Ditte Brøndum, næstforkvinde, Dansk Socialrådgiverforening

Når man læser delaftalen om socialområdet, som regeringen og KL har indgået i de igangværende økonomiforhandlinger, så efterlades man det indtryk, at rigets fattes penge. Delaftalen har nemlig til formål at reducere udgifterne til det specialiserede socialområde. Men hvis man så lidt med, da regeringen præsenterede sin seneste økonomiske redegørelse, så var indtrykket et andet. Væksten stiger. Inflationen falder. Og det økonomiske råderum er vokset med 11,25 mia. kr.

Med andre ord: Der er altså penge på kistebunden i Finansministeriet. Derfor undrer det mig, at man er i gang med at spare penge børn i mistrivsel, borgere med handicap og socialt udsatte.

Som socialrådgivere ser vi hver dag, hvordan den stramme økonomistyring rammer borgerne. Sagsbehandlingen kan trække ud, og borgerne oplever det som en kamp at få det, de har ret til. Det rammer også socialrådgiverne, som sidder med alt for mange sager, går ned med stress og føler sig utilstrækkelige, fordi vilkårene forhindrer dem i at gøre den forskel, som de brænder for.

Særligt problematisk er det, at man er optaget af at reducere udgifterne på socialområdet, når stigningen meget vel kan hænge sammen med det, som mange socialrådgivere oplever: At borgernes udfordringer får lov til at vokse sig større og at de derfor bliver mere komplekse, før det bliver prioriteret at håndtere det.

Borgernes problemer vokser, mens de venter

Vi ser i stigende grad, at borgerne tilstand forværres, mens de venter på den nødvendige hjælp og støtte. Det kan være et barn med et psykisk handicap, hvor familien ikke får tilstrækkelig hjælp og som har en socialrådgiver, som det er svært at komme igennem til, fordi hun har alt for mange andre sager.

Her kan moren blive nødt til at gå hjemme, fordi barnet udvikler skolevægring. Mor mister derfor arbejdet, og barnets storebror får det så dårligt af situationen i hjemmet, at kommunen må betale for et ophold på en efterskole.

Pludselig skal man ikke ”kun” håndtere et psykisk handicap, men en kompleks situation i familien med et barn, der er i massiv dårlig trivsel.

Så meget desto mere undrer det mig, at man i delaftalen ikke har beskæftiget sig meget med, hvordan man kan forebygge, at borgernes udfordringer får lov til at vokse sig større og mere komplekse. Som jeg ser det, så lægger løsningen lige for.

Forebyggelse er svært med for mange sager

Vi ved, at når socialrådgiverne kommer tidligere på banen og tættere på borgerne, kan man forebygge, at problemerne vokser sig større og mere komplekse. Det kan socialrådgiverne dog ikke, når de sidder med ansvaret for 80, 90 eller 100 udsatte borgere. Det gør det umuligt at sikre, at borgernes behov bliver mødt i tide. Jeg kan være bekymret for, at delaftalens skarpe fokus på at tøjle økonomien, kan ende med at forværre dette problem.

Således kan det godt være, at KL og regeringen lykkes med at tøjle økonomien, men det kan meget vel ske på ryggen af nogle borgere, som fremover vil opleve en dårligere velfærd, og nogle socialrådgivere, som vil opleve et stigende arbejdspres og nogle endnu mere pressede rammer.

Det er problematisk nok i sig selv, men det bliver endnu mere tosset, når man ved, at pengene rent faktisk er der. At politikerne både kunne give borgerne en ordentlig velfærd og medarbejderne nogle ordentlige rammer – men at de med åbne øjne vælger at lade være.