
Partnervold skal opspores og stoppes, inden volden slår rødder i de nye familier. Derfor giver vi midler til, at flere regionale familieambulatorier kan sætte ind over for problemet, mener ligestillingsminister Magnus Heunicke. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Efter gode erfaringer: Regeringen afsætter 16 millioner til voldsudsatte gravide
Regeringen vil som del af regeringens Handlingsplan mod partnervold og partnerdrab sikre, at familieambulatorier kan sætte ind overfor vold mod gravide i Region Syddanmark, Midtjylland og Hovedstaden.
Udgivet: 03/10/2024
Regeringen vil have mere hjælp de gravide, der udsættes for vold. Derfor afsætter den 16 millioner kroner til at hjælpe voldsudsatte gravide i Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Hovedstaden.
Det er en del af Handlingsplan mod partnervold og partnerdrab, hvor pengene vil gå til indsatser i de regionale familieambulatorier til at hjælpe voldsudsatte gravide og nybagte forældre, der lever med vold eller æresrelaterede konflikter.
Flere undersøgelser viser nemlig, at partnervold kan eskalere i forbindelse med graviditet og familieforøgelse. På samme tid er det dog også et tidspunkt, hvor sundhedsmyndighederne har bedre mulighed for at spotte volden og hjælpe de voldsudsatte.
På Amager og Hvidovre Hospital har man udviklet en screeningsmodel til jordemødre til opsporing af vold blandt alle gravide. Den gør, at Familieambulatoriet nu opsporer et til to par om ugen med partnervold, hvor de tidligere kun fandt omkring fem til seks tilfælde årligt.
En evaluering af indsatsen viser, at tre ud af fire par, der fået hjælp i Familieambulatoriet, oplever, at det har en positiv virkning på deres konfliktniveau.
”Partnervold skal opspores og stoppes, inden volden slår rødder i de nye familier. Derfor giver vi midler til, at flere regionale familieambulatorier kan sætte ind over for problemet. Jeg ser frem til at følge resultaterne af arbejdet, for det er noget, vi fortsat skal have fokus på i arbejdet for at stoppe partnervold, siger miljø- og ligestillingsminister, Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.
Midlerne kommer fra en ansøgningspulje, der udmøntes af Sundhedsstyrelsen og fordeles så Region Hovedstaden får 4,5 millioner kroner, Region Syddanmark får 4,8 millioner kroner og Region Midtjylland får 6,7 millioner kroner.
Sidst opdateret: 03/10/2024 - 08:16














































