Partierne afsætter 175 millioner til et kapacitetsløft i psykiatrien.

Partierne afsætter 175 millioner til et kapacitetsløft i psykiatrien. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)

Det betyder sundhedsreformen for psykiatrien: Ligestilling med somatikken

Sundhedsreformen er landet. Her bliver psykiatrien blandt andet ligestillet med det somatiske sundhedsvæsen.

Udgivet: 19/11/2024

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Regeringen har indgået en bred sundhedsreform med Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.

Reformen lægger op til flere ændringer af psykiatrien, som nu blandt andet skal ligestilles med det somatiske sundhedsvæsen.

Partierne går altså et skridt videre end regeringens oprindelige udspil, hvor den bare talte om en bedre integration mellem psykiatrien og somatikken.

Selve formålet med ligestillingen er at sikre en bedre og mere sammenhængende behandling på tværs af tilbud.

Det vil kræve, at ledelsen af psykiatrien og somatikken i højere grad samtænkes.

"Den konkrete organisering og indfasning vil skulle tilrettelægges af regionerne under hensyntagen til implementeringen af en kommende samlet 10-årsplan for psykiatrien samt behovet for fortsat tværgående samarbejde på regionsniveau om kapacitet og systematisk kvalitetsudvikling."

Aftalepartierne lægger dog vægt på, at den nye tilrettelæggelse ikke må gå ud over de faglige og samarbejdsmæssige forbedringer i psykiatrien - både de kommende og allerede udførte.

Samtidig får de nyoprettede sundheds ansvar for at sikre sammenhæng i de nære tilbud.

"Den bedre sammenhæng mellem psykiatri og somatik, herunder de forbedrede muligheder for samarbejde på tværs af afdelinger og specialer, forstærkes af, at sundhedsrådene i hver region får ansvar for behandlingstilbuddene for både fysisk og psykisk sygdom i deres område. Sundhedsrådene vil således også få et ansvar for at sikre sammenhæng i de nære tilbud til borgerne."

Sundhedsrådene vil få det umiddelbare politiske og forvaltningsmæssige ansvar for psykiatriske sygehusfunktioner inden for rådets geografiske område. Det bliver regionsrådet, der fastlægger rammerne.

Kapacitetsløft i psykiatrien

Partierne afsætter 175 millioner til et kapacitetsløft i psykiatrien. 150 millioner fordeles til regionerne med henblik på at øge kapaciteten i børne- og ungepsykiatrien med særligt fokus på at nedbringe ventetiden og sikrer hurtigere udredning.

Derudover skal 25 millioner gå til et kapacitetsløft af sociale akuttilbud i socialpsykiatrien. Det skal mindske antallet af genindlæggelser.

Finansieringen kommer fra reserven til løft af psykiatrien. Prioriteringen af de resterende midler i 2025-2030 vil blive aftale i forhandlingerne om regeringens kommende psykiatriudspil.

Flere psykiatere

Med aftalen vil der komme flere psykiatere - blandt andet indenfor børne- og ungepsykiatrien.

"Aftalepartierne er enige om, at antallet af uddannelsesstillinger i bl.a. almen medicin, psykiatri, børne- og ungdomspsykiatri samt geriatri skal øges i forbindelse med Sundhedsstyrelsens kommende dimensioneringsplan gældende fra 2026."

Sideløbende igangsætter Indenrigs- og Sundhedsministeriet et arbejde med at udvikle en model til at estimere efterspørgslen efter sundhedspersonale. Modellen skal kunne bruges i forbindelse med kommende dimensioneringer af den lægelige videreuddannelse.

Fast læge på botilbud

Partierne vil styrke kvaliteten i den kommunale sundhedsindsats via nationale, tværgående kvalitetsstandarder, der skal omsættes til lokale behov gennem sundhedsrådene.

Det skal blandt andet ske med fokus på et stærkere forebyggende og behandlende sundhedsfaglige indsatser for beboere på botilbud gennem en fasttilknytte læge, der skal sikre, at både psykiske og somatiske sygdomme opdages tidligere end i dag.

"Det skal i forbindelse med etableringen af sundhedsrådene nærmere fastlægges, hvilke typer botilbud der skal være omfattet af ordningen."

Udvidelse af behandlingsansvar

Med reformen bliver behandlingsansvaret udvidet fra 72 timers ansvar til 96. Ordningen skal også omfatte en større gruppe patienter. Her kan psykiatriske patienter komme i spil. Det vil blive aftalt nærmere mellem regeringen og relevante partere.

Udbredelse af digitale løsninger i psykiatrien

Digitale løsninger i psykiatrien kan være medvirkende til, at mistrivsel eller lettere psykiske lidelser ikke forværres og kræver yderligere specialiseret behandling.

"Aftalepartierne er derfor enige om at styrke udbredelsen af digitale løsninger i psykiatrien ved at bygge oven på indsatsen fra Aftale om En bedre psykiatri fra 2023, hvor Internetpsykiatrien, som varetages af Center for Digital Psykiatri i Region Syddanmark, blev styrket."

10-årsplan for psykiatri

Regeringen har hele tiden ville følge sundhedsreformen op men en samlet 10-års plan for psykiatrien, der finansierer den sidste del af plan.

I aftalen kan man læse, at regeringen i starten af 2025 vil præsentere et samlet udspil til en 10-årsplan for psykiatrien, der samlet løfter området med 3,2 mia. kr. i 2030.

Læs aftalen her.

Sidst opdateret: 19/11/2024 - 10:57

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]