Odense vil med ny samarbejde sikre at flere hjemløse får en bolig.

Odense vil med ny samarbejde sikre at flere hjemløse får en bolig. - Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix

Nyt kommunalt samarbejde skal skaffe boliger til hjemløse

I Odense Kommune har man indgået et samarbejde med Heimstaden om at stille boliger til rådighed for kommunens socialt udsatte og hjemløse borgere. Håbet er, at initiativet vil inspirere andre private udlejere til at indgå lignende samarbejdsaftaler i landets kommuner.

Udgivet: 07/03/2024

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Et samarbejde mellem Odense Kommune og den private udlejningsvirksomhed Heimstaden skal få hjemløse fra gaden og ind i en bolig. Det skriver de i samarbejde med Hjem til Alle Alliancen i en pressemeddelelse.

Med aftalen skal kommunen og virksomheden samarbejde om at udleje boliger til hjemløse og socialt udsatte. Til at begynde med er der afsat fem boliger til formålet - med en plan om flere på sigt.

"Det er rigtig godt for borgere med sociale udfordringer at få naboer, der har fast arbejde og lever et stabilt liv. Derfor er vi i Odense meget fokuserede på at arbejde med blandede boligområder, og det er positivt at få private lejeboliger med i boligformidlingen", siger beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt i pressemeddelsen.

Til NB-Kommune fortæller han, at blandede boligområder er noget man har haft succes med i den almene sektor. Han er ikke nervøs for, at det vil have betydning for boligområdets attraktivitet for andre lejere.

"Langt de fleste udsatte opfører sig pænt og normalt, og har selvfølgelig sine udfordringer, men skal tages i opløbet. Dem, der bliver boligplaceret, er personer, som vi vurderer er klar til at få en bolig"

"Det er nødvendigt, at vi får så mange mennesker som muligt ind fra gaden og ind i en bolig, så de har deres eget værelse, køkken og bad. Det forlænger både deres liv og livskvalitet", siger Christoffer Lilleholt til NB-Kommune.

Hos Heimstaden er man glad for aftalen. Head of Administration hos Heimstaden Danmark Tina Hansen siger følgende i pressemeddelsen:

"Tilgangen til Professionel udlejning ændrer sig. Det handler ikke kun om boliger, men om også at tage et aktivt socialt ansvar. I Heimstaden føler vi en forpligtelse til tage et socialt ansvar, og vores ambition er klar: På tværs af vores ni markeder, sigter vi mod, at mindst fem procent af vores lejekontrakter bidrager socialt på den ene eller anden måde. I Danmark har vi særligt fokus på hjemløse i den sociale indsats"

Ønsker at inspirere andre

Det er samarbejdspartnernes håb, at deres aftale vil inspirere andre private udlejningsvirksomheder til at indgå lignende aftaler. Særligt i Aarhus og København, hvor der mangler betalige boliger.

"Interessen for private boligudlejere i at bidrage, kan blive afgørende for om vi som samfund lykkes med at stoppe hjemløshed" Skriver Direktør for Hjem til Alle Kira West i Pressemeddelsen.

I Hjem til Alle har man, foruden med Odense, et partnerskab med kommunerne Høje-Taastrup, Esbjerg, Aalborg, Aarhus og København. Organisationen arbejder efter Housing First-tilgangen, der tilbyder den hjemløse en bolig som det første trin ud af hjemløshed.

På organisationens hjemmeside kan man finde en guide til, hvordan man som privat virksomhed kan bidrage til at bekæmpe hjemløshed.

Hvad er Housing First-tilgangen?

Housing First er en tilgang, der hjælper den hjemløse ved først at tilbyde en selvstændig bolig. Tilgangen er baseret på ideen om, at en stabil bolig er en forudsætning for at kunne arbejde med den hjemløses udfordringer som sundhed, manglende uddannelse eller beskæftigelse. Samtidig modtager den hjemløse boligstøtte og hjælp til de udfordringer den hjemløse måtte have, herunder økonomistyring.

Målet er at bryde cyklussen af hjemløshed ved at sikre en permanent bolig og nødvendig støtte til at opnå et stabilt og selvstændigt liv.

Kilde: Social og Boligstyrelsen

Sidst opdateret: 07/03/2024 - 08:25

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]