Ole Vive, borgmester i Faxe Kommune, var onsdag vært for et borgermøde i Haslev om det specialiserede børneområde, hvor sagsbehandlingen har været fejlfyldt gennem flere år.

Ole Vive, borgmester i Faxe Kommune, var onsdag vært for et borgermøde i Haslev om det specialiserede børneområde, hvor sagsbehandlingen har været fejlfyldt gennem flere år. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Midt i genopretning: Borgmester overrasket over mængden af fejl

Faxe Kommune er halvvejs i omfattende gennemgang af sager på det specialiserede børneområde. Koncentrationen af fejl har overrasket kommunen, fortæller borgmester.

Udgivet: 05/11/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

"Jeg er meget ked af, at vi står her i aften. Jeg er egentlig også flov".

Sådan lød det ifølge Sjællandske Nyheder fra Faxe Kommunes borgmester, Ole Vive (V), da han onsdag aften bød cirka 100 fremmødte velkommen til et usædvanligt borgermøde om problemerne i kommunens børne- og familieafdeling.

Faxe Kommune er midt i arbejdet med en genopretningsplan, efter at en hjælpepakke i juni blev afsat til at belyse problemerne. Kommunen har meddelt, at den vil gennemgå 1.000 børnesager. Til at belyse sagsbehandlingen har kommunen tilknyttet revisionsfirmaet BDO og ansat ekstra sagsbehandlere, heriblandt fire vikarer, der skal gøre det muligt at nedbringe sagspuklen.

BDO modtog 31 sager til et 360 graders eftersyn og har yderligere gennemgået 20 sager om tabt arbejdsfortjeneste. BDO fremlagde resultaterne for kommunalpolitikerne før efterårsferien. Det samlede eftersyn har bragt mange fejl frem i lyset.

"Vi har fundet fejl i stort set alle sager, og nogle af dem er så grelle og kritiske, at vi ikke kan redegøre for, hvorfor vi har handlet, som vi har gjort," sagde Mikkel Dam (LA), formand for Børn- & Læringsudvalget, i september til TV2 Øst.

Overrasket borgmester

Borgmesteren fortalte på borgermødet, at kommunen havde en fornemmelse af, at der ville være fejl i en del sager.

"Men ikke at der ville være fejl i næsten dem alle sammen," sagde Ole Vive ifølge TV2 Øst og erkendte samtidig, at forvaltningen af børnesagerne ikke har fungeret godt nok.

På borgermødet gav direktør Ida Byrge Sørensen, der har ansvaret for familieområdet en status på arbejdet, som efter planen skal munde ud i en genopretningsplan i starten af 2025.

"Vi er cirka halvvejs. Der er allerede borgere og familier, som er blevet kontaktet, og hvor der er blevet lavet handlingsplaner. Vi arbejder benhårdt på at komme til bunds i sagerne. Desværre kan vi ikke tage dem alle på én gang," siger direktør Ida Byrge Sørensen ifølge Sjællandske Nyheder.

Byrådet orienteres løbende om gennemgangen af sager, og borgmesteren udstedte en garanti for, at Faxe Kommune ikke stopper arbejdet, før man er i mål med alle sagerne.

Sidst opdateret: 05/11/2024 - 10:40

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]