Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde har rejst tilsynssager mod Odense, København, Aarhus, Helsingør og Bornholm Kommune.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde har rejst tilsynssager mod Odense, København, Aarhus, Helsingør og Bornholm Kommune. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)

Sophie Løhdes hemmelige tilsynssager: Her er, hvad de handler om

Indenrigs- og sundhedsministeren har bedt Ankestyrelsen rejse tilsynssager mod fem kommuner. Flere af kommunerne var ikke orienteret om sagernes indhold. Det kan NB-Social nu afsløre.

Udgivet: 19/11/2024

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Det vakte stor opsigt, da indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) til et samråd om ventelister på botilbudsområdet i København Kommune meddelte, at hun ville have Ankestyrelsen til at rejse tilsynssager mod fem kommuner.

Det drejede sig om kommunerne Odense, København, Aarhus, Helsingør og Bornholm.

Efterfølgende har flere af kommunerne udtalt til NB-Social, at de har haft meget svært ved at få at vide, hvad sagerne egentlig drejede sig om.

Fik du læst?

Borgmester sender kritisk brev til minister: Forstår ikke behovet for tilsynssag

På den baggrund har NB-Social søgt aktindsigt i samtlige af sagerne hos Ankestyrelsen.

Her viser dokumenterne, som NB-Social fik adgang til, at der er stor forskel på kommunernes brud på forsyningsforpligtigelsen.

Hvor nogle af kommunernes sager handler om enkelte borgere, har andre af kommunerne ventelister til flere af servicelovens tilbud. Det gør sig gældende for Aarhus, København og Odense.

NB-Social vil nu gennemgå de fem kommuners sager om brud på forsyningsforpligtigelsen.

Forvaltning: Ventelisten i Odense Kommune er misvisende

I Odense Kommune handler tilsynssagerne om ventelister til servicelovens § 85, aktivitetstilbud efter servicelovens § 86, stk. 2 og efter § 104, beskyttet beskæftigelse efter § 103 samt botilbud efter §§ 107 og 108.

Ankestyrelsen modtog flere henvendelser fra en borger i sidste halvår af 2021 om Odense Kommunes ventelister, hvorfor styrelsen bad om en udtalelse fra Odense Kommune januar 2022.

Borgerens henvendelser handler primært om ventelisten til servicelovens § 85.

Ankestyrelsen ville have Odense Kommune til at forholde sig til ventelisterne ved hvert ydelsesområde. Både i forhold til længden, antallet af borgere på listen, karakteren af hjælpebehovet - herunder borgerens hjælpebehov efter kommunens opfattelse kan afhjælpes og bliver det i ventetiden.

I marts 2022 svarede kommunen. Da ventelisterne gik på tværs af forvaltninger, havde både Ældre- og Handicapforvaltningen og Beskæftigelses- og Socialforvaltningen svaret på henvendelsen.

I Ældre- og Handicapforvaltningen bruger de generelt ventelister som et arbejdsredskab, der skal skabe overblik.

"Teksten på oversigten over sagsbehandlingstider er misvisende, for det burde fremgå, at det handler om at matche borger med rette tilbud, og ikke at der er egentlig venteliste til tilbuddene. Vi vil derfor fremadrettet fjerne bemærkningerne om ventelister på vores oversigt over sagsbehandlingstiderne," skrev forvaltningen.

Der er dog stadig flere borgere på ventelisterne ved de forskellige paragraffer.

I Beskæftigelses- og Socialforvaltningen var der omkring 40 borgere på venteliste til indsatser efter § 85. Da brevet blev skrevet, var ventetiden op til syv måneder.

"Beskæftigelses- og Socialforvaltningen har fokus på at løse de aktuelle kapacitetsudfordringer, og har i februar 2022 afsluttet en intern analyse af området. Med afsæt i analysen har forvaltningen i marts 2022 iværksat en række tiltag, der skal løse kapacitetsudfordringerne på området."

I marts 2024 bad Ankestyrelsen om en status for ventelisterne.

Her skriver Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, at de har løst kapacitetsudfordringerne med § 85 og har derfor ingen på venteliste. Derudover har forvaltningen heller ikke venteliste ved de andre paragraffer, der blev spurgt ind til.

I Ældre- og Handicapforvaltningen var der stadig borgere på ventelisterne - også til indsatser efter servicelovens § 85. Forvaltningen gentog dog også pointen om, at oversigten er misvisende.

Helsingør Kommune har ændret praksis

Ankestyrelsen henvendte sig til Helsingør Kommune i juni 2024 om en konkret sag, hvor et barn var blevet bevilget en plads i et særligt dagtilbud - Himmelhuset - efter servicelovens § 32 (tidligere var det serviceloven - nu bruger man § 83 i Barnets Lov, red.).

Efterfølgende havde kommunen nemlig besluttet alligevel ikke at tildele barnet pladsen, da der ikke var et tilstrækkeligt antal ledige pladser i dagtilbuddet. Den beslutning bliver påklaget til Ankestyrelsen.

Helsingør Kommune svarede i juli på brevet, hvor kommunen orienterede om den nu tidligere praksis samt den nuværende.

Der har i en årrække manglet pladser i Himmelhuset. I september 2022 blev kapaciteten udvidet til 30 pladser. Ved samme lejlighed blev det besluttet, at børn i Helsingør Kommune i videst muligt omfang skulle tilbydes dagtilbudsplads indenfor kommunegrænsen.

Dog fortsatte stigningen af børn fra nul til seks år med behov for specialtilbud.

Derfor har kommunen frem til 1. januar 2024 haft venteliste til Himmelhuset.

De børn, der havde behov for et § 83 tilbud, som ikke kunne et tilbud i Himmelhuset, har fået et tilbud i deres dagtilbud på 25 støttetimer.

Kommunen understreger dog i brevet, at der ikke længere er ventelisten til kommunens § 83-tilbud.

Derudover vil tilbudsviften i Helsingør Kommune blive udvidet fra 2025.

Den nye tilbudsvifte i Helsingør

1. Himmelhuset 30 pladser (BL § 83-tilbud). Vi fordeler pladserne efter en konkret vurdering af det enkelte barns behov. Der træffes afgørelse efter BL 82, nr. 1.

2. Ca. 30-35 ressourcepladser i 5 af kommunens dagtilbud tilknyttet specialpædagoger til den målgruppe, som p.t. bevilges §82 nr. 4 samt støtte efter dagtilbudsloven.

3. PPR specialpædagoger der varetager sparring, observation og medpraktiker opgaver i dagtilbud.

4. Støttetimebevillinger til dagtilbud med børn der har nedsat fysisk funktionsevne (Dagtilbudsloven).

5. Akutstøttetimer ved akut opståede, midlertidige udfordringer i relation til et eller flere børn i de almene læringsmiljøer (Dagtilbudsloven).

Bornholms Regionskommune vil ikke træffe afgørelse

25. oktober 2024 skrev Ankestyrelsen til Bornholms Regionskommune efter en henvendelse fra et klagesagskontor i Ankestyrelsen.

Henvendelsen skulle dreje sig om, at kommunen ikke har en dagbehandlingsskole, og at en borger har oplyst til kontoret, at Bornholms Regionskommune ikke vil træffe afgørelse om dagbehandlingstilbud.

Ankestyrelsen bad derfor kommunen om en udtalelse. Her skulle kommunen særligt redegøre for, hvordan den overholder sin forsyningsforpligtelse i forhold til de børn og unge, der har behov for et behandlings- og specialundervisningstilbud.

Derudover skulle kommunen redegøre for, hvordan den sikrer, at der træffes afgørelse med klagevejledning i de tilfælde, hvor kommunen ikke bevilger et behandlings- og specialundervisningstilbud.

Kommunen har fået fire uger til at komme med en redegørelse. Den periode løber stadig.

Aarhus Kommune har visitationslister

Aktindsigten fremhæver to sager fra Aarhus Kommune.

Den første drejer sig om at nedbringe ventetiden på igangsættelse af socialpædagogisk bostøtte til borgere med autisme hos tilbuddet SORAS.

Som opfølgning på et brev fra Ankestyrelsen den 12. maj 2023 sendte Aarhus Kommunes et brev den 5. april 2024 med en status over arbejdet for at nedbringe ventetiden.

Kommunen igangsatte 2023 en ny handleplan for at nedbringe ventetiden.

Handleplanen for at nedbringe ventetiden

Løbende opnormering af antal bostøtter (10 ekstra siden starten af 2022 og planlagt ansættelse af 3 bostøtter i 2024) samt yderligere ledelse tæt på medarbejderne med fokus på faglig udvikling og tæt opfølgning på indsatser.

Kombination af fysisk og digital bostøtte.

Gruppebaseret bostøtte med fokus på bl.a. psykoedukation, afklaring om egen diagnose og netværksdannelse.

Arbejde med overgang til andre indsatser.

I brevet står der:

"Aarhus Kommune oplever fortsat en betydelig stigning i antallet af borgere med autisme, der visiteres til bostøtte. Som konsekvens heraf var der pr. 30. januar 2024 129 borgere med autisme, der ventede på at få bostøtte. Den gennemsnitlige ventetid for disse borgere var 9,2 måneder. Aarhus Kommune har fokus på at sikre, at de borgere, der har størst behov for hjælp, prioriteres og får bostøtte."

I brevet udtrykte kommunen en tiltro til, at handleplanen ville virke.

Den anden sag om ventelister i Aarhus Kommune handlede om en henvendelse, Ankestyrelsen modtog den 27. august af en privat sagsbehandler vedrørende en sag om et botilbud.

Her blev kommunen bedt om at redegøre for, hvordan den ville sikre, at kommunen overholdt servicelovens § 4 om kommunernes forsyningsforpligtigelse. Samtidig skulle kommunen redegøre for, hvordan den ville sikre, at borgerne modtog den nødvendige hjælp, indtil der blev bevilget et botilbud.

Kommunen skrev tilbage, at den ikke opererede med en venteliste, men en visitationsliste.

Når kommunen vurderer, at en borger er i målgruppen til et botilbud, kommer borgeren på visitationslisten.

Derefter afsøges et egnet botilbud i samarbejde med borgerne. Det er både internt i kommunen og eksternt i andre kommuner, regioner og i det private.

Borgere på listen visiteres løbende efter deres behov. Listen ajourføres månedligt, hvorfor den ikke afspejler løbende udsving.

I slutningen af 2. kvartal var der 34 borgere på visitationslisten i Aarhus Kommune. Det er ikke muligt at se, hvor længe borgerne har været på listen eller årsagen til det.

Blandt de 34 borgere modtager 18 anden relevant støtte i form af støtte efter servicelovens § 85 eller et andet botilbud.

Typer af midlertidig støtte forud for botilbud

  • Forebyggende støtte via Åben Fleksibel Rådgivning jf. servicelovens § 82 a og b

  • Støtte efter servicelovens § 85

  • Midlertidige botilbud jf. servicelovens § 107

Københavns Kommunes manglende kapacitet

Det var netop de ulovlige ventelister i Københavns Kommune, der var anledningen til samrådet, hvor indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde meddelte, at hun ville have rejst en tilsynssag mod fem kommuner.

Det er derfor også den sag, der er mest velbeskrevet i medierne.

Juni 2022 har Ankestyrelsen henvendt sig til Københavns Kommune, efter at styrelsen blev gjort opmærksom på, at kommunen havde en praksis, hvor den ikke kunne pege på et konkret botilbud på det tidspunkt, hvor borgeren blev visiteret til et tilbud.

I stedet blev borgeren oplyst om, at kommunen arbejder på at kunne tilbyde en plads inden for seks måneder.

Det skete efter en konkret klagesag, hvor Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen.

Socialforvaltningen svarede Ankestyrelsen juli 2022, hvor forvaltningen beskrev sine generelle rammer for visitation til botilbud.

Her forklarede forvaltningen, at manglende kapacitet gjorde det svært at leve op lovgivningen, hvilket forvaltningen allerede konkluderede i 2017. Dog præsenterede forvaltningen en visitationsmodel med en sagsbehandlingstid på seks uger, som forvaltningen i praksis forsøgte at efterleve.

Det lykkedes dog ikke, og derfor handlede høringssvaret meget om, hvad Københavns Kommune havde gjort for at opbygge kapaciteten.

Februar 2024 bad Ankestyrelsen så om en supplerende udtalelse, hvor kommunen skulle redegøre for, hvor lang ventetiden var for borgerne, der var omfattet af målgruppen, om kommunens aktuelle praksis var i overensstemmelse med servicelovens § 4, om kommunens forsyningspligt og servicelovens § 3, stk. 2, om at en afgørelse om botilbud skal indeholde oplysninger om den konkrete indsats, der iværksættes.

Samtidig havde Ankestyrelsen bemærket, at kommunen anvendte nettoventeliste og bruttoventeliste. Her ville styrelsen også have en redegørelse for, hvorvidt det var i overensstemmelse med gældende regler og praksis.

Ifølge Socialforvaltningen inkluderer nettoventelisten borgere, hvor forvaltningen har pligt til at finde et konkret og egnet botilbud, men hvor borgeren endnu ikke har modtaget tilbud eller er flyttet ind.

Bruttoventelisten indeholder kun de borgere, hvor kommunen allerede har opfyldt sin forsyningsforpligtelse. Disse borgere har således fået tilbudt et konkret og egnet botilbud, men kan have udnyttet sin selvbestemmelsesret og takket nej.

Derudover skrev forvaltningen følgende om antallet på venteliste:

"I januar 2024 var den gennemsnitlige nettoventetid på handicap-, psykiatri- og udsatteområdet henholdsvis 8,6 måneder, 10,9 måneder og 7,0 måneder. Den gennemsnitlige bruttoventetid var i samme måned 19,2 måneder på psykiatriområdet og 71,8 måneder på udsatteområdet, hvoraf sidstnævnte omfatter en enkelt borger. Ventetiden regnes fra visitationsafgørelsen. Antallet af nettoventende var i januar 2024 for handicap-, psykiatri- og udsatteområdet henholdsvis 56, 98 og 23 borgere. Antallet af bruttoventende var tilsvarende henholdsvis 70, 118 og 1."

Efter budgetaftalen 2025 har Socialforvaltningen henvendt sig til Ankestyrelsen for at fortælle yderligere om, hvad der er blevet afsat af nye midler til at afvikle ventelisten.

Sidst opdateret: 19/11/2024 - 11:26

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]