
Boblberg er en netværksplatform udviklet i samarbejde med Røde Kors, der har til formål at bekæmpe ensomhed og fremme mental sundhed. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Ny rapport: 40 procent af brugere af digital platform er i mistrivsel
En rapport om danskernes mentale sundhed viser, at 40 procent af brugerne på den digitale platform Boblberg.dk oplever mental mistrivsel.
Udgivet: 27/08/2024
40 procent af brugerne på den digitale platform Boblberg.dk er i mental mistrivsel. Det viser en ny rapport, som er udarbejdet af Analyse & Tal, Boblberg og Røde Kors.
Den baserer sig på næsten to millioner opslag (såkaldte ”bobler”) og beskeder, der er skrevet i 2023, som, ved hjælp af en AI-sprogmodel, er blevet undersøgt for selvoplyste mentale udfordringer.
Boblberg er en netværksplatform udviklet i samarbejde med Røde Kors, der har til formål at bekæmpe ensomhed og fremme mental sundhed. Platformen har eksisteret siden 2016, og mere end 600.000 borgere har oprettet en profil.
Mistrivsel kan manifestere sig som ensomhed, angst eller depression og have store konsekvenser for livskvaliteten.
Blandt de berørte er 17 procent uden for beskæftigelse. Det hænger ofte sammen med en følelse af isolation og meningsløshed.
11 procent af dem, der oplever mental mistrivsel, har fysiske helbredsproblemer. Det belaster både deres mentale og fysiske sundhed.
74 procent af de ledige og 72 procent af dem med fysiske udfordringer rapporterer om mental mistrivsel. Det viser ifølge rapporten, hvor sårbare grupperne er.
Mange ensomme ungeRapporten viser også, at der er en høj andel af unge mellem 16 og 24 år, der benytter sig af Boblberg til at håndtere livets udfordringer på.
I 2023 skrev unge nemlig hele 305.098 opslag og beskeder på platformen. Det understreger, hvor aktivt denne aldersgruppe bruger digitale fællesskaber til at udtrykke deres oplevelser og søge støtte.
”Rapporten giver et klart billede af den mentale sundhedstilstand i Danmark og understreger de udfordringer, mange danskere står overfor i deres dagligdag. De indsamlede data fra næsten to millioner beskeder og opslag viser tydeligt, at ensomhed og mental mistrivsel er et omfattende problem," siger Generalsekretær for Røde Kors, Anders Ladekarl, i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Det er nu lidt over et år siden, at det nationale partnerskab mod ensomhed med bred opbakning fra Christiansborgs partier kunne offentliggøre Danmarks første nationale ensomhedsstrategi. Denne rapport understøtter det, vi også ser gennem vores aktiviteter i Røde Kors – at der desværre er en stor sammenhæng mellem social udsathed, mental mistrivsel og ensomhed."
Læs rapporten her.
Sidst opdateret: 27/08/2024 - 09:26














































