
HF har været en god løsning for mange unge med for eksempel ordblindhed, angst eller autisme. - Foto: PR-Foto
Bekymring fra DH: Regeringen lukker døren til en boglig ungdomsuddannelse
Regeringens forslag til en reform af ungdomsuddannelserne vækker store bekymring hos Danske Handicaporganisationer, der frygter at unge med handicap får sværere ved at få en uddannelse.
Udgivet: 10/10/2024
”Jeg er bekymret for, at regeringen lukker døren til en boglig ungdomsuddannelse for mange unge med handicap. Det er jeg, fordi regeringen vil gøre det sværere at komme ind på en ungdomsuddannelse og mindre fleksibelt at gennemføre den."
Sådan lyder reaktionen fra formand hos Danske Handicaporganisationer (DH), Thorkild Olesen, på regeringens nye udspil til en reform af ungdomsuddannelserne.
Her tænker han blandt andet på planerne om at sløjfe HF, da mange unge med handicap har brug for fleksible vilkår, hvis de skal klare sig igennem gymnasiet eller på erhvervsskolen.
”Her har HF været en god løsning for mange unge med for eksempel ordblindhed, angst eller autisme, fordi der har været fleksibilitet til at gennemføre over længere tid og specialiseret viden på uddannelsen. Hvordan vil regeringen sørge for, at døren til ungdomsuddannelserne i fremtiden er åben for alle disse unge med forskellige typer af handicap og behov? Det mangler jeg svar på,” siger Thorkild Olesen i en pressemeddelelse.
Regeringen har været meget fokuseret på de omkring 43.000 unge uden job eller uddannelse. Mindst 40 procent af dem har et handicap.
DH frygter, at hvis ungdomsuddannelserne fremover bliver sværere at komme ind på og mindre fleksible, vil gruppen af de 43.000 vokse yderligere.
Thorkild Olesen opfordrer derfor nu til, at man fra politisk side indarbejder mulighed for fleksibilitet og specialviden i dette nye uddannelseslandskab, så færre unge med handicap ender uden job og uddannelse, og i stedet får en uddannelse og komme videre ind på arbejdsmarkedet.
Sidst opdateret: 10/10/2024 - 06:44














































