Nyt notat: Ofte de samme kommuner der overskrider budgetter til udsatte børn og unge
Selvom kommunerne for 13. år i træk overholder budgetterne for den kommunale service, skrider de på det specialiserede socialområde. I 2023 var der historiske overskridelser på det specialiserede børneområde.
Udgivet: 28/05/2024
Kommunerne er generelt gode til at overholde deres budgetter for den kommunale service, da det nu er lykkedes dem for 13. år i streg. Samlet set brugte kommunerne 289,3 milliarder kroner på service i 2023, viser et nyt notat fra VIVE.
Men billedet ændrer sig, når man ser på budgetoverskridelserne for de enkelte serviceniveauer, hvor kommunerne som bekendt kæmper med udgifterne til det specialiserede socialområde. Det gælder både det specialiserede børne- og voksenområde.
Samtidigt har kommunerne også på folkeskoleområdet haft store budgetoverskridelser i 2023.
Store overskridelser på det specialiserede børneområde
De seneste to år er det særligt det specialiserede børneområde, der er blevet ramt af budgetoverskridelser. I 2023 var overskridelserne historisk store, da de var på 8,8 procent. Året forinden var overskridelserne på lidt under 8 procent, og der er altså en opadgående tendens.
På det specialiserede voksenområde var overskridelserne på lidt under 4 procent.
Samme notat viser, det ofte er de samme kommuner, der overskrider budgetterne på det specialiserede børneområde. Her sammenligner VIVE nemlig kommunernes budgetoverskridelser i 2022 med dem i 2023.
Notater peger blandt anden på udfordringerne ved udgifts- og resultatstyring kombineret med en stigende efterspørgsel som forklaring på de konsekvente overskridelser på det specialiserede socialområde.
Derfor kan overskridelserne være knyttet til udfordringer med budgetmodellerne, dyre enkeltsager og målgrupper med sammensatte og komplekse behov.
Se din kommunes budgetpræcision på det specialiserede børneområde her:
Sidst opdateret: 28/05/2024 - 11:30














































