
Ankestyrelsen tager fejl, når den betragter servicelovens §102 som en kan-paragraf, mener Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Ombudsmand uenig med Ankestyrelsen: Kommunerne skal tilbyde hjælp efter paragraf 102
Servicelovens § 102 er ikke en kan-bestemmelser, fastslår Folketingets ombudsmand. Han henstiller til, at Ankestyrelsen genoptager sager.
Udgivet: 10/10/2024
Folketingets Ombudsmand Niels Fenger slår det nu fuldstændig fast: Servicelovens paragraf 102 er ikke en kan-bestemmelse. Kommunerne kan ikke træffe en generel beslutning om, at der ikke tilbydes hjælp til behandling efter servicelovens paragraf 102.
Den udmelding kommer i forlængelse af, at Ankestyrelsen havde fastslået, at kommunerne ikke var forpligtet til at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter efter servicelovens paragraf 102.
I principmeddelelse 4-23 skriver Ankestyrelsen nemlig:
"Servicelovens bestemmelse i § 102 om behandling er en ”kan-bestemmelse”. Kommunen har efter bestemmelsen mulighed for, men er ikke forpligtet til, at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven. Der er ikke krav om, at kommunen skal træffe en generel beslutning om at anvende servicelovens § 102, men kommunen er bundet af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip."
Det fik to borgere til at påklage afgørelserne til Folketingets Ombudsmand, der netop er kommet med sin afgørelse. Ombudsmanden mener, at Ankestyrelsens retsopfattelse ved de to konkrete sager er forkert.
"Sammenfattende er det min opfattelse, at den retsopfattelse, som Ankestyrelsens afgørelser i de to konkrete sager, der gav anledning til min undersøgelse, er baseret på, er forkert. Jeg henstiller derfor, at Ankestyrelsen genoptager de to sager og i lyset af det, som jeg har anført om servicelovens § 102, træffer nye afgørelser i sagerne. Jeg henstiller i forlængelse heraf, at Ankestyrelsen samtidig tager stilling til, om principmeddelelse 4-23 bør ophæves."
Ifølge Ombudsmanden bygger serviceloven på et princip om, at kommunalbestyrelsen i hver enkelt sag skal vurdere borgerens behov for hjælp og vurdere, hvilken type hjælp samt hvilket omfang, borgeren skal have. Det gør sig også gældende for paragraf 102.
Udover genoptagelsen af sagerne samt stillingstagen til principmeddelelsen henstiller ombudsmanden også til, at Ankestyrelsen undersøger, om der er lignende sager om behandling efter servicelovens paragraf 102, som bør genoptages.
Slutteligt skriver Ombudsmanden, at Ankestyrelsen skal underrette ham om resultatet af Ankestyrelsens overvejelser om ophævelse af principmeddelelse 4-23 samt eventuel genoptagelse af andre sager.
Kan eller skal
Det er særlig elementet om, hvorvidt det er en kan-bestemmelse, der har givet anledning til uenigheden.
Her er Ombudsmanden klar i mælet:
"Efter min opfattelse må betydningen af ordet ”kan” afhænge af en fortolkning af den enkelte bestemmelses ordlyd og forarbejder mv., og der er efter min opfattelse ikke holdepunkter for myndighedernes retsopfattelse, hvorefter servicelovens brug af ”kan” generelt skulle adskille sig fra den almindelige retlige ramme, der i øvrigt gælder for den forvaltningsretlige lovgivning."
Ombudsmanden mener derimod, at serviceloven bygger på en formodning om et større krav om individualiseret vurdering, end tilfældet er for en række andre forvaltningsretlige retsområder.
Læs hele redegørelsen her.
Det står der i Servicelovens §102
Kommunalbestyrelsen kan ud over tilbud efter § 85 give tilbud af behandlingsmæssig karakter til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.
Sidst opdateret: 10/10/2024 - 07:21














































