
Andelen af profitdrevne botilbud i Danmark er steget fra 11 til 19 procent siden 2015 ifølge tal fra Tilbudsportalen. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix (arkiv)
FOA undersøgelse: Tilsyn med bosteder afslører private oftere får kritik
Tilsynsdata viser, at myndighederne oftere finder problemer hos private botilbud end offentlige. Det viser en ny undersøgelse, FOA har lavet. "Det er selvfølgelig noget, vi noterer os, og som vi skal lære af," siger direktør for LOS Mads Roke Clausen.
Udgivet: 07/01/2025
Mens flere og flere private virksomheder bliver godkendt til at drive bosted, viser tilsynsdata, at myndighederne oftere finder alvorlige problemer hos private botilbud end hos offentlige.
Det gælder både, når det drejer sig om borgernes livskvalitet og patientsikkerhed, viser Fagbladet FOAs gennemgang af tilsynsdata fra Socialtilsynet og Styrelsen for Patientsikkerhed.
”Det er selvfølgelig noget, vi noterer os, og som vi skal lære af,” siger Mads Roke Clausen, direktør i LOS, landets største sammenslutning af private botilbud, der tager sagen ”meget alvorligt”.
Fagbladet FOA har gennemgået data fra de to myndigheder: Over en fireårig periode har Socialtilsynet gennemført tilsyn hos 1.425 botilbud – 917 private og 508 offentlige. Det drejer sig om tilbud godkendt efter mindst én af følgende paragraffer i Serviceloven: 107, 108, 110.
I alt har Socialtilsynet givet 278 sanktioner i form af påbud, skærpet tilsyn eller inddraget godkendelse. 220 af sanktionerne tilfaldt private botilbud. De resterende 58 sanktioner blev givet til offentlige tilbud. Et tilbud kan have modtaget mere end en sanktion.
Kigger man nærmere på data fra Styrelsen for Patientsikkerhed, tegner der sig et lignende billede:Styrelsen for Patientsikkerhed har over tre år gennemført 509 tilsynsbesøg på det, som styrelsen kategoriserer som ”bosteder”. 229 var hos private bosteder og 280 hos offentlige bosteder.
Ved 162 tilsynsbesøg konstaterede Styrelsen for Patientsikkerhed "større" eller "kritiske" problemer med patientsikkerheden. 95 af disse blev konstateret hos et privat bosted, mens 67 skete ved besøg hos et offentligt bosted.
Ifølge Anders Bach-Mortensen, senior postdoc ved Oxford Universitet og lektor ved Roskilde Universitet, spejler forskellene i myndighedernes kritik erfaringer fra England, hvor næsten alle sociale omsorgstilbud nu er drevet af private aktører.
Her har udviklingen ført til dårligere kvalitet og højere priser, hvilket Anders Bach-Mortensen kalder for et ”privatiseringsparadoks”:
"Privatiseringens mål er jo netop det modsatte: Lavere priser, højere kvalitet og bedre valgmuligheder for både borgere og kommuner. På papiret kan dette opnås gennem konkurrence, men på omsorgsområdet viser forskningen den modsatte effekt.”
Andelen af såkaldte profitdrevne botilbud i Danmark er steget fra 11 til 19 procent siden 2015 ifølge tal fra Tilbudsportalen.
"Når det gælder omsorgsområdet, er den største udfordring ved udlicitering, at kvaliteten er utrolig svær at måle og monitorere, fordi ydelsen er så kompleks. I praksis kommer fokus derfor ofte til at ligge på prisen, og det kan have negative konsekvenser," siger Anders Bach-Mortensen.
/Høyer
Sidst opdateret: 07/01/2025 - 10:46















































