Ifølge socialborgmester Karina Vestergård Madsen skal problemet med ventelisterne ikke kun løses med køb af eksterne botilbudspladser.

Ifølge socialborgmester Karina Vestergård Madsen skal problemet med ventelisterne ikke kun løses med køb af eksterne botilbudspladser. - Foto: Thomas Lekfeldt/Thomaslekfeldt/Ritzau Scanpix (arkiv)

Socialborgmester forventer ulovlig venteliste til botilbud afviklet senest i 2028

Der skal ikke være venteliste til botilbud i København. Med de afsatte midler til eksterne pladser og oprettelsen af flere interne tilbud forventer socialborgmesteren, at ventelisten er afviklet i 2028.

Udgivet: 26/09/2024

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (Ø) har en klar forventning om, at den ulovlige venteliste til botilbud i Københavns Kommune er væk i 2028, hvor kommunen har købt eksterne pladser for 200 millioner. Og gerne før.

Direkte adspurgt om borgmesterens forventninger siger hun følgende til NB-Social:

"Ja, ja! Og hvis det stod til mig, så ville jeg også gøre noget for at få den til at forsvinde hurtigere."

Samtidig understreger hun, at der slet ikke skal være ventelister på botilbud i Københavns Kommune.

NB-Social har tidligere kunne fortælle, at de afsatte midler til afviklingen af ventelisten i Københavns Kommune ikke var tilstrækkelige.

Politikerne i Københavns Borgerrepræsentation har med Budget 2025 afsat 200 millioner frem mod 2028 til køb af eksterne pladser for at afvikle ventelisten, men interne beregninger fra Socialforvaltningen viste, at det ville koste et sted mellem 568.8 millioner til 708.8 millioner i 2028 at afvikle ventelisten.

Fik du læst?

Københavns Kommune mangler flere hundrede millioner for at afvikle ulovlig venteliste

264 nye botilbudspladser de kommende år

Ifølge socialborgmester Karina Vestergård Madsen skal problemet med ventelisterne ikke kun løses med køb af eksterne botilbudspladser. Derimod er det kommunens strategi at opføre flere interne botilbud.

"Det er den klogeste prioritering både på kort og langt sigt. Derfor er det så godt, at vi ved, der kommer 264 nye botilbudspladser indenfor de næste år," siger Karina Vestergård Madsen.

Allerede nu er der nemlig gang i byggeriet af botilbud, ligesom der er botilbud, som ikke er i drift på nuværende tidspunkt, der er ved at blive renoveret.

Havde politikerne i Københavns Borgerrepræsentation afsat alle de nødvendige penge til afviklingen af ventelisten, ville der dog ifølge Karina Vestergård Madsen opstå et andet problem.

Det er nemlig sådan, at ikke alle de nødvendige botilbudspladser er derude.

"Når man skal finde en botilbudsplads til en borger, så skal den matche meget præcist med borgerens behov. Det er jo fordi, at man har nogle helt særlige behov, at man bliver visiteret til en botilbudsplads. Det går ikke, hvis man så bare placerer en borger på en hvilken som helst plads. Så vil man efterfølgende få meget stor kritik for det."

Karina Vestergård Madsen oplyser, at det er Socialforvaltningens vurdering, at der ikke er tilstrækkeligt med pladser her og nu, der passer til borgere på ventelisten, hvorfor man ikke bare kan købe mange flere pladser.

Bekymring for prisstigninger

Samtidigt er der en bekymring for prisstigninger på botilbudsmarkedet, hvis man går ud og køber alle de relevante pladser. Priserne for private botilbud er de seneste år steget med 35 procent.

Når Københavns Kommune til næste år køber private botilbudspladser for 50 millioner kroner, vil det også få priserne til at stige, forventer Karina Vestergård Madsen. De prisstigninger vil også påvirke andre kommuner.

Det er ellers Socialforvaltningens faglige vurdering, at det i langt de fleste tilfælde vil være muligt at tilvejebringe den nødvendige botilbudsplads inden for tre måneder, hvis i politikere afsætter de nødvendige ressourcer. Er du uenig?

"Når man skal afsætte penge, så handler det også om at få afsat penge til at bygge nye botilbud. Dermed også have anlægsmåltal til det. Vi skal arbejde på flere parametre her."

Hun understreger, at forvaltningen ikke skriver, man ville kunne afvikle ventelisten den dag i morgen, hvis man bare afsatte pengene til det.

Penge afsat til pladser skal også gå til § 85 venteliste

Mens borgere er på ventelisten og venter på et botilbud, skal de ofte have anden form for støtte. Det vil ofte være socialpædagogisk støtte (servicelovens paragraf 85).

Problemet er dog, at der også her er venteliste på grund af manglende kapacitet.

Her kommer de 200 millioner også i spil.

"Nogle af de afsatte 50 millioner om året kommer til at gå til køb af botilbudspladser, mens andre går til at sikre, at de borgere der venter på en botilbudsplads ikke bare efterlades, men får mere støtte og hjælp i hjemmet."

Det er indenfor sammen budgetramme, oplyser Karina Vestergård Madsen.

Det er der tale om relativt korte ventelister, der skyldes, at det kan tage en måneds tid at matche borgere med medarbejdere med de rette kvalifikationer.

Ikke kun et problem i København

Ventelisten på botilbudsområdet er et brud på forsyningspligten, der handler om, at landets kommuner er forpligtet til at forsyne borgere med et botilbud, indenfor hvad man i lovgivningen kalder rimelig tid efter visitationen.

Ankestyrelsen har også allerede tilbage i 2022 spurgt ind til ventelisten i Københavns Kommune, og styrelsen ved ifølge socialborgmesteren godt, hvordan forvaltningen arbejder med ventelisten.

Karina Vestergård Madsen påpeger også, at der er ventelister i andre kommuner.

"Det, jeg håber, at Ankestyrelsen kommer frem til, er at komme med en melding, der får presset Christiansborg til at vågne op og hjælpe kommunerne."

Ifølge Karina Vestergård Madsen er det tydeligt, at kommunerne gerne vil afvikle ventelisterne, men ikke har rammerne til at leve op til lovgivningen.

Hun mener, at kommunerne er nødt til få nogle særskilte måltal til at bygge botilbud for, som går ud over den aftalte ramme. Derfor så hun gerne, at regeringen afsatte en botilbudsmilliard til kommunerne, der skulle gå til flere botilbud, ligesom man tidligere har afsat en idrætsmilliard til at bygge idrætsanlæg for i kommunerne.

Her tænker hun udover lånepuljen til at udvide den kommunale botilbudskapacitet fra økonomiaftalen for 2024. Her skal kommunerne bruge midlerne i indeværende år. København har fået i alt 245,7 millioner fra lånepuljen til at bygge flere botilbud.

Sidst opdateret: 26/09/2024 - 10:11

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]