
"Jeg forventer, at Danmark vil få kritik for de ting, der ikke er gennemført siden sidst," siger Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (arkiv)
Den danske regering skal til handicapeksamen hos FN: Organisationer forventer kritik
For første gang i ti år skal repræsentanter fra danske ministerier stå skoleret hos FN's Handicapkomité. Danske Handicaporganisationer forventer, den danske regering vil blive kritiseret.
Udgivet: 15/08/2024
Snart skal den danske regering stå skoleret. Det sker i Genevé den 23. august, hvor repræsentanter fra danske ministerier skal til eksamen i FN's Handicapkonvention hos FN's handicapkomité.
Danmark tilsluttede sig konventionen tilbage i 2009.
Sidst en dansk regering blev eksamineret i handicappolitikken var tilbage i 2014.
Årsagen til, at der er gået ti år siden sidst, skyldes blandt andet corona.
Tilbage i 2014 kom komitéen med en vurdering af den danske indsats på 72 punkter. Heraf var flere kritiske.
Et af kritikpunkterne var blandt andet, at der i Danmark ikke var et generelt forbund mod diskrimination af borgere med handicap.
Kritikken fik følgende kommentar med på vejen fra daværende socialminister Manu Sareen (RV, på daværende tidspunkt):
"Det er klart, at når man får kritik fra FN, er det oplagt at se på den danske indsats en ekstra gang, og det er noget, vi tager meget alvorligt."
Landsformand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen forventer, at Danmark igen vil få kritik.
"Jeg forventer, at Danmark vil få kritik for de ting, der ikke er gennemført siden sidst. Men også for noget af det, der er sket - for eksempel magtanvendelsesregler, manglende planer for at undgå tvang i psykiatrien, at vi ikke har lavet en handicappolitisk handlingsplan og at vi ikke har implementeret konventionen i dansk lovgivning," siger han til NB-Social.
Ligesom sidst vil komitéen præsenterer konkrete anbefalinger til handicappolitikken. De anbefalinger ventes at lande den 6. september.
Regeringen er som sådan ikke forpligtet til at følge anbefalingerne, alligevel er der flere ting, handicaporganisationerne kan bruge anbefalingerne til.
"Vi kan forholde regeringen, hvad den ikke har overholdt og hvad der kan gøres bedre. Lad os nu få den plan, så vi kan få ryddet nogle af de forhindringer ad vejen, der gør, at mennesker med handicap ikke kan være en del af samfundet."
Organisationer har lavet kritisk rapport
I forbindelse med eksamen er Danske Handicaporganisationer gået sammen med en række andre organisationer om en kritisk rapport.
I den rapport konkluderer organisationerne, at mange af artiklerne i FN’s Handicapkonvention ikke er blevet gennemført, samt at der stadig gennemføres love, der ikke lever op til Handicapkonventionen.
De peger på seks konkrete kritikpunkter:
- Mennesker med handicap har i en årrække ikke har fået den hjælp, de har ret til ifølge den sociale lovgivning.
- Inden for psykiatrien er det ikke lykkedes at mindske anvendelsen af frihedsberøvelse og tvang.
- Der bygges stadigvæk store institutionslignende boliger frem for at styrke mulighederne for at leve selvstændigt.
- Uddannelsessystemet er generelt ikke fleksibelt nok til at rumme alle med handicap, og derfor får mennesker med handicap mindre uddannelse end andre.
- Der mangler en plan for at inkludere flere med handicap på arbejdsmarkedet.
- Der mangler en langsigtet og systematisk indsats for at mindske den betydelige ulighed i sundhed blandt mennesker med handicap.
Du kan læse rapporten her.
Sidst opdateret: 15/08/2024 - 09:39














































