
”Budgetaftalen sikrer social- og beskæftigelsesområdet 60 mio. kr. fordelt over de næste fire år. Det er en vigtig håndsrækning, for flere og flere borgere har behov for vores hjælp og støtte til at klare sig i hverdagen," siger rådmand Anders Winnerskjold (S) (th). - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Budget: Aarhus vil have analyse af socialområdet og laver målsætning for botilbud
Politikerne i Aarhus vil have undersøgt, hvordan man bedre kan skabe en strukturel balance på det specialiserede socialområde. Samtidigt sætter kommunen måltal for interne botilbud.
Udgivet: 24/09/2024
En ny analyse skal belyse, hvordan der kan skabes en bedre strukturel balance på det specialiserede socialområde i Aarhus Kommune.
Det har et bredt flertal blandt de aarhusianske politikere besluttet i forbindelse med budgettet for 2025. Her har politikerne afsat 60 millioner over de næste fire år til social- og beskæftigelsesområdet.
Læs mere om budgettet her.
På trods af de ekstra midler skal der dog igangsættes et analysearbejde, der sikrer en bedre balance på socialområdet.
I aftalen står der:
"Forligspartierne er enige om, at Sociale Forhold og Beskæftigelse, Børn og Unge og Borgmesterens Afdeling udarbejder en analyse, der skal anvise, hvordan der kan skabes strukturel balance på det specialiserede socialområde samt afdække mulighederne for bortfald på beskæftigelsesområdet iht. Ekspertudvalgets anbefalinger (ekspertgruppen på beskæftigelsesområdet, red.)."
Den analyse skal blandt andet fokusere på snitflader til skoleområdet, da manglen på passende skoletilbud og forebyggende indsatser giver afledte økonomiske konsekvenser og budgetpres på socialområdet.
”Budgetaftalen sikrer social- og beskæftigelsesområdet 60 mio. kr. fordelt over de næste fire år. Det er en vigtig håndsrækning, for flere og flere borgere har behov for vores hjælp og støtte til at klare sig i hverdagen," siger rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Anders Winnerskjold (S) i en pressemeddelelse.
Han fortsætter:
"Derudover glæder jeg mig over, at forligspartierne bakker op om en analyse, der sammen med løsninger fra Christiansborg skal muliggøre, at vi i fællesskab kan finde flere ressourcer til vores sårbare børn, unge, voksne og ældre."
80 procent i egne tilbud
Byrådet i Aarhus Kommune er også blevet enige om en målsætning om, at 80 procent af kommunens borgere med behov for døgntilbud seneste i 2035 skal være i kommunens egne tilbud.
Kommunen har fået tilsagn om 111 millioner fra lånepuljen til udvidelse af den kommunale botilbudskapacitet.
Det skal bruges til 60 nye pladser, der har til formål at imødekomme et stigende behov for midlertidige og længerevarende botilbud hos især unge borgere og borgere med autismespektrum-forstyrrelse.
Kommunen supplerer dog med 44 millioner kroner fra anlægsbufferen til at medfinansiere botilbuddene.
”Jeg er glad for, at vi har givet hinanden håndslag på at etablere 60 ekstra botilbudspladser, så flere aarhusianere med fx autisme, udviklingshæmning eller psykiatriske diagnoser kan bo tæt på familien og vennerne frem for at skulle flytte ud af kommunen,” siger Winnerskjold.
Kommunen fortsætter med omstillingen af socialområdet
Aarhus Kommune fortsætter også sit arbejde med udviklings- og omstillingsplanen, som kommunen etablerede ved budgettet for 2023.
Dengang tilførte kommunen det specialiserede socialområde 115 millioner kroner årligt. Ved samme lejlighed skulle der findes 250 millioner kroner.
"Det er et tobenet fokus. Både at løfte ressourcer, fordi ressourcer har betydning, men i virkeligheden mest af alt at igangsætte markante forandringer i vores opgaveløsning," udtalte Winnerskjold til NB-Social.
Derfor har kommunen lavet store interne omprioriteringer på området.
Det er nu det arbejde, der videreføres.
I aftalen står der:
"Sociale Forhold og Beskæftigelse anmodes derfor om at fremlægge et katalog for forligskredsen, der fuldt indfaset styrker økonomien på social- og beskæftigelsesområdet med 45 mio. kr. via omprioriteringer. Kataloget skal bidrage til at reducere den strukturelle ubalance på socialområdet gennem intern omprioritering og udvikling."
Forligspartierne er enige om at tilføre området 15 millioner årligt fra 2025 til 2028.
Alle sociale initiativer i budgetaftalen
Aftale om udsatte boligområder
På vej mod et bæredygtigt socialområde
Analyse af social- og beskæftigelsesområdet
Flere botilbud i Aarhus
Investering i flere aktiviteter på botilbuddene
Social investeringsfond og outcomefond
Hjemløseindsats
Forebyggelse af vold i familien
Myndighedsbehandling og tilsyn på det almene boligområde
En hånd i ryggen til ledige med psykisk sårbarhed eller funktionsnedsættelse
Støtte til grønlandske unge
Samarbejde med civilsamfundet
Boligsociale indsatser
Styrket kontrol med socialt snyd
Skraldecaféen
Læs mere om de enkelte initiativer her.
Sidst opdateret: 24/09/2024 - 09:51














































