Ny analyse om kvindekrisecentre: Kvinderne har kortere uddannelser og flere børn

Ud af de 12.200 kvinder, der har opholdt sig på et krisecenter fra 2017 til 2023, havde 45 procent grundskolen som den højest gennemførte uddannelse. Kvinderne er også relativt unge.

Udgivet: 30/01/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Fra 2017 til 2023 var der 17.100 ophold på krisecentre i Danmark. De fordeler sig på 12.200 kvinder. Her havde 45 procent af dem folkeskolen som deres højst gennemførte uddannelse. Det betyder halvdelen af dem ikke havde en ungdomsuddannelse. Samtidig var 68 procent af brugerne i perioden 18 til 39 år.

Det viser en analyse fra Danmarks Statistik, der dykker ned i brugerne af kvindekrisecentrene.

Kvindekrisecentre har selvmøderprincip, hvilket dækker over, at borgere bare kan møde op uden foregående aftale eller visitation fra kommunerne.

Man har mulighed for at tage ophold på et krisecenter, hvis man bliver udsat for vold i nære relationer.

Ekspertudvalget med Torben Tranæs i spidsens egne tal viser, at herberg og kvindekrisecentre er det område, hvis udgifter er steget procentuelt mest fra 2018 til 2022, da det er steget med over 40 procent.

Den nye analyse dykker ned i brugerne af kvindekrisecentrene og ser blandt andet på uddannelsesniveau, alder, antallet af børn, etnicitet og baggrund.

Læs hovedresultaterne her:

Analysens hovedkonklusioner:

  • Kvinder på krisecentre er som gruppe yngre end øvrige kvinder. 68 pct. af kvinderne på krisecentre i 2017-2023 var 18-39 år. Blandt øvrige kvinder var andelen 34 pct.

  • Kvinder på krisecentre har oftere børn end jævnaldrende kvinder. Det gør sig især gældende blandt kvinder i 20'erne. Fx var 67 pct. af de 25-29-årige kvinder på krisecentre mødre, mens andelen var 25 pct. blandt øvrige 25-29-årige kvinder.

  • Indvandrere og efterkommere er oftere end kvinder med dansk oprindelse på krisecentre. 0,6 pct. af de 18-49-årige kvinder med dansk oprindelse var på et krisecenter i 2017-2023. Blandt indvandrere og efterkommere gjaldt det for hhv. 1,8 pct. og 1,9 pct.

  • Kvinder på krisecentre har oftere end øvrige kvinder alene en grundskoleuddannelse. 45 pct. af kvinderne på krisecentre i 2017-2023 havde grundskole som højest fuldførte uddannelse. Blandt øvrige kvinder var andelen 21 pct.

  • Kvinder på krisecentre er oftere end øvrige jævnaldrende kvinder ofre for anmeldt vold eller trusler. Fx har 29 pct. af 18-29-årige kvinder på krisecentre været ofre for anmeldt vold eller trusler 1-10 år før, de kom på krisecenter. Blandt øvrige kvinder i samme aldersgruppe havde 5,2 pct. været udsat for anmeldt vold eller trusler i en tilsvarende periode.

  • Kvinder på krisecentre har oftere end andre en far straffet for vold eller trusler i deres barndom. 11,4 pct. af fædrene til 18-37-årige kvinder på krisecentre blev straffet for vold eller trusler, mens kvinderne var 0-18 år. Blandt fædre til øvrige 18-37-årige kvinder var andelen 3,6 pct.

  • Kvinder på krisecentre var oftere end andre kvinder anbragt, da de var 15 år. Blandt 18-39-årige kvinder på krisecentre i 2017-2023 var 6,7 pct. anbragt uden for hjemmet, da de var 15-årig. Blandt øvrige kvinder på 18-39 år var andelen 1,3 pct.

Analysen viser blandt andet, at kvinderne på krisecentre i gennemsnit er yngre end øvrige kvinder i Danmark.

7.700 af kvinderne på krisecentre var 18-39 år fra 2017 til 2023. Det svarer til 68 procent af alle kvinder med ophold i perioden.

Til sammenligning gjaldt det for 34 procent af de øvrige kvinder. Kvinderne på krisecentre i 2017-2023 udgjorde, hvad der svarer til 0,9 procent af alle kvinder i alderen 18-39 år.

Ser man på uddannelsesniveauet, kan man som bekendt konstatere, at halvdelen af kvinderne ikke havde en ungdomsuddannelse.

Her er andelen, der ikke har fuldført en ungdomsuddannelse, påvirket af alderen, da særligt en del yngre kvinder endnu ikke har færdiggjort deres uddannelse.

Det betyder, at andelen uden ungdomsuddannelse falder med alderen.

Analysen viser også, at kvinderne ofte er mødre til mindst ét barn mere end øvrige kvinder på samme alder. Forskellen er størst blandt kvinder i 20'erne.

Ser man på, hvor mange af kvinderne, der medbringer børn på krisecentrene, er det 51 procent. 24 procent af alle kvinderne på et krisecenter havde et enkelt barn med, 19 procent havde to med, mens otte procent af kvinderne havde mere end to børn med på krisecenter.

Medbragte børn på krisecentre er mest udbredt blandt kvinder i de aldersgrupper, som typisk har hjemmeboende børn.

Sidst opdateret: 30/01/2025 - 10:50

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]