
Regeringen vil blandt andet udvide antallet af stofindtagelsesrum, da stoffer for de allermest udsatte ofte er en form for selvmedicinering. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Statsministeren sætter fokus på udsatte: Vil have flere fixerum og mere værdighed
Statsminister Mette Frederiksen talte om de allermest udsatte i sin åbningstale. Her satte hun lidt flere ord på det kommende værdighedsudspil, der vil give færre krav til udsatte.
Udgivet: 01/10/2024
Vi står ved en skillevej i socialpolitikken. Det var statsminister Mette Frederiksens (S) budskab ved sin tale til Folketingets åbning.
Socialpolitikken og de allermest udsatte fyldte meget i åbningstalen.
"I dag vil jeg tale om jer, der sjældent har et hjem. Som ikke har et job. Men som ofte har et misbrug og kæmper med fysiske, men nok især psykiske sygdomme," sagde hun.
Regeringen vil blandt andet udvide antallet af stofindtagelsesrum, da stoffer for de allermest udsatte ofte er en form for selvmedicinering.
"Vi vil gerne sætte penge af til flere. Til at udvide de nuværende stofindtagelsesrum. Med længere åbningstider. Flere pladser. Og til at oprette nye i andre danske byer. Vi skal give flere mennesker et tryggere og mere værdigt liv. Væk fra trappesten og nysgerrige blikke," sagde statsministeren fra Folketingets talerstol.
Der er fem stofindtagelsesrum i Danmark. Et i Aarhus, Odense og Vejle samt to i København.
Forebyggelse er vigtigt for værdigheden
I sin tale satte statsministeren også flere ord på den kommende værdighedsreform.
"Vi vil føre en værdig socialpolitik. Hvad vil det sige? Hvad betyder – værdighed? Flere ting. Forebyggelse er det vigtigste. Og hjælp til et arbejde eller skole er selvfølgelig målet. For de fleste," sagde hun og fortsatte:
"Men vi har også en gruppe af meget udsatte mennesker, hvor livet er så hårdt, og hvor nederlagene er så mange, at vi skal turde sætte omsorg og kærlighed som det vigtigste. De allermest udsatte mennesker i Danmark er få, men alligevel for mange."
Her hæftede hun sig særligt ved udsatte mænd, der ofte ikke bliver særligt gamle.
Mange af dem er ifølge statsministeren på kontanthjælp eller førtidspension, har gæld til det offentlige og fået en dom indenfor de seneste fem år.
Her lægger hun op til færre krav og sanktioner samt eftergivelse af gæld til det offentlige.
Derudover skal der tages hensyn til den hjemløse eller misbrugeren, der skal afsone en dom, da de ofte ender nederst i hierarkiet.
Ikke løse problemet med flere krav til kommunerne
Ifølge statsministeren vil regeringen nu gå en anden vej i den danske socialpolitik.
Tidligere har politikerne nemlig ifølge statsministeren haft en tendensen til at ville løse problemerne med flere krav til kommunerne, tværfaglige indsatser og flere sagsbehandlere.
"Men på den måde pøser vi på med flere tiltag og alle mulige processer rundt om vores allermest udsatte. En tilgang, som måske slet ikke svarer til der, hvor de er. Tiden er kommet til, at samfundets brede skuldre skal bære mere, så udsattes smalle skuldre skal bære mindre."
Her hæftede statsministeren sig blandt andet ved allerede gennemførte tiltag. Det var:
- Hjemløsereformen
- Barnets Lov
- 10-årsplanen for psykiatrien
- En (med regeringens ord) ordentlig behandling til borgere med dobbeltdiagnoser
- Permanentgørelse af det sociale frikort
- Frisættelsen af ældreplejen og folkeskolen
Derudover pegede hun på regeringens seneste sundhedsudspil samt den kommende reform af beskæftigelsessystemet, hvor der skal være færre samtaler og restriktioner.
Sidst opdateret: 01/10/2024 - 10:54














































