
Ministeren lover kortere ventetid i psykiatrien. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Nye krav: Sådan skal kommunerne hjælpe de unge i psykisk mistrivsel
Kommunerne skal afholde en samtale med barnet eller den unge indenfor 14 dage efter borgerens henvendelse. Det er et af servicemålene til de lettilgængelige kommunale tilbud.
Udgivet: 02/04/2024
Regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner er nu blevet enige om udmøntningen af de 2 milliarder kroner, der er afsat til at styrke psykiatrien og behandlingstilbuddene til borgere i mistrivsel eller med psykiske lidelser.
Af de 2 milliarder får kommunerne og regionerne 726,6 millioner i 2024, 667,3 millioner i 2025 og 673,1 millioner i 2026 og frem.
Pengene skal blandt andet gå til de lettilgængelige behandlingstilbud til børn og unge, som det blev besluttet kommunerne skulle oprette i forbindelse med tiårsplanen for psykiatrien.
Kommunerne skal igangsætte tilbuddene i 2024, de skal være fuldt etableret i 2025 og kommer i drift i 2026.
I forbindelse med udmøntningsaftalen er regeringen, KL og Danske Regioner blevet enige om en række servicemål, som kommunerne skal leve op til i den forbindelse.
Det drejer sig blandt andet om, at kommunerne skal afholde en samtale med barnet eller den unge seneste 14 dage efter vedkommende henvendelse.
Viser det sig, at barnet eller den unge er i målgruppen for tilbuddet, så skal kommunerne tilstræbe at afholde en screeningssamtale seneste 30 dage efter henvendelsen.
Minister lover kortere ventetid
I en pressemeddelelse lover indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, at ventetiden nu vil blive kortere.
"Med det nye behandlingstilbud vil ventetiden blive kortere, og det skal gerne resultere i, at vi kan forebygge, at mistrivslen udvikler sig til egentlig psykisk sygdom, og dermed give både barnet og familierne de bedste forudsætninger for at komme godt igennem en svær tid."
Formand for KL, Martin Damm, mener, at aftalen sætter en tyk streg under kommunernes ambition om at tilbyde tidligere og hurtigere hjælp.
"I kommunerne håber vi, at aftalen kan være det første skridt på vejen mod, at vi får fuldt udrullet 10-årsplan for psykiatrien."
Mindre tvang og styrket forløbsbeskrivelser
Det er ikke kun de lettilgængelige tilbud, der bliver udmøntet i aftalen. Eksempelvis er der en politisk aftale om mindre tvang i psykiatrien, som aftalen bringer en ny målsætning til. Frem mod 2030 skal anvendelsen af tvang med bæltefiksering, fastholdelse og akut beroligende medicin reduceres med 30 procent.
Derudover er regeringen, Danske Regioner og KL også enige om at lave nye patientforløbene for mennesker med psykoselidelser. Det skal blandt andet ske ved at styrke forløbsbeskrivelserne inden for eksempelvis skizofreni.
Læs udmøntningsaftalen her.
Formålet med udmøntningsaftalen
- at fastlægge den økonomiske fordeling af midler mellem regioner og kommuner for de initiativer i Aftale om en 10-årsplan for psykiatrien, som skal implementeres i 2024, og som har forudsat færdiggørelse af et faglige forarbejde
- at tydeliggøre den fastlagte fordeling af midler i Aftale om en bedre psykiatri mellem regioner og kommuner for relevante initiativer
- at fastlægge retning for anvendelse af midlerne for relevante initiativer i hhv. Aftale om en 10- årsplan for psykiatrien og Aftale om en bedre psykiatri
- at fastlægge en konkret ny målsætning for nedbringelse af tvang i psykiatrien samt monitorering heraf
- at aftale indgåelse af ny udmøntningsaftale for initiativer i Aftale om en bedre psykiatri, for hvilke fordeling af midler forudsætter færdiggørelse af et fagligt arbejde
Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Sidst opdateret: 02/04/2024 - 10:24














































