
KL-toppen har ikke fået vetoret på dansk handicappolitik. Men socialområdet vil nu ligne de øvrige velfærdsområder mere. - Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
KL-top afviser at have fået vetoret på dansk handicappolitik
Rammeaftalen på handicapområdet giver KL afgørende indflydelse på området, der nu kommer til at minde mere om de øvrige velfærdsområder. KL afviser dog at have fået vetoret.
Udgivet: 14/05/2024
Det er ikke en vetoret. Det handler derimod om at få socialområdet til at ligne de øvrige velfærdsområder. Sådan lyder budskabet fra KL-formandskabet Martin Damm og Jacob Bundsgaard.
Rammeaftalen på handicapområdet har givet KL større indflydelse på den danske handicappolitik. Det har startet en debat om, hvorvidt KL har fået en vetoret over den førte politik, hvor initiativerne skal leve op til kravet om økonomiske bæredygtighed.
Det er dog ikke tilfældet, mener KL-toppen.
"Jeg synes ikke, vi har fået vetoret. Men det bliver nu ærlig politik. Hvis der er noget, man gerne vil gennemføre, som koster mere, så må dem, der gerne vil have det, levere nogle penge til at gøre det. Den sammenhæng har der ikke været på det her område før," siger KL-formand Martin Damm til NB-Social i forbindelse med præsentationen af en delaftale på socialområdet mellem regeringen og KL.
Delaftalen er en del af økonomiaftalen for 2025 og en af de første aftaler, der følger op på rammeaftalen.
Damm understreger, at der skal være en en-til-en sammenhæng mellem, hvad man siger, og hvad man gør.
Foruden at regeringen og KL i regi af økonomiaftalerne står for en meget stor del af økonomien på socialområdet - blandt andet i form af implementeringen af Tranæs-udvalgets anbefalinger - så har KL også fået meget stor indflydelse på rammeaftalens øvrige indhold.
Det skyldes, at der i slutningen af rammeaftalen er et særskilt afsnit, der hedder "Regeringen og KL." Her bliver aftalens økonomiske forudsætninger fastlagt.
I det afsnit understreges det flere steder, at initiativer kan justeres eller helt droppes, når de bliver konkretiseret, hvis ikke de lever op til ambitionen om den økonomisk bæredygtighed.
Det står der i aftalen
Regeringen og KL er enige om, at arbejdet med udvikling af modeller for elementerne i arbejdsprogrammet skal understøtte rammeaftalens overordnede formål, herunder samlet bidrage til at reducere udgifterne og øge prioriteringsrummet i kommunerne.
Såfremt initiativerne kan realiseres i overensstemmelse hermed, vil regeringen indlede drøftelser med Folketingets partier med henblik på at indgå politiske aftaler.
Står det efter konkretisering af temaerne klart, at der ikke kan findes tilstrækkelig finansiering, herunder evt. i form af modgående besparelser, vil enkelte elementer udgå eller skulle justeres.
Aftalen indeholder både udgiftsdrivende og udgiftsdæmpende initiativer, som vil blive belyst i det videre arbejde. Initiativerne skal samlet set bidrage til at reducere udgifterne på området og øge kommunernes prioriteringsrum.
Socialområdet skal ligne de andre velfærdsområder
KL-næstformand Jacob Bundsgaard mener heller ikke, KL får vetoret med rammeaftalen.
Tværtimod handler det om at få socialområdet til at ligne de øvrige velfærdsområder:
"Kontrakten mellem kommunerne på den ene side og Folketinget og regeringen på den anden er jo, at hvis man sætter nye initiativer i gang fra Christiansborg, så har vi en forhandling om, hvad koster det igennem DUT (Det Udvidede Totalbalanceprincip, red.). Og så får vi de penge til at gennemføre de initiativer, man vedtager på Christiansborg," siger Bundsgaard til NB-Social og fortsætter:
"Men det har bare ikke fungeret i praksis på det her område. Det er den styring, vi gerne vil have ind. Og derfor vil man også på Christiansborg kunne vælge at investere i det her område, fordi man vil løfte kvaliteten."
KL har mere indflydelse end resten af Sammen om Handicap
Selvom KL-toppen afviser at have fået vetoret, er det tydeligt, at de har fået mere indflydelse end de øvrige medlemmer af Sammen om Handicap-forummet.
I aftalen står der om rammeaftalens mange initiativer:
"Initiativerne kan drøftes i Sammen om Handicap, der dog ikke har vetoret over initiativerne."
Det står i kontrast til afsnittet om KL og regeringen, hvor initiativer helt kan droppes eller justeres, hvis de er for omkostningsfulde.
Derudover kører regeringen det økonomiske spor nærmest alene med KL, hvilket fremgår af rammeaftalens initiativ nummer 14. Der står:
"KL og regeringen har aftalt at implementere en række initiativer fra Ekspertudvalgets første delrapport fra maj 2023 (med økonomiaftalen for 2024, red.). Ekspertudvalget har netop præsenteret en række yderligere anbefalinger i den endelige afrapportering, som regeringen og KL vil drøfte videre. Anbefalingerne vil blive drøftet med aftalepartierne og i Sammen om Handicap. Det står naturligvis partierne frit for, hvordan de forholder sig til anbefalingerne."
Regeringen og KL har med delaftalen allerede leveret på det her punkt, da de med delaftalen gennemfører flere af Tranæs-udvalgets anbefalinger.
Det kan du læse mere om her:
Sidst opdateret: 14/05/2024 - 11:58














































