbejder på socialområdet.

For man får det indtryk, at KL på forhånd har opgivet at kæmpe for flere penge til landets kommuner, selvom velfærdsområderne er fuldstændig i knæ på grund af stigende udgifter.

Og man får også det indtryk, at KL har købt præmissen fra regeringens 2030-plan: De kommende års investeringer i velfærd skal gå til børn, unge og ældre, mens udfordringerne på det specialiserede socialområde alene skal løses gennem hårdere økonomistyring.

Det lover ikke godt for socialområdet, for det er naivt at tro, at udviklingen på det specialiserede socialområde kan vendes med økonomiske styringsværktøjer alene.

Ja, der er brug for, at kommunerne får bedre redskaber til at styre udgifterne - så langt er jeg enig med Martin Damm. Men styringsværktøjer kan og må ikke stå alene, og vi kommer under alle omstændigheder til at vente adskillige år på, at teksten fra nuværende og kommende kommuneøkonomiaftaler bliver omsat til lovgivning, der rent faktisk gør en forskel ude i virkeligheden.

Derfor burde KL råbe regeringen op.

Konsekvenser for mennesker

For det er lige nu og her, at vi mærker konsekvenserne i kommunerne.

I Københavns Kommune har vi i flere år haft fokus på en stram økonomistyring, hvor vi blandt andet har indført skærpet visitation på en række områder.

Vi har skåret ned på kompetenceudvikling. Vi har reduceret vikarforbruget. Hvert et tiltag og tilbud bliver vendt og drejet og desværre alt for ofte lagt i skuffen.

Vi har med andre ord allerede skåret, spinket og sparet, så der nærmest ikke er mere at file på. Der er skåret helt ind benet, og derfor er der i den grad brug for en økonomisk redningskrans!  

Det er som om, man glemmer, at bag det sterile ”det specialiserede socialområde” gemmer sig udsatte mennesker.

Det handler om børn, unge og voksne med diagnoser og meget komplekse psykiske udfordringer, som ofte må vente i alt for lang tid på den rigtige behandling og støtte.

Det er mennesker, som lever i hjemløshed, og som risikerer ikke få den hjælp, de har så desperat brug for, eller den bolig, de længes efter.

Det er mennesker med et ødelæggende misbrug, det er mennesker i socialpsykiatrien, og det er mennesker med handicap. De er alle dybt afhængige af, at vi har deres ryg.

Samtidig mærkes de stramme økonomiske rammer af de mennesker, som hver eneste dag knokler på socialområdet. Medarbejdere, der gør en fantastisk forskel, når de går på arbejde for at hjælpe de mennesker, der har brug for støtte for at få deres hverdag til at hænge sammen. De løber stærkere og stærkere for at få hverdagen til at hænge sammen.

Vi risikerer, at medarbejdere på grund af arbejdspresset og følelsen af ikke at kunne gøre deres arbejde så godt, som de gerne ville, bliver sygemeldt eller helt forlader sektoren. Det resulterer så i, at arbejdspresset for de tilbageværende medarbejdere stiger. Det er en ond spiral, som vi bliver nødt til at tage alvorligt, for den udvikling skal vendes, ellers ender vi et meget mørkt sted.    

Kampen for socialområdet er ikke tabt

De kommende uger og måneder bliver afgørende for, hvordan socialområdet skal udvikle sig fremover, og nedtællingen til Tranæs-udvalgets rapport med de endelige anbefalinger er for alvor gået i gang i alle kommuner.

Jeg håber inderligt, at udvalget forholder sig til, hvordan de stigende udgifter i kommunerne kan afhjælpes, men jeg håber også, at udvalget viger fra det ensidige fokus på økonomi over faglighed, som vi er blevet præsenteret for tidligere.

Det er faglighed, der skal sætte retningen for den hjælp, vi skal give udsatte borgere – ikke kun økonomiske vurderinger, for der vil de allersvageste borgere altid blive taberne.  

Jeg kommer heller ikke til at opgive kampen for, at kommunerne får del i de efterhånden verdensberømte milliarder i statskassen, som finansminister Nicolai Wammen nævner igen og igen, for socialområdet fortjener at blive genrejst. Vi skal sikre værdige rammer for både vores samfunds mest udsatte borgere og de medarbejdere, der passer på dem.

Socialområdet bliver forbigået igen og igen, men det må efterhånden stå klart for alle, at vi er langt over smertegrænsen. Det er nu, at chancen for at ændre forholdene på socialområdet radikalt er til stede – lad os sammen sikre, at muligheden ikke går tabt.