Efter sagen om den ulovlige venteliste i Københavns Kommune, pålagde indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde Ankestyrelsen at rejse tilsynsager mod fem kommuner.

Efter sagen om den ulovlige venteliste i Københavns Kommune, pålagde indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde Ankestyrelsen at rejse tilsynsager mod fem kommuner. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Ankestyrelsen fastslår: Ulovlige ventelister i Aarhus, Odense og København

Tre ud af de fem kommuner, som indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) pålagde Ankestyrelsen at rejse tilsynssager mod, har ikke overholdt forsyningsforpligtelsen.

Udgivet: 11/12/2024

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Ankestyrelses fastslår nu, at tre kommuner helt eller delvist ikke lever op til forsyningsforpligtelsen efter serviceloven og barnets lov. Det drejer sig om Odense, Aarhus og Københavns Kommune.

Til et samråd i socialudvalget i efteråret meddelte indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), at hun havde bedt Ankestyrelsen om at rejse tilsynssager mod fem kommuner: Odense, Aarhus, København, Helsingør og Bornholm.

Som følge af det pålæg har Ankestyrelsens tilsyn rejst de pågældende tilsynssager. Foreløbigt har fire af kommunerne modtaget tilsynsudtalelse. Her konstaterer tilsynet, at de tre føromtalte kommunerne ikke lever op til forsyningsforpligtigelsen.

Samtidig konstaterer tilsynet, at Helsingør Kommunes nuværende praksis er i overensstemmelse med reglerne om forsyningsforpligtigelsen.

Tilsynssagen om Bornholms Regionskommune pågår stadig.

Ankestyrelsen afventer nu en tilbagemelding fra de tre kommuner om, hvad udtalelserne giver anledning til hos dem. Alle tre kommuner har to måneder.

Når Ankestyrelsen har modtaget kommunernes tilbagemelding, vil den tage stilling til, om der er grundlag for at pålægge tvangsbøder efter kommunestyrelseslovens § 50 b.

Ankestyrelsen er også kommet med en generel udtalelse om kommunernes forsyningspligt efter serviceloven og barnets lov til alle landets kommuner. I andet halvår af 2025 vil Ankestyrelsens tilsyn på baggrund af udtalelsen foretage en stikprøvekontrol af udvalgte kommuner for at se, om kommunerne lever op til forsyningspligten i serviceloven og barnets lov.

Det konkluderer Ankestyrelsen i sin generelle udtalelse

  • At kommunerne efter lovgivningen har pligt til at sørge for, at der er de nødvendige tilbud til rådighed for at dække borgernes behov inden for servicelovens og barnets lovs område.

  • At kommunerne efter lovgivningen og praksis har pligt til at sørge for, at den bevilgede hjælp efter serviceloven og barnets lov som udgangspunkt iværksættes straks efter bevillingen.

  • At kommunerne har pligt til at finde et tilbud uden for kommunen, hvis kommunen ikke selv har et egnet tilbud.

  • At der kan være særlige forhold, der gør det lovligt at lade personer, der er bevilget et tilbud efter serviceloven eller barnets lov, vente i en kortere periode på iværksættelse af tilbuddet.

  • At kommunerne, i de tilfælde hvor det er lovligt at lade personer vente i en kortere periode på iværksættelse af tilbuddet, er forpligtede til at forsøge at stille et andet tilsvarende tilbud (midlertidigt) til rådighed. Alternativt skal kommunen tilbyde anden midlertidig hjælp efter andre bestemmelser i venteperioden.

  • At der ikke er hjemmel i barnets lov eller serviceloven til at oprette ventelister, ud over de tilfælde, hvor der er tale om personer, der gør brug af retten til frit valg af længerevarende botilbud efter servicelovens § 108, stk. 2.

Kilde: Tilsynsudtalelse om kommunernes forsyningspligt (forsyningsansvar) efter serviceloven og barnets lov

NB-Social gennemgår nedenfor de fire tilsynsundersøgelser.

Odense handler i overvejende grad i strid med forsyningspligten

Ankestyrelsens tilsyn fastslår, at Odense Kommune i overvejende grad handler i strid med servicelovens forsyningspligt ved at have ventelister på en lang række sagsområder.

Det drejer sig blandt andet om socialpædagogisk støtte, vedligeholdende træning og botilbud.

Tilsynet lægger blandt andet vægt på, at kommunen i sin udtalelse til tilsynet ikke angiver, hvor lang tid borgeren venter på iværksættelsen af hjælpen på størstedelen af områderne.

Derfor er det ikke muligt helt generelt at vurdere, hvorvidt ventetiden er i overensstemmelse med forsyningsforpligtigelsen, da det kræver en konkret vurdering af borgerens forhold og det konkrete tilbud.

Det lægger tilsynet vægt på i sin vurdering af ventetiden i Odense Kommune

I forhold til vurderingen af Odense Kommunes praksis, lægger vi vægt på, at det fremgår af Odense Kommunes udtalelse af 18. april 2024, at der er venteliste på iværksættelse af socialpædagogisk støtte, vedligeholdende træning, beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbud samt botilbud, som er tilbud og indsatser efter serviceloven. Der er på nogle af områderne desuden ventetid på at få iværksat yderligere hjælp, fx efter servicelovens § 86, stk. 2, om vedligeholdende træning.

Vi lægger også vægt på, at det i udtalelsen af 18. april 2024 ikke er angivet, hvor lang tid borgeren venter på iværksættelsen af hjælpen på størstedelen af områderne. På enkelte af områderne er det beskrevet, at der kun er en kort eller kortere ventetid eller op til et par måneder. Det er derfor ikke muligt helt generelt at vurdere, hvorvidt ventetiden er i overensstemmelse med forsyningspligten, fordi det er en konkret vurdering af blandt andet borgerens forhold og hvilken type tilbud, der er tale om.

Vi lægger desuden vægt på, at vi ikke kan se af kommunens udtalelser, at kommunen forsøger at finde andre tilbud uden for kommunen, i de tilfælde hvor der ikke er ledige pladser på kommunens egne tilbud.

Vi lægger derudover vægt på, at det ikke fremgår af Odense Kommunes udtalelser i forhold til længerevarende botilbud, om der er tale om en venteliste til borgere, der ønsker et andet (lignende) botilbud end bevilget af kommunen. På den baggrund vurderer vi, at Odense Kommunes praksis i overvejende grad ikke er i overensstemmelse med servicelovens regler om kommunernes forsyningspligt.

Vi bemærker dog, at det er Ankestyrelsens vurdering, at Odense Kommunes praksis i forhold til iværksættelse af tilbud efter servicelovens § 104 for personer med erhvervet hjerneskade – som den er beskrevet i kommunens udtalelse fra april 2024 - er i overensstemmelse med reglerne. Kommunen skal dog være opmærksom på, at kommunen er forpligtet til at tilbyde borgerne anden midlertidig hjælp i venteperioden.

Vi er opmærksomme på, at det fremgår af Odense Kommunes udtalelse af 25. marts 2022, at der ikke er tale om egentlig venteliste til tilbuddene, men at det handler om at matche borgeren med det rette tilbud. Det kan dog ikke føre til en anden vurdering, fordi den beskrevne praksis har karakter af en venteliste på iværksættelse af et bevilget tilbud, som der ikke generelt er hjemmel til i serviceloven.

Kilde: Tilsynsudtalelse Odense Kommune

Aarhus Kommune har ulovlige ventelister ved botilbud og socialpædagogiske støtte

Aarhus Kommune har som den eneste kommune modtaget to tilsynsudtalelser.

Den ene handler om botilbud, mens den anden drejer sig om socialpædagogisk støtte.

Tilsynet konstaterer, at Aarhus Kommune ikke lever op til forsyningsforpligtigelsen ved både at have en visitationsliste på iværksættelse af bevilling af botilbud og en venteliste på iværksættelse af socialpædagogisk støtte.

Derudover er tilsynet kritisk overfor, at kommunen placerer borgere i målgruppen til et botilbud på en visitationsliste, hvor man ikke kan se, hvor længe de pågældende borgere har været på listen og hvorfor.

Ved socialpædagogisk støtte er der nogle situationer, hvor særlige forhold gør, at der kan være kort ventetid, før borgeren modtager støtte.

I Aarhus Kommune er ventelisten 9,2 måneder, hvilket ikke bliver betegnet som en kort ventetid af tilsynet.

Det lægger tilsynet vægt på i sin vurdering af ventetiden i Aarhus Kommune

Iværksættelsen af botilbud:

I forhold til vurderingen af Aarhus Kommunes praksis, lægger vi vægt på, at det fremgår af Aarhus Kommunes udtalelse, at når en borger er vurderet omfattet af målgruppen for et botilbud bliver vedkommende placeret på visitationslisten i kommunen, hvorefter der søges efter et egnet tilbud.

Vi lægger desuden vægt på, at det fremgår af Aarhus Kommunes udtalelse, at der ved udgangen af 2. kvartal 2024 var 34 personer på visitationslisten, og at 18 af de personer modtog anden form for hjælp i ventetiden. Det fremgår desuden, at Aarhus Kommune ikke har mulighed for at se, hvor længe de pågældende personer har været på visitationslisten, og hvad årsagen er.

På den baggrund er det Ankestyrelsens vurdering, at Aarhus Kommunes praksis ikke er i overensstemmelse med servicelovens regler om kommunernes forsyningspligt.

Vi er opmærksomme på Aarhus Kommunes bemærkning om, at kommunen ikke har en venteliste, men en visitationsliste. Det kan dog ikke føre til en ændret vurdering, da det er Ankestyrelsens vurdering, at Aarhus Kommunes visitationsliste har karakter af en venteliste og kommunen samtidig ikke kan redegøre for, hvor lang tid den enkelte borger har ventet og årsagen hertil.

Kilde: Tilsynsudtalelse om venteliste på botilbud

Iværksættelse af socialpædagogisk støtte:

Vi lægger vægt på, at det fremgår af Aarhus Kommunes udtalelse af 5. april 2024, at der pr. 30. januar 2024 var 129 borgere med autisme på venteliste til iværksættelse af socialpædagogisk støtte, og at den gennemsnitlige ventetid for disse borgere var 9,2 måneder.

Vi lægger derudover vægt på, at der i serviceloven ikke er hjemmel til oprettelse af venteliste til socialpædagogisk støtte. Det følger af tidligere tilsynsudtalelser, at der kan være særlige forhold, der gør det lovligt med en kortere ventetid. Det kan fx være hvis der er en kortere ventetid forbundet med at finde et egnet tilbud.

Det er Ankestyrelsens vurdering, at 9,2 måneder ikke kan betegnes som en kortere ventetid.

På den baggrund er det Ankestyrelsens vurdering, at Aarhus handler i strid med servicelovens regler om kommunernes forsyningspligt ved at have venteliste på iværksættelse af socialpædagogisk støtte.

Vi er opmærksomme på Aarhus Kommunes bemærkninger om, at kommunen har iværksat en række tiltag, herunder løbende opnormering af bostøtter, men at der samtidig er sket en stor stigning i antallet af borgere med autisme med behov for socialpædagogisk støtte, som er årsagen til, at der stadig er venteliste på iværksættelse af socialpædagogisk støtte.

Det fører dog ikke til en ændret vurdering, da kommunen efter serviceloven skal sørge for at have de nødvendige tilbud til rådighed til at dække borgerens behov. Kommunen har desuden ikke beskrevet, hvordan kommunen vil nedbringe ventelisten.

Kilde: Tilsynsudtalelse om venteliste på iværksættelse af socialpædagogisk støtte

København overholder ikke forsyningsforpligtigelsen ved midlertidige og længerevarende botilbud:

Det var sagerne om ventelisterne i Københavns Kommune, der i første omgang gav anledning til samrådet, hvor indenrigs- og sundhedsministeren pålagde Ankestyrelsen at rejse tilsynssagerne.

Nu fastslår tilsynet, at Københavns Kommune handler i strid med forsyningspligten ved at have ventelister på visitering til midlertidige og længerevarende botilbud.

I Københavns Kommune er der en gennemsnitlig ventetid for handicap-, psykiatri og udsatte området på henholdsvis 8,6 måneder, 10,9 måneder og syv måneder. Det kan ifølge tilsynet ikke betegnes som en kort ventetid.

Derudover lægger Ankestyrelsen vægt på, at kommunen har haft udfordringer med at sikre tilstrækkelige botilbudspladser til at leve op til forsyningsforpligtigelsen siden 2017.

Det lægger tilsynet vægt på i sin vurdering af ventetiden i Københavns Kommune

I forhold til vurderingen af Københavns Kommunes praksis, lægger vi vægt på, at det fremgår af kommunens udtalelse af 11. april 2024, at kommunen har to forskellige ventelister – en nettoventeliste og en bruttoventeliste. Det er beskrevet, at betegnelsen nettoventeliste dækker over de tilfælde, hvor kommunen endnu ikke har opfyldt sin forsyningspligt og tilbudt et konkret og egnet botilbud til borgeren. Betegnelsen bruttoventeliste dækker over de tilfælde, hvor kommunen selv vurderer, at forsyningspligten er overholdt, fordi der er tilbudt et konkret og egnet botilbud, men borgeren har takket nej til tilbuddet.

Vi lægger også vægt på, at det fremgår af Københavns Kommunes udtalelse af samme dato, at der i januar 2024 på handicap-, psykiatri og udsatte området var henholdsvis 56, 98 og 23 personer på nettoventelisten, og at den gennemsnitlige ventetid for de tre områder på det tidspunkt var henholdsvis 8,6 måneder, 10,9 måneder og 7 måneder.

Det er Ankestyrelsens vurdering, at 8,6 måneder, 10,9 måneder og 7 måneder ikke kan betegnes som kortere ventetid.

Vi lægger desuden vægt på, at det fremgår af Københavns Kommunes udtalelse af 8. juli 2022, at kommunen siden 2017 har haft udfordringer med at sikre tilstrækkelige botilbudspladser til at dække kommunens borgeres behov, og dermed leve op til kommunens forsyningspligt.

På den baggrund vurderer Ankestyrelsen, at Københavns Kommunes praksis ikke er i overensstemmelse med servicelovens regler om kommunernes forsyningspligt.

Vi er opmærksomme på Københavns Kommunes oplysninger af 10. september 2024 om, at kommunen vil afsætte 50 millioner kr. om året i perioden 2025-2028 til nedbringelse af ventelisten på botilbudsområdet. Det ændrer dog ikke Ankestyrelsens vurdering, da Københavns Kommune ikke på nuværende tidspunkt overholder servicelovens forsyningspligt, og da kommunen ikke har oplyst, på hvilken baggrund kommunen vurderer, at tiltaget vil være tilstrækkeligt til at afvikle ventelisten.

Vi bemærker i øvrigt, at vi ikke kan se af Københavns Kommunes udtalelser, om kommunen betragter de tilfælde, hvor borgeren takker nej til et konkret botilbud bevilget af kommunen, som en klage over kommunens afgørelse om botilbud. Vi lægger til grund, at bruttoventelisten alene bruges i de tilfælde, hvor borgeren ønsker at gøre brug af sit frie valg og har peget på et andet konkret botilbud, eller hvor borgeren klart har tilkendegivet, at vedkommende ikke ønsker at klage over kommunens afgørelse om botilbud, selv om borgeren ikke ønsker at tage imod det botilbud, kommunen har bevilget.

Kilde: Tilsynsudtalelse om Københavns Kommunes ventelister på botilbudsområdet

Helsingørs nuværende praksis i overensstemmelse med reglerne

Som den eneste af kommunerne bliver det fastslået af Ankestyrelsen, at Helsingør Kommunes nuværende praksis for bevilling af særligt dagtilbud er i overensstemmelse med reglerne om forsyningsforpligtigelsen.

Dog vurderer styrelsen også, at kommunen tidligere handlede i strid med reglerne om forsyningspligten i forbindelse med bevilling af særligt dagtilbud.

At den nuværende praksis er lovlig har borgmester Benedikte Kiær (K) tidligere fastslået i en kritik af Ankestyrelsen til NB-Social.

Her var hun særlig kritisk overfor, at Ankestyrelsen ikke havde læst kommunens høringssvar, hvor der netop stod, at kommunen havde rettet ind og ændret praksis.

"Det sker jo hele tiden i alle kommuner. Kommuner gør noget, de ikke må. Det bliver man klogere af, fordi den her lovgivning er bøvlet på mange områder. Så retter man ind, skriver et høringssvar og så er alt godt. Nu skal der rejses en tilsynssag mod os på baggrund af noget, hvor man ikke har læst vores høringssvar."

Det lægger tilsynet vægt på i sin vurdering af ventetiden i Helsingør Kommune

Det fremgår af Helsingør Kommunes udtalelse, at kommunen frem til 1. januar 2024 havde venteliste til kommunens særlige dagtilbud. På den baggrund vurderer vi, at Helsingør Kommunes tidligere praksis i forhold til bevilling af særlige dagtilbud ikke var i overensstemmelse med reglerne om kommunernes forsyningspligt.

Vi lægger vægt på, at det fremgår af Helsingør Kommunes udtalelse, at kommunen ikke længere har en venteliste til kommunens særlige dagtilbud. Det fremgår desuden, at kommunen vil genoptage afgørelser, der er truffet under den tidligere praksis.

På den baggrund vurderer vi, at Helsingør Kommune på nuværende tidspunkt overholder reglerne om kommunens forsyningspligt. Vi lægger i den forbindelse til grund, at Helsingør Kommune finder et særligt dagtilbud uden for kommunen, hvis der ikke er ledige pladser i kommunens egne særlige dagtilbud.

Kilde: Tilsynsudtalelse om kommunens overholdelse af forsyningspligten ved bevilling af særligt dagtilbud

NB-Social har tidligere søgt aktindsigt i samtlige af kommunernes sager om forsyningsforpligtigelsen.

Det kan du læse mere om her:

Fik du læst?

Sophie Løhdes hemmelige tilsynssager: Her er, hvad de handler om

Sidst opdateret: 11/12/2024 - 13:04

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]