Derfor lavede regeringen og KL lånepuljen

Lånepuljen stammer fra et af forslagene i Tranæs-udvalgets første delrapport. Den har til formål at udbygge den kommunale botilbudskapacitet.

Botilbudsområdet er nemlig kendetegnet ved, hvad Torben Tranæs har kaldet et kronisk underudbud - hvilket aldrig er godt for priserne.

Samtidig er det ofte ret akut, at en kommune mangler en plads til en borger.

Kombinationen af et kronisk underudbud og en akut opstået situation gør, at den kapacitet, som en kommune kan hente ind, er det, man kalder marginal kapacitet.

Det er de dyreste pladser.

Der er særligt to grunde til, at lånepuljen blev etableret.

Svage incitamenter

Kommunerne har svage incitamenter til at etablere et botilbud.

Når en kommune etablerer et nyt botilbud, påtager den sig et driftsherreansvar - både ved etableringen men også ved den løbende drift.

Derfor er det mere attraktivt for en kommune at vente, at en anden kommune påtager sig ansvaret og etablere et botilbud.

I stedet for at påtage sig en betydelig økonomisk risiko, køber kommunen bare de relevante pladser.

Udfordringer er, hvis alle kommuner gør det, kommer der ikke den nødvendige kapacitet, hvilket kan skabe monopoler.

Anlægsloftet en hindring for midlertidige botilbud

På botilbudsområdet har man midlertidige og længerevarende botilbud.

Når en kommune så bygger et botilbud, kan den vælge mellem at gøre det efter serviceloven eller almenloven.

Fordelen ved at bygge efter serviceloven er, at kommunen kan oprette midlertidige botilbud. Når en kommune bygger efter almenloven, kan den kun oprette længerevarende.

Bygger kommunen privat kan den også etablere både længerevarende og midlertidige botilbud.

De midlertidige botilbud (servicelovens paragraf 107) giver mere fleksibilitet, da kommunerne kan flytte borgeren, skulle borgerens behov ændrer sig.

Det vil sige, at får en borger det bedre og ikke længere er i målgruppen, kan borgerens flyttes ud og pladsen bliver ledig.

Den fleksibilitet er der ikke, når man bygger alment, da borgeren har en lejekontrakt og er beskyttet af lejelovgivningen.

Derudover får borgeren lejerlignende rettigheder i tilbud til længerevarende ophold efter serviceloven.

Men når en kommune bygger efter serviceloven, er den underlagt anlægsrammen. Det betyder at kommunen skal nedprioritere andre anlægsprojekter.

Når en kommune bygger efter almenloven, er den ikke underlagt anlægsrammen og medfinansieres typisk af et alment boligselskab.

Det giver kommunerne et større økonomisk incitament til at bygge efter almenloven, selvom det forringer kommunens styringsmuligheder efterfølgende.