
Ministeren oplyser, det mere er detailreguleringen af tidspunktet, der bliver droppet. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)
Socialminister: Kommunerne skal stadig sikre en god overgang til voksenlivet
Selvom regeringen og KL har fjernet kravet om, at overgangen til voksenlivet for unge med handicap skal forberedes i god tid, er det stadig en kommunal opgave at sikre en god overgang.
Udgivet: 12/12/2024
Det er stadig en kommunal opgave at sikre unge med handicap en god overgang til voksenlivet. Sådan lyder budskabet fra social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) i et nyt svar til Folketinget.
Ved økonomiaftalen for kommunernes økonomi i 2024 aftalte regeringen og KL en lang række regelforenklinger, der skulle frisætte kommunerne, som ville kunne bruge mere tid på kerneopgaverne i stedet.
En af dem var tilbagerulningen af en lovændring, der forpligtede kommunerne til at forberede overgangen til voksenlivet for unge med nedsat funktionsevne fysisk eller psykisk eller kronisk sygdom.
Det står i økonomiaftalen
Forslag: Tilbagerulning af lov ang. forberedelse af overgangen til voksenlivet for unge med varig og betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller ind gribende kronisk eller langvarig lidelse
Uddybning: Det foreslås at tilbagerulle lov nr. 2216 af 29. december 2020 om ændring af lov om social service, hvor kommunerne forpligtes til at forberede overgangen til voksenlivet for unge med nedsat funktionsevne fysisk eller psykisk el ler kronisk sygdom.
Den tilbagerulning blev mødt af stor kritik, hvilket blandt andet fik Enhedslistens handicapordfører Rosa Lund til at spørge ministeren om, hvad regeringen så i stedet ville gøre for at sikre en tilstrækkelig velforberedt overgang fra unge til voksenlivet for borgere med handicap.
Her fastslår ministeren, at det stadig er en kommunal opgave, men at regeringen og KL bare fjernede styringen af, hvornår kommunerne skulle forberede overgangen.
"Derfor er det også vigtigt at understrege, at ansvaret for at sikre, at den unge får den rette hjælp ikke forsvinder, selvom man fjerner kommunernes forpligtelse om at forberede overgangen, når den unge fylder 16 år. Vi fjerner blot detailstyringen af, hvornår kommunerne skal forberede overgangen."
Ministeren mener samtidigt, at en undersøgelse fra Ankestyrelsen viser, regeringen godt kan slippe den detailstyring. Undersøgelsen blev nemlig foretaget inden lovændringen, og i samtlige af de 17 sager, som Ankestyrelsen kiggede på, var der ikke tegn på, at der var givet utilstrækkeligt støtte, efter den unge var fyldt 18 år.
Sidst opdateret: 12/12/2024 - 10:05














































