
"Det er ikke holdbart, siger Michael Bjørn." - Foto: PR-Foto Assens Kommune
Socialdirektør i opråb: Sagsbehandlingstid på over 100 uger rammer udsatte borgere
Familieretshuset har en sagsbehandlingstid på over 100 uger ved ændringer af værgemål. Det har kæmpe konsekvenser for borgerne, mener direktør Michael Bjørn fra Assens Kommune.
Udgivet: 28/11/2024
Artiklen er opdateret med svar fra Familieretshuset.
Der er to års sagsbehandlingstid, hvis man ønsker at ændre et værgemål i forbindelse med en flytning uden samtykke.
Sådan lød det budskab, som Michael Bjørn, der er direktør for Social og Sundhed i Assens Kommune, fik fra Familieretshuset.
Han kommer derfor med et opråb, da en sagsbehandlingstid af den længde har store konsekvenser for borgerne, der i forvejen har massive udfordringer.
"Det er ikke holdbart," siger Michael Bjørn til NB-Social.
I Assens Kommune havde de behov for at få flyttet en borger, der ikke selv er i stand til at give samtykke. Derfor måtte kommunen henvende sig til Familieretshuset for at få ændret værgemålet, der skulle udvides.
"Vi blev oplyst om en sagsbehandlingstid på 104 uger, hvilket i runde tal svarer til to år. Det skal vi så vente på, inden der tages stilling til vores indstilling til Familieretshuset om flytning."
Samtidig er der en sagsbehandlingstid på 44 uger ved nye værgemål.
Familieretshuset behandler dog stadig indstillingen om selve flytningen på 14 dage, oplyser Michael Bjørn. Men det vil dog tidligst ske om to år.
I forbindelse med revisionen af magtanvendelsesreglerne blev det besluttet, at en borger skulle beskikkes en værge, inden kommunalbestyrelsen ville kunne flytte borgeren uden samtykke. De regler trådte i kraft første juli.
Inden den regelændring var sagsbehandlingstiden markant kortere.
"Før de her ændringer trådte i kraft, var vi vant til at kunne ansøge om flytning og ændring af værgemål, som så ville blive eksekveret på 14 dage. Hvilket er super godt for borgeren og tilbuddet - en hurtig sagsbehandling af komplekse sager."
Men med den nuværende sagsbehandlingspraksis er kommunerne voldsomt udfordret.
Regeringens ændring af §131
§ 131, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Har den pågældende ikke en værge eller fremtidsfuldmægtig, hvis kompetence omfatter beslutninger efter stk. 1, skal kommunalbestyrelsen anmode Familieretshuset om at beskikke en værge efter værgemålsloven. Familieretshuset skal have truffet afgørelse om værgebeskikkelse, inden kommunalbestyrelsen indstiller efter § 129.«
Borgerens tilstand kan forværres
Der kan være flere grunde til at flytte borgere uden samtykke. Det kan eksempelvis være, hvis en borger ikke længere kan sikres den nødvendige hjælp i sin nuværende bolig, eller hvis borgeren risikerer personskade.
Borgeren kunne typisk være dement, have en psykisk sygdom eller være svært udviklingshæmmet.
"En borger, som ikke er i match med sit tilbud, er jo i en dårlig situation, da borgerens tilstand kan forværres. Der er også en potentiel risiko for, at man "smitter" omgivelserne. Altså de øvrige beboere på tilbuddet."
Når et tilbud ikke kan dække borgeren ind, så er der risiko for uhensigtsmæssig adfærd, udadreagerende adfærd samt væsentlige konflikter.
Derudover er der naboer, der kommer i risiko og kan blive utrygge, og medarbejdere, der kan blive slidt ned, hvis de rette kompetencer ikke er til stede.
Samtidig er det voldsomt fordyrende, at borgerens behov ikke bliver mødt. Særligt hvis det betyder, der skal ekstra personale på til at skærme og støtte borgeren i to år.
Alt det får Michael Bjørn til at efterlyse handling:
"Det her er ikke en kritik af Familieretshuset, som gør deres bedste ud fra de muligheder og rammer, som de har - må jeg tro. Men jeg tænker, der er andre på et helt andet niveau, der skal tage det her meget alvorligt."
Efter deadline er Familieretshuset vendt tilbage med svar på vores spørgsmål. Her bekræfter Familieretshuset sagsbehandlingstiderne og oplyser, at der ved nye værgemål på nuværende tidspunkt er en sagsbehandlingstid på 44 og ikke 35 uger. NB-Social har derfor opdateret artiklen og tilføjet myndighedens svar nedenfor.
Familieretshuset: Sagsbehandlingstiden er for lang
I et skrifteligt svar til NB-Social bekræfter Familieretshuset sagsbehandlingstiderne og skriver blandt andet:
"Der er ingen tvivl om, at sagsbehandlingstiderne på værgemål er for lange, og vi beklager de gener, det har for de berørte borgere. Vi forstår fuldt ud, at de lange sagsbehandlingstider i nogle af sagerne, er utrolig svært for de borgere, der må vente længe på en afgørelse i deres sag."
Årsagen til de lange sagsbehandlingstider er, at der har været en stor stigning i antallet af sager på værgemålsområdet. Det har den konsekvens, at nogle borgere i øjeblikket må vente længe på behandling af deres sag.
Hvor der var 21.620 indkomne sager i 2019 er det i 2023 steget til 32.652 indkomne sager.
"Sagsbehandlingstiden for etablering af værgemål har været stigende den sidste periode, da der fortsat sker en stigning i antallet af indkomne sager."
Selve sagsbehandlingstiden varierer efter, hvad der søges om og borgerens situation.
Familieretshuset oplyser, at de prioriterer løbende i de indkomne sager, så de borgere, hvor en lang ventetid vil have størst konsekvens, får hjælp først.
Derudover oplyser Familieretshuset, at myndigheden arbejder koncentreret på at nedbringe sagsbehandlingstiderne på værgemålsområdet.
"Blandt andet har vi i 2024 kunnet ansætte ca. 20 flere medarbejdere til området, som gør, at vi har kunnet hjælpe lidt flere af de borgere, der har ventet længe. Derudover arbejder vi med at løse opgaven så effektivt som muligt inden for de rammer, vi har."
Man kan læse mere om sagsbehandlingstiden fordelt på forskellige sagsmål her.
Sidst opdateret: 29/11/2024 - 07:52














































