Kommunerne skal ikke vente meget længere. Regeringen forventer en aftale på det specialiserede socialområde inden økonomiforhandlingerne.

Kommunerne skal ikke vente meget længere. Regeringen forventer en aftale på det specialiserede socialområde inden økonomiforhandlingerne. - Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Lars Løkke: Regeringen vil have handicapaftale før økonomiforhandlingerne

Det er regeringens ambition, at der skal lande en aftale på det specialiserede socialområde inden forhandlingerne om kommunernes økonomi.

Udgivet: 19/03/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

"Regeringens ambition er jo, at vi får landet en aftale, inden vi skal lave økonomiforhandlinger (med kommunerne, red.) i år."

Sådan lyder budskabet fra udenrigsminister og partiformand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, i forbindelse med partiets årsmøde.

Her blev han spurgt ind til, hvad regeringen ville gøre ved udgiftsdriften på det specialiserede socialområde, der har presset kommunerne hårdt økonomisk siden 2018.

Her fastslog Løkke, at der sker noget på området.

"Men altså, socialministeren er jo i en meget god og konstruktiv dialog med organisationerne og KL i rammen af 'Sammen om Handicap'. Det følger vi selvfølgelig løbende med i og både håber og tror på, at det lander i nogle aftaler inden for en overskuelig fremtid," siger han.

Samtidig anerkendte han den udfordring, som flere kommuner har problematiseret gennem længere tid. Nemlig at udgiftsstigningerne på det specialiserede socialområde også har store konsekvenser for almenområdet.

"Der er ingen tvivl om, at vi står med en kæmpe udfordring, hvor det, man med et mærkeligt udtryk kalder normalområdet, ligesom bliver trængt. Det er man nødt til at tage meget, meget alvorligt, for det kommer også til gøre noget uheldigt ved vores samfund," siger Løkke og fortsætter:

"Det er det, der gør, at stadig flere forældre så vælger at sige, at mit barn ikke skal på den lokale folkeskole, mit barn skal på privatskole. Så søger flere den vej. Så sidder folkeskolen tilbage mere nødlidende."

Den udfordringer mener Lars Løkke Rasmussen, at vi som samfund er nødt til at få taget et greb med. Samtidig understreger han, at det ikke er en simpel øvelse, men derimod meget kompliceret.

Kort om Sammen om Handicap

Sammen om Handicap er et forum søsat af social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Det var inspireret af et lignende initiativ, hun lavede som børne- og undervisningsminister, nemlig Sammen om Folkeskolen.

Oprindeligt var det meningen, at forummet skulle komme med input til revisionen af magtanvendelsesreglerne samt specialeplanen.

I Sammen om Handicap sidder: KL, Danske Handicaporganisationer, Danske Regioner, Dansk Socialrådgiverforening, FOA, Selveje Danmark, Landsorganisationen for sociale tilbud (LOS) og Socialdemokratiets handicapordfører.

Regeringen og KL skal mødes efter Tranæs-rapporten

Sammen om Handicap er ikke det eneste spor på det specialiserede socialområde, som regeringen følger. Onsdag den 3. april kommer den endelige rapport fra Tranæs-udvalget, der skal sikre en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på det specialiserede socialområde.

I forbindelse med økonomiaftalen for 2024 gennemførte regeringen og KL flere af anbefalingerne fra den første delrapport. Samtidigt besluttede partnerne, at de skulle mødes igen, når den endelige rapport forelå.

Der står i økonomiaftalen:

"Ekspertudvalget afleverer deres endelige anbefalinger ved udgangen af 2023. Regeringen og KL er enige om at drøfte anbefalingerne, når disse foreligger."

Bemærk: Tranæs-udvalget fik forlænget sin deadline. Derfor var arbejdet ikke færdigt i slutningen af 2023.

Opdatering: Social-, Bolig- og Ældreministeriet oplyser til NB-Social, at social- og boligministeren ikke har mulighed for at kommentere på Lars Løkke Rasmussens udmelding, så længe der pågår forhandlinger i Sammen om Handicap.

Sidst opdateret: 20/03/2024 - 09:57

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]