"Vi har lagt et budget, hvor vi har tilført rigtig mange penge. Både til det specialiserede børneområde og det specialiserede voksenområde. Så vi krydser fingre, bruger alle de redskaber, vi har til at styre sagerne, og håber, at det holder," siger Mette Heidemann.

"Vi har lagt et budget, hvor vi har tilført rigtig mange penge. Både til det specialiserede børneområde og det specialiserede voksenområde. Så vi krydser fingre, bruger alle de redskaber, vi har til at styre sagerne, og håber, at det holder," siger Mette Heidemann. - Foto: PR-Foto

Direktør: Vi trænger i den grad til strammere styring på socialområdet

De nuværende styringsredskaber er ikke nok til at tøjle udgifterne på det specialiserede socialområde, siger direktør i Fredericia Kommune, Mette Heidemann. Derfor skal politikerne på Christiansborg i mål med handicapaftalerne.

Udgivet: 14/01/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

"Vi trænger i den grad til strammere styringsredskaber. "

Det er budskabet fra Mette Heidemann, der er direktør for Unge, Voksen og Senior i Fredericia Kommune.

Hvis ikke Folketinget gennemfører rammeaftalen på handicapområdet og delaftalen mellem regeringen og KL, så er kommunerne nødt til at fortsætte som hidtil på det specialiserede socialområde.

"Det betyder, at vi har de styringsredskaber, vi hele tiden har haft. Vi går jo alle sammen og venter på arbejdet med takstlofter og en ny takststruktur. Så længe vi ikke har det, så må vi jo bruge det vi har og kender. Med alle de begrænsninger, der er i det," siger Mette Heidemann til NB-Social.

Kommunerne har oplevet en stor stigning i udgifterne til det specialiserede socialområde siden 2018. Handicapaftalerne fra foråret har blandt andet til formål at sikre kommunerne en mere bæredygtig økonomi. Det har dog vist sig svært for regeringen at skaffe opbakning til initiativerne på Christiansborg.

I Fredericia Kommune krydser de fingre for, at deres eget budgettet holder, mens kommunen venter på de lovede styringsredskaber fra Christiansborg:

"Vi har lagt et budget, hvor vi har tilført rigtig mange penge. Både til det specialiserede børneområde og det specialiserede voksenområde. Så vi krydser fingre, bruger alle de redskaber, vi har til at styre sagerne, og håber, at det holder."

En af de helt store udfordringer på det specialiserede socialområde er ifølge Mette Heidemann, at der ikke er noget marked. Hun mener, det er en stor udfordring, at botilbudsområdet drives efter markedsmekanismerne, når der ikke er mulighed for at regulere markedet.

Skulle det ikke lykkedes regeringen at få opbakning til aftalernes initiativer, må kommunerne sætte deres lid til, at de får penge til opdriften på det specialiserede socialområde med den næste økonomiaftale.

"Så håber vi på den næste økonomiaftale, og at man endnu engang forholder sig til opdriften i vores udgifter. Men det er jo den kortsigtede måde at gribe det an på," siger Mette Heidemann.

Generelt er Mette Heidemann været relativt fortrøstningsfuld overfor, at handicapaftalernes initiativer vil være nok til at tøjle opdriften i udgifterne på det specialiserede socialområde. Men det kræver dog, at de alle bliver gennemført.

Stort fokus på interne processer

Selvom Fredericia Kommune venter på flere styringsredskaber på det specialiserede socialområde, har kommunen allerede gennemført flere initiativer, der skulle hjælpe med at tæmme udgifterne på det specialiserede socialområde.

"Vi har haft et stor fokus på vores egne interne procedurer og lagt om, hvor vi kunne lægge om," siger Mette Heidemann.

Kommunen har blandt andet haft markante stigende udgifter til forsorgshjem, så hele Housing First-omlægningen har haft stor betydning for Fredericia Kommunes udgifter.

Derudover har man bredt i Region Syddanmark forsøgt at begrænse opdriften, der vedrører de kommunale tilbud, ved at forsøge at blive bedre til at koordinere på tværs af kommunerne.

Samtidig har Komponent, der er kommunernes fælles udviklingscenter, lavet en analyse af udgiftsudviklingen på tværs af kommunerne i Region Syddanmark. Den kan hver enkelt kommune bruge til at blive klogere på sin egen udvikling og sammenligne den med naboens.

Sidst opdateret: 14/01/2025 - 12:23

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]