
I 2021 var det 17,4 procent af befolkningen, der scorede lavt på den mentale helbredsskala. I 2023 er andelen 18,3. Her er det knap 35 procent af kvinderne i alderen 16 til 24. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)
Unge kvinder mistrives: Nu drikker de også mere
Det går fortsat den gale vej med de unges mistrivsel. Særligt for de unge kvinder, kan man læse i ny stor undersøgelse af danskernes sundhed.
Udgivet: 07/03/2024
Tendensen fortsætter. Det går stadig den gale vej med de unges mistrivsel.
Det fastslår midtvejssundhedsprofilen, Danskernes sundhed 2023, der er udgivet af Statens Institut for Folkesundhed. Den trækker på data fra foråret 2023 og sætter danskernes sundhed under lup.
Læs undersøgelsen her.
”Vi er fortsat bekymrede for den høje mistrivsel, der er blandt unge kvinder. Vi ved, at dårlig trivsel kan have betydning for sundheden og for unges tilknytning til arbejdsmarkedet, men vi har brug for mere viden om, hvad den lave score på den mentale helbredsskala i realiteten dækker over”, siger enhedschef Niels Sandø i en pressemeddelelse.
I 2021 var det 17,4 procent af befolkningen, der scorede lavt på den mentale helbredsskala. I 2023 er andelen nu 18,3 procent. Her er det knap 35 procent af kvinderne i alderen 16 til 24, der har et dårligt mentalt helbred.
Undersøgelsen har også set nærmere på danskerne alkoholvaner. Nærmere bestemt ser undersøgelsen nærmere på andelen af personer under 45, der rusdrikker hver uge – altså drikker mere end fem genstand ved en lejlighed.
Ved tidligere undersøgelser havde man set et fald, men den udvikling vendte i 2023, hvor tallet igen er stigende.
Det er særligt de yngste kvinder i alderen 16-24 år, der oftere drikker mere end 5 genstande ved en lejlighed.
”Vi er i høj grad opmærksomme på det høje alkoholforbrug blandt unge kvinder. Danske unge har i forvejen et forbrug og forbrugsmønster, der er markant højere sammenlignet med unge i andre lande,” siger Niels Sandø.
Færre er ensomme
På et punkt går det dog den rigtige vej. Færre danskere er ensomme.
I 2021 angav 12,4 procent af den voksne befolkning sig som ensomme. I 2023 er tallet kun 9,6 procent.
Ifølge forskningschef Anne Illemann Christensen kan det formentlig forklares med coronapandemien.
”Under pandemien var rammerne for vores liv markant anderledes, end vi var vant til. Derfor har vi haft brug for at blive klogere på, hvor meget pandemien og dens restriktioner og tiltag dengang påvirkede danskernes sundhed, og hvordan udviklingen har været efterfølgende. Dét er en viden, der kan bidrage til at kvalificere og målrette arbejdet med sundhedsfremme, forebyggelse og behandling.”
Sidst opdateret: 07/03/2024 - 11:33















































